Kaldte Obama for en 'horeunge' – nu er mødet aflyst
USA's præsident, Barack Obama, har aflyst et møde med Filippinernes præsident, Rodrigo Duterte, efter han har kaldt Obama for en 'horeunge'.
Ordet faldt på en pressekonference, inden Duterte satte kursen mod Laos, hvor der er asiatisk topmøde.
Den nyvalgte filippinske præsident gik til valg på at slå narkohandlere og andre kriminelle ihjel - siden da er over 2.400 personer blevet dræbt af både private og af filippinsk politi.
Dén narkopolitik havde Obama tænkt sig at kritisere ved topmødet i Laos - men dét vil Duterte ikke høre tale om
- Du skal være respektfuld og ikke bare fyre spørgsmål af. Din horeunge, jeg vil forbande dig i det forum, sagde Duterte inden afrejsen.
Obama har nu har bedt sin stab vurdere, om det overhovedet er muligt at føre "konstruktive, produktive samtaler" med Duterte.
- Jeg vil altid gerne sikre mig, at hvis jeg har et møde, så er det produktivt, og vi får arbejde fra hånden, sagde Obama.
Efter Obama har aflyst mødet, har Duterte valgt at sige undskyld for sin bemærkning.
Kaldte USA's ambassadør for ludersøn
Duerte har tidligere langet ud efter USA. I en tale i starten af august han brugte nedsættende bemærkninger om USA’s ambassadør, Philip Goldberg, som han tidligere har haft kontroverser med.
- Som I ved, kæmper jeg mod (John Kerrys, red.) ambassadør. Hans bøsse-ambassadør, ludersønnen. Han pissede mig af, sagde Duterte i en tv-transmitteret kommentar ifølge The Guardian.
Har fået tilnavnet 'Hævneren'
Den hårde kurs mod narkohandlere og voldsomme retorik har givet Duterte øgenavnet – eller kælenavnet om man vil – ’The Punisher’ og ’Duterte Harry’ efter Clint Eastwoods hårdtslående filmkarakter.
Truer med at forlade FN-samarbejdet
De filippinske myndighedernes hårdhændede fremfærd er blevet stærkt kritiseret af menneskerettighedsgrupper og af FN.
Duerte har dog intet til overs for "det dumme FN", der ifølge ham intet foretager sig i forhold til Mellemøstens brændpunkter, Syrien og Irak. Han har tilmed truet med at trække ø-staten ud af FN-samarbejdet og i stedet danne sin egen organisation sammen med Kina og andre lande.