På cykel gennem USA: Her stemmer de i kirken

16x9
Der er konkurrence om at blive byens nye sheriff. Foto: Lars Toft Rasmussen / TV 2

Amerikanerne har et meget udbygget demokrati, men glemmer at bruge det. Sådan er det også her i Arizona.

Valgkamp fra cykelsadlen

1. Jeg kan lide at cykle, og gerne langt.

2. Der er valgkamp i USA, som er et land, jeg har været fascineret af i 45 år.

Hvad er så mere naturligt end at kombinere de to interesser? Jeg har netop indledt en tur, der - om alt går vel - skal gå fra Los Angeles til Chicago, cirka 4000 km.

Ruten følger i hvert fald noget af vejen den gamle og legendariske Route 66. Men ellers er det tanken at søge ud til de steder, hvor andre journalister sjældent eller aldrig kommer, og give befolkningen der en stemme.

Da jeg cykler ind i solsvedne Kingman, Arizona, bliver jeg mødt af masser af skilte med opfordringer til at stemme på forskellige lokale politikere.

Når amerikanerne stemmer, skal de tage stilling til meget andet end hvem, der skal være den næste præsident. Embedslæge, retsskriver, medlemmer af delsstatens lovgivende forsamling - i alt typisk en snes embeder, som skal besættes ved valg. Folkestyret er mere omfattende end i de fleste andre lande.

Primærvalg og Jomfru Maria

Amerikanerne kan også stemme mere hyppigt. Jeg er tilfældigvis kommet til Kingman på en dag, hvor der er valg. Jeg finder nemt et af byens valgsteder, der er indrettet i en katolsk kirke, Saint Mary Roman Catholic Church på Spring Street. En flagstang med et amerikansk flag leder mig derhen.

Det drejer sig om et primærvalg til Kongressen. Vælgerne skal tage stilling til, hvem der skal opstilles som kandidater til Senatet og Repræsenternes Hus ved valget den 8. november.

Set med omverdenens øjne er det eneste interessante ved det valg, hvordan det går senator John McCain, som var republikansk præsidentkandidat i 2004. Kan han vinde over sin mere Trump-venlige modstander?

Valgplakater i vejsiden.
Valgplakater i vejsiden. Foto: Lars Toft Rasmussen / TV 2

Jeg kan ikke få lov at filme inde på valgstedet. Så jeg venter udenfor. Tilstrømningen er ikke imponerende. Amerikanerne har et meget veludbygget demokrati, men de glemmer at bruge det. Selv ved et præsidentvalg er stemmeprocenten kun omkring 50 procent. Ved et primærvalg som dette meget, meget lavere.

"Trump ved så meget om økonomi"

Jeg stopper nogle af dem, der kommer ud fra valgstedet for at tale lidt politik med dem. Det er tydeligt, at jeg er havnet i et Trump-område. Søde, venlige folk, mange fra den bedre middelklasse, som vil have forandring i Washington.

- Jeg stemmer på Trump. siger Julie Potter, der er frisør.

- Jeg stemmer på ham, fordi han ved så meget om finanser og økonomi. Han kan få styr på økonomien, efter at den nuværende præsident har gældsat os for tusinder af milliarder af dollars.

Hør hvorfor denne amerikaner stemmer på Trump.

Også forretningsindehaver Jim Fuller vil stemme på Trump:

- Det er fordi Hillary er en svindler, siger han.

- Hun lyver hutigere, end en hest kan rende. Det er ikke fordi jeg er en kæmpe-fan af Trump, men i det mindste er han ikke politiker.

I alt endte knap en halv million at med afgive deres stemme ved primærvalget. Arizona har 6,5 millioner indbyggere.

McCain klarede frisag og bliver Republikanernes kandidat til Senatet den 8. november. I en stat, som Trump i øjeblikket står til at vinde.