Lejemorder anklager ’Hævneren’ for mord: - Han tømte to Uzi-magasiner i ham
Filippinernes kontroversielle præsident er kommet i modvind. Tidligere lejemorder anklager ham for at beordre 1.000 drab – og sågar for mord.
I videoklippet herover udspørger Leila de Lima den tidligere lejemorder Edgar Matobato om, hvem der bliver beordret myrdet. Til sin overraskelse får Leila de Lima at vide, at hun selv var på listen over personer, der skulle myrdes.
Filippinernes præsident, Rodrigo Duterte, beordrede i sin tid som borgmester medlemmer af en dødspatrulje til at myrde kriminelle og politiske modstandere, og han myrdede koldblodigt en embedsmand i justitsministeriet med en maskinpistol.
Anklagerne kommer fra den selverklærede tidligere lejemorder Edgar Matobato, der i dag vidnede i en tv-transmitteret afhøring i senatet.
Menneskerettighedsgrupper har tidligere anklaget bystyret under Dutertes ledelse for at stå bag mordet på flere hundreder kriminelle, begået af såkaldte ’dødspatruljer’. I 2015 beskrev Human Rights Watch den tidligere borgmester som ’dødspatrulje-borgmesteren’.
Edgar Matobato udtalte, at han personligt havde hørt, hvordan Rodrigo Duterte i sin tid som borgmester for hjembyen Davao havde beordret mord.
- Vores job var at dræbe kriminelle, voldtægtsforbrydere og narkopushere. Det var det, vi gjorde. Vi dræbte folk på daglig basis, siger Edgar Matobato, der fortæller, at han arbejdede for en gruppe, der gik under navnet ’Davaos Dødspatrulje’.
- Mordene i Davao City foregik i 1988-2013. Jeg tror, vi har dræbt flere end 1.000 personer alene i Davao City.
Blandt andet skulle Rodrigo Duterte have beordret dødspatruljer til at myrde den tidligere justitsminister Leila de Lima, der er stor modstander af Duterte og menneskerettighedsforkæmper. Det lykkedes dog ikke, og det var selvsamme Leila de Lima, der stod i spidsen for dagens høring.
Edgar Matobato fortalte under høringen, at han personligt har dræbt over 50 personer i årene 1988-2013. I 2007 myrdede han en mand og fodrede ham til en krokodille, fortæller han.
- Jeg kan ikke huske deres navne, men jeg kan stadig huske, at jeg var lejemorder, og hvad der skete, siger Edgar Matobato.
Han fortalte under høringen også, at flere ofre blev smidt i havet med opsprættede maver, så fiskene kunne spise deres indvolde.
- Han tømte to Uzi-magasiner i ham
Én af de mest foruroligende detaljer, der kom frem under dagens høring, omhandlede en episode, der fandt sted i 1993.
Edgar Matobato forklarede, at han var en del af en gruppe, der blev stoppet af en embedsmand i justitsministeriet. Situationen udviklede sig til en skudveksling, og noget tid senere ankom Rodrigo Duterte. På det tidspunkt var embedsmanden stadig i live – men det satte den daværende borgmester en stopper for.
- Borgmester Duterte var den, der dræbte ham. Jamisola (embedsmanden, red.) var stadig i live, da han (Duterte, red.) tømte to Uzi-magasiner i ham, siger Edgar Matobato.
Han fortalte også, at præsidentens ældste søn, den nuværende viceborgmester i Davao, Paulo Duterte, har været stofmisbruger og beordrede et mord på en hotelejer i 2014.
Høringen var en del af en undersøgelse af den meget blodige kampagne mod kriminelle og i særlig grad narkohandlere, der lige nu foregår i Filippinerne.
Kampagnen har indtil videre kostet næsten 3.500 mennesker livet, og flere hundredetusinde har overgivet sig til myndighederne, fordi de frygter for deres liv.
Rodrigo Duterte har tidligere nægtet al involvering i selvtægt, både som borgmester og præsident.
Der vides ikke meget om Edgar Matobato, der meldte sig til frivilligt at afgive vidneforklaring som en del af undersøgelsen.
Oplysningerne, der kom frem under høringen, er endnu ikke bekræftet fra officiel side.
En kontroversiel politiker
Den tidligere borgmester i byen Davao er i det hele taget kendt som en kontroversiel figur i filippinsk politik.
Rodrigo Duterte er på grund af en række kontroversielle udtalelser blevet sammenlignet med den amerikanske milliardær og præsidentkandidat Donald Trump, der har udtalt sig kritisk om blandt andre kvinder og immigranter.
Duterte har blandt andet slået sig op på en hårdhændet fremfærd mod narkobander og kriminelle.
Det har forårsaget et ramaskrig blandt menneskerettighedsorganisationer, men han har fået støtte fra mange filippinere, der er trætte af lovløshed og korruption, der plager dele af det folkerige land.
Den hårde kurs og voldsomme retorik har givet Duterte øgenavnet – eller kælenavnet om man vil – ’The Punisher’ og ’Duterte Harry’ efter Clint Eastwoods hårdtslående filmkarakter.
Rodrigo Duterte blev født i 1945 og er uddannet jurist. Han blev valgt til borgmester i Davao i 1988, og han er meget kendt for sine kontroversielle udtalelser.