FN inviterer: Global klimaaftale underskrives i New York

FN's generalsekretær inviterer stats- og regeringschefer til New York for at ratificere Paris-aftale om klima.

FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, vil invitere stats- og regeringschefer til New York for formelt at ratificere den globale klimaaftale, der blev indgået i Paris i december. 

Det siger Ban Ki-moon, efter USA's præsident, Barack Obama, og Kinas præsident, Xi Jinping, lørdag middag dansk tid i fællesskab gav deres endelige godkendelse til den globale klimaaftale fra Paris. 

Det skete i forbindelse med et G20-topmøde i den kinesiske by Hangzhou. 

Aftalen er "det øjeblik, vi besluttede at redde vores planet", siger Obama. Han landede tidligere lørdag i Kina.

 - Vi må håndtere klimaændringerne med en ny holdning, siger Xi Jinping.

FN's generalsekretær siger, at han er optimistisk og tror på, at Paris-aftalen kan træde i kraft inden årets udgang. Danmark har endnu ikke ratificeret aftalen, der blev indgået i den franske hovedstad i december sidste år. Men den danske regering har planer om, at det skal ske i løbet af efteråret.