Stædig Trump vil tørre regning for grænsemur af på Mexico
Et møde med den mexicanske præsident har ikke fået den republikanske præsidentkandidat på andre tanker.
Den republikanske præsidentkandidat i USA, Donald Trump, insisterer på, at Mexico selv skal betale for en mur langs grænsen til USA. En mur som Mexico vel og mærke ikke ønsker.
Det understregede Trump på et pressemøde, efter at han få timer forinden havde mødtes med Mexicos præsident, Enrique Peña Nieto, i Mexico City.
- Mexico kommer til at betale for muren. Det er 100 procent sikkert - tro mig. De (Mexico, red.) ved det ikke endnu, men de kommer til at betale for den, siger han på et pressemøde i Phoenix i delstaten Arizona.
Vil udvise kriminelle og ikke-registrerede indvandrere
På pressemødet afslørede Donald Trump flere punkter i den indvandringspolitik, han vil indtage Det Hvide Hus med, hvis han bliver valgt som USA's næste præsident.
Donald Trump vil blandt andet udvise kriminelle indvandrere og sende alle ikke-registrerede indvandrere tilbage til deres hjemlande, hvor de så må ansøge om opholdstilladelse.
Efter mødet med Donald Trump understregede den mexicanske præsident, Enrique Peña Nieto, at USA er i sin fulde ret til at etablere en mur på grænsen til Mexico.
Han gjorde det dog samtidig klart, at Mexico ikke har tænkt sig at betale regningen.
- I starten af samtalen med Donald Trump gjorde jeg det klart, at Mexico ikke vil betale for den mur, skrev præsidenten på Twitter efter mødet.