Udland

Tony ramt af ekstrem tørke: Sidste år regnede det i 45 minutter

TV 2's reporter Lars Toft Rasmussen cykler på Route 66 i USA, hvor han dækker det amerikanske præsidentvalg. I Californien er det blandt andet tørken som optager folk.

Valgkamp fra cykelsadlen - LRAS - manifest

1. Jeg kan lide at cykle, og gerne langt.

2. Der er valgkamp i USA, som er et land, jeg har været fascineret af i 45 år.

Hvad er så mere naturligt end at kombinere de to interesser? Jeg har netop indledt en tur, der - om alt går vel - skal gå fra Los Angeles til Chicago, cirka 4000 km.

Ruten følger i hvert fald noget af vejen den gamle og legendariske Route 66. Men ellers er det tanken at søge ud til de steder, hvor andre journalister sjældent eller aldrig kommer, og give befolkningen der en stemme.

Efter en regnvåd sommer i Danmark er det måske svært at forestille sig, men det er faktisk muligt at være i en tilstand, hvor man længes efter regn.

Det gør folk i Sydcalifornien. Her har det næsten ikke regnet i fem år, og det ses tydeligt i landskabet. Santa Ana floden, som jeg forleden cyklede langs med, er reduceret til en bæk, og mange træer kæmper tydeligvis for livet med nøgne grene og blade, der er brune i kanterne.

Sådan ser træerne i Tony La Marks have ud. Jeg besøgte ham i hans hjem i Fullerton ved Los Angeles. Såvidt han husker, har det ikke regnet her siden sidste efterår, visnok i november. Og kun i 45 minutter.

Som mange andre er han ved at omlægge haven til planter, der bedre kan tåle tørken - for eksempel varianter af kaktusser.

Haveejere opfordres til så vidt muligt kun at vande med vandkande. To gange om uge - og kun om natten - må de kortvarigt bruge sprinklere for at vande deres græsplæner, der ellers vil udtørre og dø her i det ubarmhjertige solskin, med temperaturer på mellem 30 og 40 grader som noget helt normalt.

Caliifornien har før haft tørke, men har aldrig i de 140 år, at vejret er blevet registreret, været så hårdt ramt som nu. De seneste to år har været de varmeste nogensinde.

Restriktioner på blandt andet havevanding har nedbragt private husholdningers forbrug med cirka en fjerdedel. Alligevel er situationen uholdbar.

Ikke alle er dog lige bekymrede.

Den republikanske præsidentkandidat, Donald Trump, var på besøg i Califoriens frodige landbrugsområder i maj.

Landmændene bruger kolossale mængder vand til kunstvanding. Trump beroligede dem med, at der er masser af vand i Californien, og at problemerne skyldes miljøfolk, der hellere vil beskytte nogle småfisk i floderne end sikre en tilstrækkelig vandforsyning -- en udlægning, som eksperter dog afviser.