Nu tillader Facebook igen ikonisk billede: 'Napalm-pigen' lettet over afgørelse
Pigen på det ikoniske billede fra Vietnamkrigen glæder sig over, at Facebook nu tillader billedet.
Børnene skriger, mens de løber væk fra den store, mørke sky, der rejser sig bag dem.
De fleste genkender straks billedet af de vietnamesiske børn, der flygter fra en napalmbombe under Vietnamkrigen. Billedet af fotografen Nick Ut fik øjeblikkelig ikon-status, da det ramte pressen i 1972, fordi det vidnede om de mennesker, som var tættest på krigen.
Midt i billedet er den dengang ni-årige pige Kim Phuc. Hun er den seneste uge endnu engang blevet centrum i en verdensomspændende diskussion. Denne gang handler det ikke om krigens rædsler, men nærmere retten til at vise grusomhederne på verdens mest udbredte sociale medie, Facebook.
Facebook havde først censureret billedet væk, men fredag faldt afgørelsen: På trods af pigens nøgenhed, tillod Facebook billedet, fordi det er ikonisk.
Kim Phuc, som stadig lider af sine forbrændinger fra krigen, er lettet over afgørelsen. Det skriver norske Aftenposten.
Pressen har kæmpet for retten til at vise Kim
Anne Bayin er talsperson fra organisationen The Kim Phuc Foundation - en organisation stiftet af Kim Phuc selv, som hjælper børn, der ligesom Kim er ofre for krig.
Hun udtaler på vegne af Kim Phuc til Aftenposten, at Kim har været overrasket over den måde, som Facebook har håndteret billedet af børnene. Hun undrede sig over, at det på Facebook kom til at handle om nøgenhed frem for billedets portrættering af Vietnamkrigen.
- Hun anser fotografen Nick Uts billede som et sandhedsøjeblik, der fanger krigens grusomhed og følgerne for uskyldige ofre, siger Anne Bayin.
Sagen om billedet begyndte at rulle, da den norske forfatter Tome Egelang lagde billedet op på sin Facebook-profil. Kort efter blev billedet censureret væk. Det fik chefredaktøren fra den norske avis Aftenposten, Espen Egil Hansen, til at rydde forsiden til fordel for et åbent brev til Mark Zuckerberg med det klare budskab: De ville ikke finde sig i, at Facebook misbrugte sin magt og censurerede det ikoniske billede. Herefter fulgte flere andre personer, blandt andet både Norges og Danmarks statsministre, der delte billedet.
Ifølge Anna Bayin sætter Kim Phuc stor pris på redaktørens holdning og indsats.
Fredag valgte Facebook at gøre en undtagelse i sine retningslinjer for billeder.
- Grundet dets status som et ikonisk billede af historisk betydning overtrumfer værdien af at tillade deling af billedet værdien af at beskytte fællesskabet ved at fjerne det, skriver Facebook i en mail til nyhedsbureauet AFP.
Følgerne strækker sig til nutiden
Kim Phuc har ikke selv kunne udtale sig, da hun er i USA for at få laserbehandling mod de skader, hun pådrog sig på netop den dag, hvor billedet blev taget i juni 1972.
Napalmen klisterede sig til hendes hud og gav hende tredjegradsforbrændinger over halvdelen af kroppen. Flere måneder efter episoden lå hun på hospitalet til operationer og hudtransplantationer. Mod al forventning overlevede den lille pige, men arvævet fra forbrændingerne giver hende stadig store smerter og bevægelsesvanskeligheder.
Angrebet mod den vietnamesiske by var et uheld, da sydvietnamesiske tropper troede, at landsbyboerne fra Trang Bang og en gruppe andre sydvietnamesiske tropper var nordvietnamesiske. De ramte i stedet landsbyboerne - blandt andet også Kim Phucs bror, kusine og fætter, som også løber på billedet.