Udland

Kun kristne indvandrere er velkomne i Sydtyskland

Tysk parti tager skridt til forbud mod burka. MICHAELA REHLE / Scanpix Denmark

Krav om burka-forbud og faste flygtningekvoter. Merkels plageånd fra München styrer skarpt til højre.

Hans navn er Horst. Horst Seehofer. Han er mand for at svinge et ølkrus og fornemme en folkestemning. Og så er han leder af det kristeligt-sociale parti, CSU, i delstaten Bayern. Det er et parti som er i den usædvanlige position, at det på én og samme tid er medlem af Angela Merkels regering og en af hendes værste kritikere. Siden sidste efterår har partiformand Horst Seehofer igen og igen kritiseret forbundskanslerens flygtningepolitik. Og nu forlanger han og hans parti et radikalt kursskifte.

Det sker på et partimøde, som partiledelsen afholder fredag og lørdag i Schwarzenfeld i Bayern. Her vil CSU-toppen vedtage et indvandrerpolitisk program, som på mange måder er en provokation imod Merkel og den kurs, hun har lagt:

En fast kvote for, hvor mange indvandrere, der må komme til Tyskland. Forbud mod at bære burka og niqab. Transitzoner ved grænsen med hegn og pigtråd, hvor uønskede asylansøgere kan afvises. Og så en udtalelse om, at indvandrere fra den ”kristeligt-vestlige kulturkreds” skal have forrang. Flygtninge med muslimsk baggrund er med andre ord uønskede.

De to partiledere fra de to søsterpartier. Horst Seehofer (t.h.) er en del af den selvsamme regering, som han kritiserer i skarpe vendinger.

Det kunne lyde som uddrag fra det indvandrer-fjendtlige parti, Alternative für Deutschland, AfD’s program, men det er altså ønskelisten fra et parti, der ellers plejer at blive beskrevet som et ”søsterparti” til Angela Merkels CDU. Men som Der Spiegel skrev forleden: ”Det kan godt være, de kalder sig søsterpartier, men de føler sig åbenbart ikke længere i familie med hinanden”.

Ydmygelsen af en uønsket kansler

Med sit indvandrerpolitiske udspil lægger Horst Seehofer og hans CSU pres på en forbundskansler, som i forvejen er ude i en af sine hidtil alvorligste kriser. Ikke mindst efter hendes partis valgnederlag i delstaten Mecklenburg-Vorpommern sidste søndag. Angela Merkel og hendes flygtningepolitik har længe været en torn i øjet på søsteren fra Bayern. Det fik hun at mærke allerede sidste efterår under CSU’s landsmøde i München, hvor Seehofer ydmygede forbundskansleren med en 13 minutter lang skideballe, mens hele salen så til. Den ydmygelse bliver hun dog sparet for i år - hun er nemlig slet ikke blevet inviteret. Alt sammen for at ”undgå en gentagelse”, som Seehofer har forklaret.

I forvejen holder Seehofer & Co. Angela Merkel på pinebænken ved at nægte at melde klart ud, om man igen vil støtte Merkel som kanslerkandidat, når der skal være forbundsdagsvalg næste gang om et års tid. Efter sigende er der mange unge partimedlemmer, som stejler ved tanken om at skulle hænge plakater op med den udskældte forbundskansler, ja, kræfter i partiet har endda leget med tanken om at opstille sin egen kanslerkandidat, hvad der ville være politisk selvmord. For CSU og for CDU.

Seehofer jubler efter valget i 2013. I dag plager han regeringsfællen Angela Merkel.

Indtil videre må Merkel trøste sig med, at med politiske allierede som Horst Seehofer, så har hun slet ikke brug for fjender!

Ingen særlige hensyn

Kravet om en hårdere tone i flygtningepolitikken kommer på et tidspunkt, hvor Angela Merkel ellers har opfordret til verbal nedrustning. ”Hvis vi i vores sprog begynder at orientere os efter dem, der ikke er interesseret i en løsning, så mister vi i sidste ende orienteringen”, lød det Merkel i forbundsdagen forleden: ”Skærper vi også tonen, så er det kun til fordel for dem, der kan udtrykke sig endnu enklere og klarere”. Med andre ord, så overlader man banen til populisterne fra AfD.

Men den opfordring er åbenbart ikke blevet hørt i Bayern, tværtimod.

Burkaen er en ”islamismens uniform”, hedder det i CSU-arbejdspapiret. ”De, der ikke vil give afkald på burka eller niqab, bør finde sig et andet land”.

I det hele taget så lægger Seehofer og hans partifæller vægt på, at det er indvandrerne og flygtningene, som skal indrette sig efter den ”ledende kristelige kultur”, og ikke omvendt. Der skal ikke tages særhensyn til mennesker fra andre kulturer, som for eksempel specielle åbningstider for muslimer i svømmehallerne.

Seehofer med konen Karin under en ølfestival i Munchen.

Dermed har CSU-ledelsen netop gjort det, som Angela Merkel advarede mod, konstaterer Thorsten Denkler fra avisen Süddeutsche Zeitung, der i parentes bemærket udgives i München: ”Udspillet er i sit indhold og hvad endnu værre er, i sin tone, en indrømmelse af, at AfD, (Alternative für Deutschland) på en eller anden måde har ret”.

Provokation og populisme, hos søsterpartierne bliver det altsammen i familien!

Nej til forandringer

Med sit nye udspil håber Horst Seehofer at have et stærkt kort på hånden, når regeringenstoppen, der udover Seehofer og Merkel også tæller socialdemokraten Sigmar Gabriel. ”Vi vil være drivkraften”, som det hedder internt i CDU.

Men om de bayerske søskende får held til at få meget gennemført er tvivlsomt. Det dobbelte statsborgerskab, som CSU også vil have afskaffet, er for eksempel en socialdemokratisk mærkesag. Og selv om Angela Merkel er presset, så har hun i flygtningedebatten demonstreret en principfasthed og stædighed, der ellers ikke har kendetegnet den ellers så pragmatisk anlagte politiker.

”Tyskland vil forblive Tyskland” gentog hun forleden i forbundsdagen, og det kunne ligne et forsøg på at komme Horst Seehofer og CSU i møde.

Men som Der Spiegels Sebastian Fischer gør opmærksom på, så er der en vigtig forskel i tonen. I det oplæg, CSU-toppen ventes at vedtage, hedder det, at ”Tyskland SKAL forblive Tyskland…Vi er imod, at vores åbne land ændres på grund af indvandring eller flygtningestrømmene”. Altså en formulering, som tager udgangspunkt i angsten og ikke tillidsfuldhed og optimisme.

I Merkels øjne er forandringer med andre ord ikke noget negativt, så længe Tyskland står fast på sine værdier. Det har altså ikke noget at gøre med hvem, der kommer til landet. Men om, hvorvidt de nyankomne vil respektere den måde, tyskerne har valgt at indrette deres samfund.

Men tilbage til udspillet, som CSU diskuterer lige nu i Schwarzenfeld. Kun flygtninge og indvandrere fra den vestligt-kristne kultur er velkomne. Hvem er det egentlig så, de tænker på, som mulige ny-tyskere dernede i Bayern? ”Forfulgte luxemburgere?”, som en radiovært spurgte her til morgen.

Det handler om angst og optimisme, om tonen i en debat, der i forvejen er rigeligt skinger. Men én ting er sikker. Opgøret mellem Seehofer og Merkel, det bliver alt sammen i familien!