Udland

Farage om Junckers tale: - Gør mig bare endnu mere glad for, at vi stemte for Brexit

Juncker vil have en fælles militærstyrke i EU. Brexit-forkæmper Farage bliver mere og mere glad for, at briterne har stemt sig ud.  

I en næsten timelang tale foran EU-parlamentarikerne i Strasbourg kom kommissionsformand Jean-Claude Juncker onsdag med sin lange liste over visioner og bud på, hvordan EU skal sikre sin overlevelse. 

Ét af de mest kontroversielle forslag, som uden tvivl kommer til at skabe mest debat i medlemslandene, er kommissionens planer om at styrke EU’s forsvarssamarbejde og opbygge en fælles militærstyrke og et militært hovedkvarter.

For EU-skeptikeren over dem alle, den britiske Brexit-nøglefigur Nigel Farage, er dette blot endnu et eksempel på, at Juncker og EU er fuldstændig på afveje.

- Min bekymring går på, at hvis du laver en selvstændig militærstyrke i EU, så er den næste logiske idé: lad os starte med at bruge den. Så falder hele ideen om, at EU er et projekt om fred, til jorden, siger Nigel Farage i et interview med TV 2’s EU-korrespondent, Lotte Mejlhede.

- Det er en meget radikal ændring af, hvad EU-projektet handler om. Det gør mig bare endnu mere glad for, at vi stemte for Brexit, siger den britiske EU-skeptiker.

I konflikt med Nato?

Ligesom Danmark er Storbritannien heller ikke en del af EU’s forsvarssamarbejde. Derfor mener han, at al tale om militært samarbejde hører hjemme i forsvarsalliancen Nato – og ikke EU.

- Hvis du laver en parallel struktur til Nato, så vil de uundgåeligt komme i konflikt med hinanden. Nato er et godt eksempel på suveræne stater, der arbejder sammen. Hvad der foreslås her er suveræne stater, som kaster alt ind i midten og lader sig styre af EU, siger han.

Den danske EU-kommissær, Margrethe Vestager, mener til gengæld, at EU’s nye plan om et tættere militært samarbejde ikke rykker ved Nato's magtposition.

- Jeg tror, man skal tage det (Junckers forslag, red.) mere pragmatisk. Mange mennesker føler sig ikke trygge i deres egen hverdag. Derfor ser vi på, hvad vi kan gøre for at samarbejde bedre og udnytte de militære ressourcer, vi har. Selvfølgelig sammen med vores partnere i Nato, siger Vestager.

Hun roser sin chefs tale for at være konkret og indeholde flere projekter, hvor unionen med fordel kan arbejde bedre sammen.

- Det er konkret handling, der bringer os videre og ikke dystre analyser og højstemt retorik, siger den danske kommissær.

Få et overblik over budskaberne i Junckers tale i faktaboksen nedenfor.

Junckers planer for et styrket EU

  1. Hovedtemaer i Junckers tale

    • Job og vækst – flere investeringer på ungeområdet og til iværksættere
    • Forsvar og sikkerhed – oprettelse af en fælles militærstyrke og en europæisk forsvarsfond til forstærkning af research og innovation.
    • Solidaritet – oprettelse af et europæisk solidaritetskorps med tusindvis af frivillige unge til hjælp med håndtering af blandt andet flygtningekrisen.
    • Migration – lancering af en investeringsplan for Afrika med 44 milliarder euro (88 milliarder euro, hvis medlemslandene også bidrager).
    • Sikkerhed – styrkelse af EU’s ydre grænser, bedre informationsudveksling og kampen mod radikalisering.
    • Wifi til alle – trådløst internet i alle europæiske storbyer inden 2020 og 5G-netværk i hele Europa inden 2025.