Udland

'Englen på broen' har reddet over 300 liv: Du kan se i øjnene, at de er klar til at dø

Chen Si har de sidste 13 år brugt al sin fritid på en af Kinas mest ikoniske broer. Han har reddet 300 mennesker fra at begå selvmord.

- Du kan se det i øjnene, når du møder én, der er klar til at dø.

Og Chen Si har set det mange gange.

Han sætter sig op på sin slidte scooter og spejder ud over broen – Nanjing Yangtze River Bridge. Det imposante bygningsværk består af 500.000 tons cement og en million tons stål.

Broen er 6,4 kilometer lang, og i de sidste 13 år har Chen Si mere end nogen anden slidt på dens asfaltbelægning.

Han er nem at kende. Oftest kan man høre ham komme på den insisterende vrælen fra den bedagede tohjulede. Men Chen Si bliver også genkendt på sin postkasserøde vindjakke, der har været hans tro følgesvend på broen i årevis.

Chen Si har brugt de sidste 13 år på at patruljere på broen.

På jakken står der på både mandarin og engelsk: ’Cherish Life Everyday’ (påskøn livet hver dag, red.)

Broen har fire bilspor på det øvre dæk. På det nedre er der to jernbanespor. Den er en central nerve i transportsystemet for Nanjings seks millioner indbyggere.

Et lands fremgang er alles ansvar. Hvordan kan vi undsige os det ansvar?

Chen Si

Og så har den et kedeligt ry. For mindst en gang om ugen går en af Chen Sis landsmænd op på broen med tanker om at ende livet. Det gør Nanjing Yangtze River Bridge til den mest populære bro i Kina, når det kommer til selvmord.

Chen Si bliver ofte berørt, når han tænker på de mange skæbner, der har krydset hans vej.

Det er i hvert fald det officielle tal, men de kinesiske myndigheder tæller kun dem, der rammer floden, når de springer. De, der rammer flodbredden eller træerne nær bredden, bliver ikke talt med, selvom de ofte er ganske få meter fra den brusende flod.

Men siden 2003 har Chen Si ifølge hans egne optegnelser reddet flere end 300 mennesker fra at begå selvmord.

En ensom vagtpost

Chen Si blev ked af det, da han i september 2003 åbnede dagens avis og læste en grufuld historie om den drabelige statistik på broen i Nanjing.

Han var lige flyttet til netop Nanjing og var nedtrykt. En dag mødte han en gammel mand, der gav ham gode råd og fortalte ham, at han skulle være optimistisk.

Broen over Yangtze-floden i Nanjing er ikonisk. Desværre er det også et sted, hvor mange tager deres eget liv.

Desværre blev den gamle mand kort efter alvorligt syg, og hans sønner begyndte at skændes om arvegodset. Det fik den gamle mand til at nægte at spise, og til sidst døde han.

Det satte sig dybt i Chen Si.

Det motiverede ham. For hvad nu, hvis han havde gengældt tjenesten og talt med den gamle mand og opmuntret ham. Ville han så have levet længere? Spørgsmålet spøgte i Chen Sis baghoved længe.

Han besluttede sig for at handle.

- Der er et ordsprog på kinesisk: Et lands fremgang er alles ansvar. Hvordan kan vi undsige os det ansvar? siger Chen Si.

Siden har han troligt stået på broen hver weekend.

Chen Si er let at kende med sin postkasserøde vindjakke.

I starten turde han ikke tale med folk, og derfor stod han med et skilt med opmuntrende ord og et stort hjerte på. Men han fandt hurtigt ud at, at han ikke kunne løbe med skiltet, og det havde han ofte brug for, når han skulle stoppe folk fra at hoppe. 

Nu kan bedrøvede sjæle næsten ikke undgå at komme i kontakt med Chen Si på broen. Løbesedler og bannere på broen er fulde af hans budskaber; ’Livet er dyrebart’ og ’Påskøn livet hver dag’. Hans telefonnummer er også på skilte på broen, så folk på få sekunder kan komme i kontakt med ham.

Han har en fast rutine.

Chen Si kører 25 kilometer fra sit hjem til broen, og ankommer altid klokken 07.30. Han står 40 minutter ud af hver time ved det sydlige tårn på broen og observerer de forbipasserende for at se, om han kan spotte nogen, der ser utrøstelige eller deprimerede ud. Pulsende på én af de mange daglige smøger.

Derefter sætter han sig op på scooteren og patruljerer på broen. Det gentager sig dagen lang. Hver weekend.

Når han møder en nedtrykt person, stopper han og taler med dem - ofte opildnet og passioneret. Han fortæller de lidende, at deres liv har værdi, og at de skal opgive deres forehavende. Nogle gange møder han personer, der er midt i at springe, så er han nødt til at bruge fysikken til at trække dem væk fra afgrunden.

- Jeg forstår de her mennesker. Jeg ved, at de er trætte af at leve. De har haft udfordringer. Og de har ingen til at hjælpe sig. De bærer på byrderne helt alene, siger Chen Si.

Heldigvis lykkes det oftest Chen Si at få overtalt de lidende landsmænd til at falde ned.

Chen Si fortæller, at det vigtigste arbejde i forhold til at hjælpe selvmordstruede sker, efter de er kommet ned fra broen – for det er der, de er mest skrøbelige og ustabile.

Derfor tager han dem straks med på sin scooter til en lejlighed, han har lejet. Den hedder ’The Soul Center’ (Sjælecenteret, red.)

Fakta: Selvmord

For hver kvinde, der tager sit liv, er der to mænd, der begår selvmord.

Det er blandt ældre, at selvmordsraten er højst.

I Danmark dør tre gange så mange efter selvmord end i trafikulykker.

Fem personer bliver i gennemsnit berørt, når en person begår selvmord.

De fleste selvmord bliver begået om mandagen.

Foråret er den tid, hvor der sker flest selvmord.

Kilde: Center for Selvmordsforskning

Her får de ustabile medmennesker psykologisk hjælp og et sted at være i et par dage. Chen Si hjælper folk med lige præcis det, den enkelte har brug for.

For nogle er det at finde et job, mens andre har brug for hjælp til at redde deres ægteskab. Han kontakter ofte de selvmordstruedes familier og taler om situationen med dem.

En af dem, Chen Si har hjulpet, er Shi Xiqing, der forsøgte at begå selvmord på broen. Han var kommet i alvorlige økonomiske problemer, fordi han ikke kunne betale en hospitalsregning på 15.000 dollars, der skulle dække datterens behandling for leukæmi.

Jeg forstår de her mennesker. Jeg ved, at de er trætte af at leve. De har haft udfordringer. Og de har ingen til at hjælpe sig. De bærer på byrderne helt alene

Chen Si

Chen Si blev ved med at ringe til Shi Xiqing hver uge for at tjekke, at han var ved godt mod. Samtidig talte Chen Si med alle kreditorerne og var med til at forhandle en god aftale. I dag er de to venner. 

- Jeg ville ikke kigge på ham, da han prøvede at stoppe mig (fra at begå selvmord, red.). Jeg var helt sikker på, at jeg ville begå selvmord, det var det eneste, jeg kunne tænke på. Det sekund, jeg ville springe, inviterede han mig på en drink. Han sagde, han kunne ordne alle mine problemer - det var selvfølgelig en hvid løgn, men han ville bare give mig lidt håb ved at fortælle mig en lille løgn, siger Shi Xiqing. 

- Han lærer folk at tænke positivt, det var meget terapeutisk for mig. 

Ifølge WHO (World Health Organisation) begår 800.000 mennesker hvert år selvmord. Blandt 15-29-årige er det den næsthyppigste dødsårsag.

Her ses et overblik over antallet af selvmord i verden. Sydkorea har verdens højeste selvmordsrate.

For at få råd til sit filantropiske arbejde arbejder Chen Si i hverdagene i et logistikfirma.

Hvert år ved juletid mødes nogle af de mennesker, Chen Si har reddet, ved broen for at glædes over deres nye liv – og for at sige tak. Som en del af den ceremoni udregner de fremmødte deres alder, fra dengang de blev reddet. Ingen i gruppen er mere end 13 år gamle.

Men det er ikke alle, der er glade for Chens arbejde. Han fortæller, at han de første år ofte fik lussinger eller slag i ansigtet af folk, der ikke ønskede hans hjælp. Også politiet truede ham, fordi hans arbejde fik meget presseomtale, der gav landet et dårligt omdømme, sagde betjentene. 

Tidligere i år blev han overfaldet af ukendte gerningsmænd.

Ukendte gerningsmænd slog Chen Si til blods, da de mente, han blandede sig for meget i andres liv.
Det er ikke alle, der bifalder Chen Si's værk. For få måneder siden blev han overfaldet af folk, der mente, han overskred dit mandat og skulle blande sig uden om andres skæbner.

Men det er ikke noget, der afskrækker Chen Si fra at patruljere på broen. Han arbejder ufortrødent videre. Han fortæller, at han føler, han kan hjælpe folk på broen, fordi han forstår deres følelser.

Mange på broen er tilflyttere eller pendlere, der er meget alene i byen. Derfor har de brug for, at der er nogen, der rækker ud og tilbyder dem hjælp. Det ser Chen Si som sin fornemste mission.

- Grunden til, at jeg er så vedholdende passioneret omkring det her, er, at jeg gerne vil vække folks ansvarsfølelse, kærlighed og omsorg for andre.

Chen Sis arbejde blev for alvor kendt for andre end lokale i dokumentaren ’Angel of Nanjing’. Du kan se traileren til dokumentaren øverst på siden. Herunder

Kilder: AngelofNanjing, GQ, NowThis,