Putin og de syv falske brude: Sådan forsøger Kreml at styre valget
Det skulle have lignet et spontant møde på Den røde Plads men hvor var brudgommene?
Optagelsen stammer fra sidste weekend. Den russiske præsident er med sit følge på vej over Den Røde Plads, da han pludselig støder ind i en gruppe yngre kvinder, alle klædt i hvide brudekjoler. De omringer ivrigt hoppende den 63-årige mand og vil have en selfie med præsidenten. ”Tillykke, I er alle skønheder” lyder det fra Vladimir Putin. Videooptagelsen af mødet mellem skønhederne og evigheds-præsidenten blev sendt ud nettet.
”Når Putin går forbi, så glem alt om brudgommene” skriver journalist Dmitrij Smirnov i sit tweet.
Hvem kunne have ønsket sig et bedre bevis på præsidentens popularitet og virilitet en uge før søndagens parlamentsvalg! Ærgerligt bare, at det tilsyneladende tilfældige møde blev afsløret som et foto-stunt. Kvinderne var ikke nygifte, brudekjolerne blot kostumer og mødet ikke spontant, men omhyggeligt arrangeret. Valgkamp på Kreml-maner: En flot facade, der blot dækker over udspekuleret manipulation.
Med det lille foto-stunt forsøgte magthaverne i Kreml ellers at puste liv i en valgkampagne, som er blevet kaldt den kedeligste i årtier. Godt nok er Vladimir Putin ikke på valg, når russerne stemmer søndag, men ”magtens parti”, Forenet Rusland, forsøger alligevel at gøre valget til en afstemning om præsidentens kurs. ”Forenet Rusland er præsidentens parti”, står der på nogen af de få valgplakater, man kan finde i den russiske hovedstad. Putin er nemlig stadig umådelig populær, 82 procent af russerne bakker ham op, og det selv om landet lige nu står i den værste økonomiske krise i årevis. Anderledes sløjt ser det ud med opbakningen til Forenet Rusland, ifølge det uafhængige analyseinstitut er tilslutningen til regeringspartiet helt nede på 31 procent.
Apatien før valget
Det spændende ved søndagens valg bliver ikke så meget resultatet, det er givet på forhånd, men i hvilket omfang, russerne vil gå hen og stemme. For hvis der noget, der karakteriserer Rusland lige nu, så er det apatien. ”I to er de eneste her i landet, der interesserer sig for valget”, lød svaret fra en Moskva-borger, da fotograf Morten Storch og jeg spørger, om han vil stemme: ”Jeg ved, at Putin vil være ved magten for evigt, så derfor tager jeg ud til min dacha (sommerhus) og griller. Jeg er fuldstændig ligeglad med valget. Det ændrer alligevel ikke noget”.
Nej, russerne er udmattede oven på den økonomiske krise. Realindkomsten er udhulet, rublen styrtdykket og magthaverne har gjort, hvad de kunne for at gøre livet surt for oppositionen. Nogen er blevet fængslet, andre har valgt at gå i eksil som oppositionslederen Gari Gasparov. Den ellers så frygtløse Boris Nemtsov blev dræbt på åben gade, og internetaktivisten og antikorruptionsaktivisten Alexei Navalnij er udelukket fra at deltage.
”Der er ikke nogen gode kandidater," lød det, da vi talte med ingeniør Andrei Orlov. Han har udtænkt sin egen protest-aktion: ”Jeg sætter kryds ved dem alle sammen”.
Tyvenes og svindlernes parti
Det var i øvrigt Navalnij, som ved sidste valg satte ord på mange russeres oplevelse af ”magtens parti”. Forenet Rusland er ifølge Navalnij ”tyvenes og svindlernes parti”. Og dermed nærmer vi os det, man kunne kalde det russiske paradoks. Den magtfulde præsident er stadig umådelig populær, men regeringspartiet foragtet. Eller som 93-årige Elisabeta sagde, da hun blev udspurgt af Spiegel Online: ”Præsidenten er en klog mand, men desværre er der kun få ærlige mennesker i Rusland”.`
Nej, ærlighed synes at være en mangelvare. Ikke bare på den røde Plads. Navalnij har i øvrigt fejret valgdagen med at afsløre billeder af premierminister og Forenet Rusland-formand Medvedevs lystslot ved Volgafloden. Et gennemrenoveret herregård fra det 18. århundrede, komplet med tre helikopterlandepladser, hotel, garage og overdækket swimmingpool i svømmehalstørrelse. Et bygningskompleks til anslået tre milliarder kroner, som det er svært at forestille sig, at partilederen skulle få råd til med sin forholdsvis beskedne ministerløn.
Fusk med fiskere
Præsidenten er populær, men partiet forhadt. Måske er det derfor, at Kreml har forsøgt sig med endnu et foto-stunt i dagene op til valget. Den her gang så man præsidenten og Forenet Rusland-leder Medvedev besøge en gruppe fiskere i nærheden af Novgorod. Et billede på rustikt mandesamvær i den frie natur. De fine herrer spiste suppe på feltmaner og lovede fiskerne økonomisk støtte. Det underforståede budskab var selvfølgelig, at populære Putin støtter Forenet Ruslands Medvedev. Desværre for spindoktorerne i Kreml så har også denne fotosession været under lup på internettet, og flere har undret sig over, at én af de unge fiskere tilsyneladende har råd til et dyrt armbåndsur. Tvivlen har meldt sig. Ikke nok med at de syv brude viste sig at være fotomodeller, måske var også de fotogene fiskere falske?
Tryllekunstneren er fortid
De fleste vil kunne huske, hvordan russerne i titusindvis gik på gaden efter det seneste valg tilbage i 2011. Det var den åbenlyse valgsvindel, ofte dokumenteret af optagelser offentliggjort på internettet, der fik mange helt almindelige russere til at protestere. Men den her gang, er der ingen, der forventer en gentagelse af de dramatiske begivenheder.
For nok har myndighederne forsøgt at skræmme og kyse oppositionen og strammet demonstrationsretten. Man har også forsøgt at tage luften ud af en eventuel kritik ved at lempe nogle af valgbestemmelserne. F.eks. er det i teorien blevet nemmere at blive valgt ind i dumaen, nemlig ved at vinde et mandat i en af enkeltkredsene. En mulighed, flere politikere fra den liberale opposition benytter sig af, dog uden nogen udsigt til succes. Vigtigst af alt har man erstattet valgchef Vladimir Tjurov med den ansete menneskeretsforkæmper Ella Pamfilova. Hendes forgænger blev kaldt for ”Tryllekunstneren”, fordi han havde en magisk evne til at fremskaffe det valgresultat, som myndighederne havde brug for.
Men trods de nye tiltag tager en stor del af russerne det for givet, at der vil ske manipulationer ved søndagens valg. Alligevel er der ikke udsigt til masseprotester. Russerne er både påvirket af den omstændighed, at protesterne sidst ikke førte til noget, kun mere undertrykkelse. Også billederne af det voldsomme opgør på Maidan-pladsen i Ukraines hovedstad Kiev har skræmt dem. Ingen ønsker, at noget lignende skulle ske her i Moskva. Så der er ingen tegn i hverken sol eller måne på, at det kedeligste parlamentsvalg i årtier vil ændre noget som helst.
”Hvad vil der ske til september”, blev Navalnij spurgt tilbage i foråret. ”Ingenting”, lød svaret. Ingenting.
Også af den grund, er der mange russere, som netop den her weekeend har inviteret til grillfest i deres dacha.