Udland

Ku Klux Klan vokser sig større i USA: - Det er meget bekymrende

Britisk dokumentar afslører, at antallet af Ku Klux Klan-medlemmer stiger – tv-hold fik lov til at filme hemmelige korsafbrændinger.  

I 150 år har Ku Klux Klan været USA’s mest berygtede racistiske gruppe kendetegnet med medlemmernes uhyggelige, hvide kapper og hætter. I halvandet århundrede har den hemmelige forening kæmpet for, at den hvide race holdes ren, og at de sorte amerikanere får frataget deres rettigheder.

Et britisk tv-hold har over en længere periode fulgt Ku Klux Klan, og i dokumentaren Ku Klux Klan indefra forsikrer klanlederne, at foreningen i dag er en fredelig, kristen gruppe, der oplever massiv vækst (se tv-holdets optagelser af Ku Klux Klans korsafbrændinger øverst i artiklen).

- Vi afslørede noget fuldstændigt chokerende. Alle, der tror, at klanen er levninger fra et forgangent USA, vil blive bekymret over, at antallet af medlemmer stiger, siger journalist Dan Vernon, der sammen med sit tv-hold tilbragte syv måneder sammen med klanen.

Vi afslørede noget fuldstændigt chokerende.

Dan Vernon, journalist

Kæmper for den hvide race

Selv om Ku Klux Klan fortsat kæmper for et hvidt overherredømme, er medlemmerne i modsætning til tidligere ikke ude på at dræbe og mishandle sorte amerikanere, fortæller klanens ledere.

Alligevel kan man i medierne med jævne mellemrum læse, at politiet anholder klanmedlemmer for racevold.

- Det er meget bekymrende, at selv om USA forsøger at hele fortidens uretfærdigheder, er der grupper, hvis overbevisning muligvis fremmer raceadskillelse for egen vindings skyld, forklarer den britiske journalist bag dokumentaren.

Klanledere: Vi hader ikke sorte amerikanere

I Ku Klux Klan tager klanlederne afstand fra voldsepisoderne, og de forsikrer, at klanen ikke længere opfordrer dens medlemmers til racehad og forbrydelser mod sorte amerikanere.

Jeg hader ikke sorte mennesker.

Frank Ancona, Ku Klux Klan-leder

- Jeg hader ikke sorte mennesker. Vi har alle sammen følelser og sådan, men vi er ikke alle sammen ens, siger Frank Ancona, der i seks år har været leder for den hurtigst voksende afdeling af Ku Klux Klan, Traditionalist American Knights.

Ku Klux Klan-lederen ser det ikke som sit problem, at nogle få medlemmer fra hans forening er på kant med loven. Han kalder volden for et ’isoleret tilfælde’.

- Alle organisationer har brodne kar. De bliver nu fjernet fra vores kreds, fortæller Frank Ancona.

Ku Klux Klan har fat i unge amerikanere

I løbet af de syv måneder, som tv-holdet tilbragte sammen med Ku Klux Klan, blev nye medlemmer med jævne mellemrum indlemmet i klanen ved spirituelle ceremonier. Det er især unge mennesker, der ønsker at blive medlem.

- Jeg har kunnet tilslutte mig den moral og de værdier, som klanen er forbundet med, siden jeg var helt ung. Jeg kunne ikke se, hvorfor jeg ikke skulle blive medlem, siger en 20-årig kvindelig studerende i dokumentaren, kort før hun blev en del af Ku Klux Klan.

Der findes ingen officielle tal for, hvor mange medlemmer klanen har og tidligere har haft. Det skønnes dog, at der er omkring 6000 medlemmer i USA. Klanlederne har tidligere forklaret over for nyhedsbureaet AP, at deres respektive afdelinger har oplevet en stigning i medlemstallet i forbindelse med Donald Trumps fremmarch som præsidentkandidat.

Derfor brænder klanen kors af

Som du kan se i videoen øverst i artiklen, fik det britiske hold på unik vis lov til at filme en korsafbrænding, der er en af klanens helt centrale traditioner.  Det er et ritual, få udenforstående får lov til at være vidne til. Ilden symboliserer troen på Jesus.

Jeg kunne ikke se, hvorfor jeg ikke skulle blive medlem.

20-årig kvinde

Tidligere har det brændende kors været brugt til at skræmme sorte amerikanere, og Ku Klux Klan-medlemmer brugte korsafbrændinger som dødstrusler uden for de sortes hjem. Fra 1877 til 1950 var klanen involveret i drabet på omkring 4000 sorte mænd, kvinder og børn.

Da foreningen var på sit højeste, havde klanen omkring fem millioner medlemmer. I dag består klanen af 20 mindre grupper og fremstår ikke længere som én samlet gruppe.