Trump: Putin er en bedre leder end Obama
De to præsidentkandidater blev presset af publikum, da de begge deltog ved politisk møde i New York. Fra Trump lød rosende ord til Ruslands Putin.
Selv om der er næsten tre uger til deres første officielle præsidentdebat, deltog både Republikanernes Donald Trump og Demokraternes Hillary Clinton ved en debat til det såkaldte Commander-in-Chief Forum på kanalen NBC News onsdag.
Her måtte de to præsidentkandidater svare på spørgsmål fra vært Matt Lauer og det fremmødte publikum, der bestod af krigsveteraner. Først indtog Clinton scenen, og derefter var det Donald Trumps tur, og veteranerne på tilskuerpladserne var særligt interesserede i Donald Trumps forhold til Ruslands præsident, Vladimir Putin.
Trump har ofte rost Putin, og det blev der stillet spørgsmål til flere gange.
- Hvis Putin siger gode ting om mig, så siger jeg også gode ting om ham, sagde Trump.
- Putin har været en bedre leder end Obama, fortsatte republikaneren i vanlig provokerende stil.
Hvorfor krig i Irak?
Mødet handlede særligt om USA's sikkerhed og veteraners forhold. Og begge kandidater mødte hård kritik.
Clinton måtte forsvare, at hun i 2002 stemte for, at USA skulle føre krig mod Irak.
- Det var en fejl, at jeg stemte for. Det var min fejl, sagde Hillary Clinton, der også sendte kritik videre mod sin modstander i kampen om præsidentposten.
- Donald Trump nægter at tage ansvar for, at han selv støttede krigen i Irak, sagde Clinton.
Private emails
Republikanernes kandidat har jævnligt sagt, at han altid har ment, at krigen i Irak var en fejl. Det siger han på trods af, at han i 2002 gav flere interview, hvor han udtrykte sin støtte til invasionen.
Hillary Clinton blev også presset med spørgsmål om hendes brug af en privat e-mailserver, mens hun var udenrigsminister.
- Det ville jeg helt sikkert ikke gøre igen. Der er ingen undskyldninger for, at jeg gjorde det, sagde Clinton, der med brugen af en privat e-mail har bragt hemmelige informationer i fare for at slippe ud.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters er det sjældent, at præsidentkandidaterne optræder over for det samme publikum uden at være i debat med hinanden.
Den første reelle præsidentdebat finder sted 26. september.