Udland

Her må man cykle slalom mellem døde dyr på motorvejen

Amerikanske motorveje kan være forræderiske - det oplevede TV 2's cyklende reporter i USA på den ikoniske Route 66.

Valgkamp fra cykelsadlen - LRAS - manifest

1. Jeg kan lide at cykle, og gerne langt.

2. Der er valgkamp i USA, som er et land, jeg har været fascineret af i 45 år.

Hvad er så mere naturligt end at kombinere de to interesser? Jeg har netop indledt en tur, der - om alt går vel - skal gå fra Los Angeles til Chicago, cirka 4000 km.

Ruten følger i hvert fald noget af vejen den gamle og legendariske Route 66. Men ellers er det tanken at søge ud til de steder, hvor andre journalister sjældent eller aldrig kommer, og give befolkningen der en stemme.

Vinden var i ryggen, og cyklen og jeg gjorde god fart ud ad motorvej i40 øst for Flagsttaff i Arizona, nok omkring 40 kilometer i timen. Jeg håbede at tilbagelægge 200 kilometer inden aften.

Men pludselig brast dén drøm, da baghjulet med et blokerede totalt. Jeg kæmpede for ikke at vælte, mens hjulet slæbte hen ad asfalten. Da cyklen til sidst stod stille, var dækket slidt igennem helt til lærredet og var komplet ubrugeligt.

Så der stod jeg - på en motorvejsstrækning midt i en af USA’s mere øde egne.

Min cykeltur, der begyndte i Los Angeles, følger foreløbigt i store træk Route 66, "The Mother Road", som var den første vej med belægning gennem landet.

Ad den rejste eventyrere, drømmere, immigranter og fattige farmere fra andre egne af landet mod det forjættede Californien i håbet om et bedre liv. Blandt dem familien Joad i John Steinbecks berømte roman "Vredens druer".

Rester af den oprindelige, hyggelige og to-sporede landevej findes stadig, med småbyer og gamle tankstationer, hvor vrag af biler fra 50’erne, udtjente benzinstandere og rustne Coca-Cola-skilte er sat op i et forsøg på at genskabe stemningen fra dengang Route 66 betød noget. Men mest af alt for at lokke turister til.

I 1950’erne begyndte amerikanerne for alvor at bygge motorveje, og på nogle strækninger kom de til at erstatte Route 66, der sygnede hen.

Som Steineck skrev i "På rejse med Charlie" fra 1962:

- Når vi får disse gennemfartsveje over hele landet ... vil det faktisk blive muligt at køre fra New York til Californien uden at se noget som helst.

Slalom mellem døde dyr og affald

Motorvejene udgør en udfordring for cyklister. I de mere øde egne som her i det vestlige USA er det nogle gange den eneste vej gennem et større område. I de tilfælde er det faktisk lovligt at cykle i nødsporet.

Men det er ikke videre behageligt, med larm og vilde rusk i cyklen, når lastbilerne passerer. Dertil kommer, at nødsporet er fyldt med alskens genstande, som bilerne har tabt - især i form af dækrester, men også stumper af presenninger og diverse metaller og beslag. Ind imellem også et trafikdræbt dyr.

Så kørsel i nødsporet udvikler sig nemt til en form for slalom mellem alt dette debris.

Mit uheld skyldtes en metalliste, som jeg ikke nåede at køre uden om. Jeg fik den viklet ud af hjulet og priste mig lykkelig for, at den ikke havde blokeret forhjulet.

Jeg begyndte at trække og forudså en lang og træls spadseretur til den næste by, Windslow. Men efter blot få minutter standsede en bil med to mountainbike-ryttere, der var på vej hjem efter en træningstur, Chuck og Kevin. De tog mig med til deres hjemby med det lidt sære navn Show Low, der vist er en melding, når man spiller poker. Vi er vel i det vilde Vesten.

Det var lørdag eftermiddag, og alt var lukket og ville være det frem til tirsdag på grund af en amerikansk fridag, Labor Day. Så jeg var lykkelig over, at Kevin havde et brugt dæk, jeg måtte få.

Men ved nærmere eftersyn viste selve hjulet sig også at have taget skade.

Så det er blevet til et ufrivilligt, men behageligt ophold i Show Low, hvor jeg har fået husly hos Kevin og hans kone Amity, mens cyklen bliver lavet. 

Amerikansk gæstfrihed, nye venner. Uforudsete hændelser er eventyrets måske vigtigste ingrediens.