Udland

Tiziana hængte sig i skam: - Vi har allesammen lidt blod på hænderne

Tiziana Cantones private sexvideoer blev mod hendes vilje delt på nettet og set af millioner af italienere.

31-årige Tiziana Cantone fra Napoli sendte sidste år nogle sex-videoer til fire fremmede mænd som led i en virtuel, erotisk leg.

De havnede på Internettet og gik viralt. Pludselig havde hele Italien set hende i intime situationer og alle kendte hendes navn. Hun kunne ikke gå på gaden, vennerne vendte hende ryggen og livet blev uudholdeligt at leve.

Tiziana havde sagsøgt mændene for at have spredt det private materiale uden hendes samtykke. Hun ville have videoerne fjernet fra nettet. Hun havde for nylig sagt til sin advokat, at hun hang i mediernes gabestok og var tæt på selvmord. Trods forsøg på at skifte identitet og opholdssted, var hun fanget i et stramt og uudholdeligt net, og var totalt nedbrudt.

Vandt - men måtte opgive

Selvom det er næsten umuligt i praksis, kan man i princippet godt få fjernet materiale fra de sociale medier iht. en lov om privacy. Men retssystemet i Italien er langsomt, og hun kunne ikke vente. Hun havde fået medhold og vundet retten til at “blive glemt”, selvom hun i den forbindelse fik en svimlende regning for advokatbistand m.m. på 20.000 euro.

Forleden måtte hun opgive, for smerten var ubærlig. Hun gik ned i sin tantes kælder og hængte sig i et tørklæde.

Nyheden kom som et kæmpe chok for italienerne, og det blev også et gigantisk wake-up-call.

Endte som parodi

Der har været andre selvmord i forbindelse med hævnporno, som man desværre også har registreret i andre lande. Men ingen sag har haft mere opmærksomhed end denne, fordi hele landet kendte til Tiziana pga. af de famøse videoer, der i hendes navn var gået viralt.

I en af sex-optagelserne siger hun (med kælen stemme) til sin kæreste, der står og filmer hende:

- Er du ved at lave en video? Bravo!

Disse umiddelbart uskyldige ord ender med at slå hende ihjel. Lige netop den sætning bliver brugt først af hundreder, så tusinder og til sidst millioner af italienere, der parodierer hendes stemme og gentager sætningen.

Jeg talte med en flok romerske drenge i starten af 20’erne i går. De havde alle modtaget Tiziana Cantone-vidoer i lange baner sidste år. Først på det sociale medie “whatsapp”, som er meget brugt i Sydeuropa, og hvor man ofte opretter vennegrupper bl.a. for at dele informationer.

De havde ikke selv delt Tizianas optagelser, men forklarede, at der ikke var nogen vej udenom dem i en længere periode, da det ifølge drengene “gik helt amok”.

Ruben Attias på 21 er chokeret over, at Tiziana hængte sig pga skam.

- Vi har allesammen lidt blod på hænderne. Vi gjorde nar af hende og gentog hendes ord. Hun var meget naiv, da hun sendte de videoer ud, men det er frygteligt, det ender så tragisk. 

Umuligt at få det fjernet

Kendisser, fodboldspillere, reklamefolk, mediemennesker og alle mulige andre har bidraget til det, som en avis i Napoli har kaldt en sadistisk massakre. Den famøse sætning “Er du ved at lave en video? Bravo!” indgik sågar pludselig i en sang af Lorenzo Fragola, som kan tælle 20 mio. visninger på nettet.

Efter Tizianas død er der naturligvis opstået en heftig og omfattende debat i Italien om hele denne virtuelle delekultur. Selvom man har mulighed og krav på at få fjernet uautoriserede billeder og videoer fra nettet, er det jo klart for enhver, at det i virkeligheden ikke kan lade sig gøre. I teorien kan tusinder, efter bare fem minutter online, have downloaded sex-videoer eller andet, og ingen har en jordisk chance for at gribe ind. Eksperter, psykologer, myndighedspersoner, jurister, politikere og politfolk har udtalt sig i disse dage og opfordret skoler til at undervise eleverne allerede tidligt i god etik og ordentlig opførsel, når det gælder brug af de sociale medier.

- Internettet er en stor brutal centrifuge, og det eneste vi kan gøre er at være mere påpasselige med, hvordan vi bruger det.

Sådan sagde en af de mange eksperter i et debatprogram på italiensk tv i går.

En anonym lynchning

Det der er sket for Tiziana er blevet sammenlignet med nutidens udgave af stening, lynchning eller hujen efter blod i de gamle romerske arenaer. “Den eneste forskel er, at nu sidder man bekvemt og anonymt bag et tastatur og fyrer løs”. Sådan skrev Filippo Facci i mediet Il Post dagen efter det tragiske selvmord.

Et hårrejsende fænomen er også blevet debateret ivrigt i disse dage. Det drejer sig om skandalen oven i tragedien. Der er nemlig mange medier, der har tjent styrtende med penge på alle de klik, som Tizianas videoer har udløst. De har bl.a. ligget på Facebook Ireland, Yahoo Italia, Google, Youtube, Citynews, Appideas, Alaimo og Ambrosino.

Selv efter hendes død er nogle af disse pengemaskiner ikke blevet stoppet.