Kritik af 9/11-rapport og konspirationsteorier: Simpel forklaring bag de to tårnes kollaps
Det var en kolossal eksplosion, der fik World Trade Center til at kollapse. 9/11-rapport ignorerer fuldstændig en væsentlig faktor, lyder kritikken.
I løbet af de seneste 15 år har verdens førende eksperter og konspirationsteoretikere diskuteret, hvorfor de to tvillingetårne i World Trade Center kollapsede så hurtigt efter sammenstødet med flyene efter terrorangrebet i New York den 11. september 2001.
I den officielle 9/11-rapport fra 2005 blev det konkluderet, at bygningerne kollapsede, fordi kollisionerne knuste brandsikringen omkring de bærende stålkonstruktioner. Tårnenes stålskelet blev derfor svækket af brandene og kollapsede – Sydtårnet blot 56 minutter efter kollisionen med passagerflyet.
Der ligger dog en mere simpel forklaring bag tårnenes kollaps, hævder to eksperter, der kritiserer rapporten for helt at ignorere flyene inde i bygningerne i deres undersøgelser. Kemiker Frank Greening mener, at flyene i tårnene er nøglen til mysteriet om kollapset, og at kollapset skyldtes en voldsom aluminiumseksplosion i tårnene.
- Ved World Trade Center havde vi smeltet aluminium, en brand og alt, der skulle til for at skabe en frygtelig eksplosion og fælde tårnene. Det er den enkleste forklaring, og jeg mener, det er den rigtige, siger Frank Greening i dokumentaren Sagen genoptaget – Mysteriet om 9/11.
Derfor faldt tårnene så hurtigt
I modsætning til de mange kontroversielle konspirationsteorier om, at USA’s regering havde placeret bomber i tårnene for at sikre et kollaps, er Frank Greening sikker på, at der rent faktisk skete eksplosioner inde i tårnene – dog eksplosioner, der skyldtes flyenes påvirkning på de etager, hvor de ramte.
Han bakkes op af en af verdens førende metaleksperter, den norske metallurg Christian Simensen, der afviser, at stålkonstruktionen i tårnene, der var bygget til at kunne modstå et sammenstød med et passagerfly, kunne smelte så hurtigt.
- Stålet kan ikke nå at blive så varmt på en time. Det tager meget længere tid, siger Christian Simensen, der afviser, at den officielle rapport kan have ret i, at stålkonstruktionen kollapsede på under en time.
- Rapporten fokuserede på ståldragerne, men det manglende element er flyet, forklarer han.
Sådan opstod eksplosionerne i tårnene
De to eksperters teori bunder i kemi og er mere simpel. Da flyene ramte tårnene, opstod der adskillige brande på flere etager. Flykaprerne havde bevidst valgt langdistanceflyvninger, fordi flyenes brændstoftanke var fyldte. Knap 40.000 liter.
Brandene omkring flyet inde i tårnet nåede 1000 grader. Ved 700 grader bliver aluminium flydende som vand. Hvert fly består af cirka 30 ton aluminium, og det smeltede aluminium finder vej gennem revner og sprækker i den ødelagte bygning til etagerne under.
Smeltet aluminium er ufarligt, til det møder et uhyre almindeligt stof - vand. Når det sker, sker en eksplosiv eksotermisk reaktion. Med andre ord er smeltet aluminium et af Jordens mest eksplosive metaller. Der var masser af vand i de to tårne den 11. september. Mindst 135.000 liter. På etagerne omkring kollisionen pumpede sprinklersystemet vand ud i stride strømme i håb om at stoppe brandene.
118 brandfolk hørte eksplosioner
Når vand kommer i kontakt med smeltet aluminium, udløses en eksplosiv mængde energi, og det var altså denne kolossale eksplosion – og ikke brandene i tårnene – der fik de to tvillingetårne til at styrte sammen i timerne efter kollisionen.
De voldsomme aluminiumseksplosioner i tårnene forklarer også de hundredvis af øjenvidnerapporter, der beretter om at have hørt voldsomme eksplosioner i tårnene.
118 brandfolk hørte eksplosioner, men i den officielle rapport finder man ingen forklaring på de hundredvis af øjenvidneudsagn om eksplosioner.
Modsigende svar fra folkene bag 9/11-rapporten
Bag den officielle 9/11-rapport gemmer sig den offentlige amerikanske offentlige institution National Institute of Standards and Technology, NIST. Institutionens forskere fastholder, at flyene blev pulveriseret ved sammenstødet med World Trade Center.
Eventuel smeltet aluminium ville være flydt nedad og hurtigt stivnet igen, lyder svaret på kritikken rejst i dokumentaren, og derfor har der ikke været noget flydende aluminium i tårnene, der kunne komme i kontakt og reagere med vandet.
Svaret på kritikken strider dog mod NIST’s egen 9/11-rapport fra 2005. NIST skriver i sin rapport, at det var smeltet aluminium, der flød ud af tårnene, og som du kan se i videoen øverst i artiklen, viser tv-optagelser fra den 11. september tydeligt smeltet metal strømme ud fra Sydtårnet få øjeblikke før kollapset.
Nægtet adgang til 9/11-materiale
Der er en måde, hvor kemi- og metaleksperterne kan teste deres teori om det smeltede aluminium fra flyene. Hvis det var en aluminiumseksplosion, der fik tårnene til at kollapse, vil man kunne finde afslørende dråber af eksploderet aluminiumoxid i vragresterne fra de to tårne.
Port Authority i New York, der opbevarer resterne fra de to tårne, har dog nægtet adgang til materialet fra Ground Zero og gør det derfor umuligt at efterprøve teorien.
- De simulerede en kontorbrand, og det er en enorm undladelse. Og indtil de forsøg gentages med et fly inkluderet i kontoret, er de meningsløse, siger Frank Greening.
- Man finder aldrig svaret, før man medtager smeltet aluminium i analysen, konkluderer kemikeren.
Se dokumentaren på TV 2 PLAY.