Udland

Han skulle bekæmpe korruption men stak selv trekvart milliard i kontanter til side

En højtstående russisk anti-korruptionschef er bag tremmer, efter politiet har fundet mere end 800 millioner kroner i kontanter i hans lejlighed.

Der skal noget til, før russerne spærrer øjnene op, når det gælder beretninger om korruption, men sagen om Dmitry Zakharchenko overgår alt. I hans lejlighed lå pengesedlerne pænt ordnet i stakkevis, de amerikanske dollars pakket i plastikposer, eurosedlerne i nydelige stabler og så rubler, bunkevis af rubler, ja, så mange kontanter, så politiet måtte bruge dagevis på at skabe sig et overblik.

Der var penge i lejligheden, der var kontanter på loftet, der var penge i bilen. Faktisk var der tale om den største beslaglæggelse af kontanter i nyere russisk historie. Den ellers så nydelige politimand var med andre ord en ægte ”undercover milliardær”. som den engelsksprogede Moscow Times skrev.

Men ikke nok med at mængden af kontanter og besværet med at transportere det hele væk satte nye rekorder. Det mest chokerende var, at pengene blev fundet i en lejlighed tilhørende en person, der netop stod i spidsen for kampen mod korruption og bestikkelse.  Oberst Dmitry Zakharchenko er nemlig næstkommanderende i det russiske indenrigsministeriums ”Komite for økonomisk sikkerhed og bekæmpelse af korruption”.

Selv nægter han sig skyldig. Den 38-årige Zakharchenko siger, han ikke har taget imod bestikkelse og fastholder, at pengene ikke tilhører ham og at lejligheden, hvor de mange kontanter blev fundet, i øvrigt slet ikke tilhører ham men hans søster. Korruptionschefen er dog foreløbig fængslet til den 8. november, sigtet for magtmisbrug og for at lagt hindringer i vejen for sagens opklaring og for at have modtaget bestikkelse.

Seks dage efter anholdelsen kunne politiet i øvrigt afsløre, at man havde sporet over 2 milliarder kroner på en stribe schweiziske bankkonti tilhørende politioberst Zakcharchenko, og at antikorruptionschefen i øvrigt var ejer af adskillige luksuslejligheder i Moskva til en værdi af over 60 millioner kroner.

En brik i et magtspil

At magtfulde stillinger ofte opfattes som et tag-selv-bord kommer næppe bag på mange russere, men at det åbenbart er lykkedes en højtstående ordenshåndhæver som oberst Zakharchenko at puge så mange (må man formode) sorte penge sammen, det kommer bag på de fleste. Ganske vist må man formode, at obersten har været i kontakt med adskillige skumle personager og masser af sorte penge i kraft af sit arbejde, og måske derfor er blevet fristet til at tage sig for af retterne, men alligevel.

Derfor lyder én af de mulige forklaringer i den russiske presse, at pengene kan hænge sammen med en bankskandale, hvor et mindre pengeinstitut blev lænset for et milliardbeløb. En anden forklaring kan være, at Zacharchenko simpelthen opbevarede de sorte penge på vegne af andre, for hvis ikke man kan have tillid til en politimand, hvem kan man så ellers have tillid til? Endelig er der dem, der hælder til teorien om, at Zacharchenkos fald hænger sammen med et opgør mellem forskellige grupper inden for det russiske justitsvæsen.

- Zacharchenko er ikke vigtig person, så man skal nok nærmere se det som led i den ene klans kamp mod den anden, hvor han så er blevet ofret, siger den undersøgende journalist Roman Anin fra avisen Novaja Gaseta, som først afslørede historien.

Roman Anin tager i øvrigt skandalen om de mange kontanter som udtryk for, at ”systemet er fuldstændig råddent. Når en politioberst kan tillade sig selv at have så mange penge liggende, så skal man bare forestille sig, hvor mange en politigeneral kan have liggende”.

Skulle det mod forventning lykkes Dmitry Zakharchenko at bevise, at de mange penge tilhører ham, så vil det indbringe ham pladsen som nummer 173 på listen over de rigeste russere. Lige under milliardæren Mikhail Khodorkovski og bankmanden og cykelhold-ejeren Oleg Tinkov.