Udland

40 medlemmer af britisk socialistbrigade kæmper mod IS i Syrien

Nogle var arbejdsløse. Andre har forladt job som cykelbud, gartner eller flyttemand for at kæmpe mod IS og for demokratisk, socialistisk revolution.

Hos Bob Crow-brigaden startede ugen med at rense AK47-geværer, høre hård britisk rapmusik og bekæmpe terrororganisationen, Islamisk Stat. Ihvertfald hvis man skal tro et tweet fra brigaden mandag formiddag. 

Brigaden består ifølge gruppen selv af 40 medlemmer, fra England, Skotland, Irland og Canada, og alle er mellem 25 og 35 år. 

De var allesammen taget afsted til Syrien for at kæmpe mod IS, og her mødte nogle af dem hinanden i en træningslejr hos den kurdiske milits, YPG. De besluttede sig sammen for at slutte sig til International Freedom Battalion (IFB), som er en gruppe af venstreorienterede udlændinge, der kæmper side om side med YPG. 

- Vi er allesammen socialister, så vi besluttede os for at gå ind i IFB. Her mødte vi andre engelsktalende, og vi besluttede at tage navnet (Bob Crow Brigade, red), så længe vi er sammen, siger et anonymt medlem af brigaden til The Independent

Blander sig i britisk politik

Selvom der både er irere og canadiere med i Bob Crow-brigaden, er den tydeligt orienteret mod Storbritannien. Den er opkaldt efter den afdøde britiske fagforeningsboss, Robert "Bob" Crow, der er kendt som en kompromisløs forsvarer af britiske arbejderes interesser.

Brigaden fik angiveligt det navn, da togpersonalet hos britiske Southern Rail i august strejkede for at protestere mod ændringer i deres arbejdsrutiner, som de mente ville forringe sikkerheden. I den forbindelse dukkede et billede op på facebook, hvor Bob Crow-brigaden sin støtte til de strejkende arbejdere.  

Og det er ikke kun det britiske arbejdsmarked, der optager gruppen. Der lød også protester fra brigaden, da Labour-formandskandidaten, Owen Smith sagde, at alle aktører skulle involveres i de syriske fredsforhandlinger. Den mener nemlig ikke, at man skal gå i dialog med IS. 

- Vil du tale med ISIS? Sig det til martyrerne fra Manbij (tidligere IS-kontrolleret by i Syrien, red). Hvis du kæmper, vil du ikke altid vinde. Men hvis du ikke kæmper, vil du altid tabe, lød teksten henvendt til Owen Smith på et billede, som brigaden har offentliggjort på Twitter. 

Men der bliver også tid til andet end krig og politik. På brigadens twitterprofil kan man se, at der bliver holdt rygepauser - gerne med cigaretter af mærket Manchester. 

Det lille demokrati klemt inde mellem IS og Tyrkiet

Bob Crow-Brigaden kæmper for den såkaldte Rojava-revolution. Rojava er et hovedsageligt kurdisk område i det nordlige Syrien med en befolkning på 3-4 millioner. Det blev erklæret uafhængigt i 2013 og består af tre kantoner, der bliver styret efter basisdemokratiske principper

Den højeste myndighed i Rojava er folkeforsamlinger, og der er krav om, at de forskellige administretive råd skal have repræsentation fra flere forskellige etniske grupper - og at der skal være kvindelige medlemmer. Rojava er desuden et sekulært område, hvor muslimer, kristne og yazidier lever side om side. 

Det er den samfundsform, Bob Crow-brigaden vil forsvare. 

- Vi er ikke ex-soldater eller besat af militær. Det er ikke det, der motiverer os. Vi er socialister, siger en anonym talsmand til The independent

- Vi er inspirerede af Rojavas revolution, og vi er kommet direkte fra at have almindelige job til den væbnede kamp.