Udland

TV 2-reporter kører rundt med asken fra sin gamle ven i tasken

I USA er der nærmest ingen grænser for, hvad man gør med asken fra afdøde.

På min cykeltur gennem USA har jeg min gode ven Bill Hamilton med i bagagen. Han ligger i en konvolut, der er anbragt i min rygsæk.

Bill var også med, da jeg for fire år siden cyklede fra San Francisco til Washington DC, i hvert fald i tankerne.  Dengang ringede jeg til ham næsten hver dag og udnyttede hans store viden. Med en Ph.d. i statskundskab var han god til at sætte mine iagttagelser undervejs i politisk perspektiv.

Han levede sig ind i min cykeltur ved at følge min færden hjemme fra sin computer. På grund af sit handicap kunne han ikke selv gøre sådan noget.

Vi lærte hinanden at kende helt tilbage i 1975, i Mexico City, hvor han boede for at samle data til sin afhandling. Dengang kunne Bill klare sig med krykker. Men senere udviklede hans rygmarvssygdom sig, så han måttte bruge en kørestol.

Han peb aldrig over sit handicap, men fik mest muligt ud af det. I 1984 kørte han den olympiske fakkel noget af vejen til Los Angeles som kørestolsatlet og kom på forsiden af aviserne.

Sidst jeg så ham var i 2012 på min cykeltur, da jeg boede hos ham i hans hjem i Nevada. To år senere døde han af sin sygdom i en alder af 72 år.

Hans enke, Kyle, har sørget for, at jeg har en lille portion af hans aske med på cykelturen. Det er en hyggelig tanke, at han er med.

Amerikanske begravelsesritualer kan være meget anerledes end de danske. Naturligvis er der forskellige måder at komme herfra på - afhængigt af ikke mindst religion. Men det mest udbredte er at blive kremeret.

Her er ikke nær så stramme restriktioner på, hvad man bagefter gør med asken som i Danmark. Asken bliver udleveret til de pårørende, der så - næsten - kan gøre med den, hvad de vil. Urnen kan blive nedsat på en kirkegård, ligesom i Danmark, eller blot blive stående hjemme på kaminhylden. Eller indholdet kan blive spredt ude i naturen.

Min amerikanske "far", Stanley Gallagher, havde bjergbestigning som hobby og fik noget af sin aske spredt fra en flyvemaskine over Mt. Shasta.

Portræt af aske

Entertaineren Victor Borge fik halvdelen af sin aske anbragt på mosaisk kirkegård i København, den anden halvdel i USA, så begge hans hjemlande blev tilgodeset.

En god ven her i USA har bestemt, at hans aske skal blandes i noget maling, og at en bekendt, der er kunstmaler, derefter skal male et portræt af ham med malingen. Når folk så siger: Det ligner ham vel nok! - vil svaret være: Det ikke alene ligner ham, det ER ham.

Et af de mere farverige eksempler på, hvad man kan gøre med aske, er forfatteren Hunter S. Thompson, gonzo-journalistikkens fader. Efter at have dræbt sig selv med et skud i hovedet i 2005, blev hans aske - sådan som han selv havde ønsket det - anbragt i et kanonrør, der var opstillet oven på en høj skulptur af en knytnæve, i alt en næsten 50 meter høj opstilling, og skudt lodret op i luften, mens fyrværkeri oplyste himlen. En slags sidste overdådig orgasme.

Noget af Bills aske er spredt over en eng i de smukke bjerge tæt ved hans hjem, Sierra Nevada. Så vidt jeg ved, er der også lidt i Australien, hvor han havde nogle nære venner.

Og nu er en lille portion så på vej mod Chicago og senere mod Danmark, om alt går vel. Min tanke er at sprede asken i farvandet nord for Fyn, som jeg kan se fra mit hus, som en evig påmindelse om min gode ven Bill.

Om det er lovligt at indføre asken og sprede den i Danmark, ved jeg ikke. Men nu har jeg hermed tippet de relevante myndigheder, der har fået en chance for at forpurre mit forehavende. Hvis de kan nænne det.

Andre artikler fra Lars Toft Rasmussens cykeltur kan læses her: