Udland

10 år efter flugten fra rædselshuset: Nu passer Natascha Kampusch blomsterne i haven

Den 23. august 2006 flygtede Natascha Kampusch fra sin kidnapper Wolfgang Priklopil. I dag passer hun det hus, hvor han holdt hende fanget i otte år.

Natascha Kampusch går gennem det høje græs hen mod huset i Strasshof udenfor Wien. Her oplevede hun et årelangt mareridt som fange i et skjult kælderrum på fem kvadratmeter.

- Stedet har en meget ubehagelig aura, siger hun og fortsætter op mod hoveddøren. Alligevel vender hun jævnligt tilbage til huset for at passe haven.

Siden den forårsmorgen i 1998, hvor hendes kidnapper, Wolfgang Priklopil, trak hende ind i sin bil, da hun var på vej til skole, var den 10-årige pige som sunket i jorden. Et vidne, der så kidnapningen, har forklaret, at der var to mænd om bortførelsen. Men det vender vi tilbage til.

Hun blev behandlet som en slave, voldtaget, tævet, mishandlet og tvunget til at kalde Wolfgang Priklopil for sin herre.

Skridt for skridt gav den 44-årige enspænder hende lov til at komme ud i andre dele af huset for at gøre rent og lave mad. Og som årene gik, fik hun ind imellem lov til at komme udenfor. I otte år var Wolfgang Priklopil det eneste menneske, den kidnappede pige talte med.

I dag ejer Natascha Kampusch huset, hvor hun var fanget. Det blev foræret til hende som kompensation fra dødsboet efter Wolfgang Priklopil. Han døde for nøjagtigt 10 år siden på dagen, hvor Natascha Kampusch flygtede.

Efter en menneskejagt, blev den uddannede teletekniker Wolfgang Priklopil fundet dræbt på en jernbanestrækning i nærheden af den østrigske hovedstad. Han var blevet kørt over af et tog. Priklopils død blev af politiet erklæret som selvmord, og bortførelsen af Natascha Kampusch blev erklæret opklaret og lukket af efterforskerne. Og så alligevel ikke.

For nogle måneder siden kom en række nye oplysninger frem i pressen. De påstod, at Natascha Kampusch beskyttede en mand, der angiveligt var Wolfgang Priklopils medsammensvorne i kidnapningen.

Samtidig cirkulerede der påstande i aviserne, som hævdede, at Priklopil var blevet myrdet og hans lig placeret på togskinnerne for at få det til at ligne et selvmord.

Oplysningerne fremgår af retsudskrifter, som det tyske magasin Spiegel har fået indsigt i. Dokumenterne er en del af den sag, som broren til den nu afdøde politimand Franz Kröll, der ledede efterforskningen af Kampusch-bortførelsen, har anlagt, fordi han ikke mener, at sagen skal lukkes.

Franz Kröll var lodret uenig med den østrigske chefanklagers afgørelse af Priklopils død som et selvmord. Og han nægtede at deltage i en pressekonference, da myndighederne den 8. januar 2010 meddelte, at sagen var lukket.

I dokumenterne, som Spiegel har fået indsigt i, kan man læse en voldsom kritik af obduktionen af Wolfgang Priklopils lig. Ifølge de to fremtrædende retsmedicinere Johann Missliwetz og Martin Grassberger var den værdiløs og levede ikke op til de standarder, man må forvente i en politiefterforskning. Desuden kunne de ikke afvise, at den 44-årige kidnapper allerede var død, da toget kørte hovedet af ham. 

Natascha Kampusch afviser selv alle teorierne om, at hun selv skulle have medvirket til at dække over endnu en gerningsmand. 

- Mange mennesker troede slet ikke på, at jeg blev holdt fanget. De tror, at jeg har planlagt det hele siden jeg var 10 år. De tror, at jeg var med til det. Det føles forfærdeligt, men jeg prøver på at skjule mine følelser, siger Kampusch til avisen The Sun.

- Jeg forblev stærk, og det lykkedes mig at holde fast i min identitet og min indre styrke. Da jeg befriede mig selv, var jeg i søgelyset fra hele verdens medier, og jeg mistede min selvtillid på grund af de spørgsmål, der blev stillet om mig. Men nu har jeg vundet sevltilliden tilbage, og jeg kender min plads i samfundet. Jeg er mere selvsikker, siger hun.

Rædselshuset

Tilbage i haven ved huset i Strashoff skinner solen på det hus, der fortsat spiller en afgørende rolle i den østrigske kvindes liv.

- Helt grundlæggende har jeg det helt forfærdeligt, når jeg kommer her. Jeg føler mig utilpas. Det er fortsat et underligt sted, selvom jeg har tilbragt så meget tid her, fortæller Natascha Kampusch, mens hun går forbi den tørlagte swimmingpool i haven.

Selvom det kan lyde underligt, så bliver det ikke solgt. Natascha Kampusch frygter, at stedet ellers vil blive lavet om til en uhyggelig forlystelsespark. Med jævne mellemrum kommer hun forbi for at ordne haven og andre praktiske ting. 

- Jeg ejer huset, men det kan ikke bruges til noget.

- Jeg kan ikke sælge det, leje det ud eller flytte ind. Det føles som en byrde. Jeg beholder det, fordi det ikke må falde i de forkerte hænder. Det er vigtigt for mig, at andre mennesker aldrig får lov til at lege med mit liv, forklarer den 28-årige kvinde i et nyt interview med den britiske avis The Sun.

 Ved hoveddøren stopper hun op ved det sikkerhedssystem, som Wolfgang Priklopil havde installeret.

- Det var hans måde at sikre sig mod, at andre skulle komme ind i huset. Han fortalte mig, at der var sat snubletråde med sprængstoffer op overalt, viser hun og går ind i huset, hvor hun tilbragte 3096 dage. Mange af dem i et skjult kælderrum, som hendes kidnapper havde lavet specielt for at gemme hende væk og forhindre, at hun flygtede.

Selvfølgelig blev jeg misbrugt seksuelt, men det er åbenbart ikke nok, at jeg har fortalt og skrevet om det. Nogle vil åbenbart have mig til at fortælle hver eneste detalje.

Natascha Kampusch

Her 10 år efter flugten udgiver hun sin anden bog om livet i friheden. Et liv hun selv beskriver som sit andet fængsel.

- I løbet af det seneste årti har jeg kun følt mig fri i få øjeblikke. Efter jeg vendte tilbage fra fangenskabet, vendte jeg hjem til et liv i fængsel. Samfundet blev mit fængsel, lyder dommen over hendes eget liv til den østrigske tv-station ORF.

Flugten fra Priklopil

Dagen for nøjagtigt ti år siden begyndte med, at telefonen ringede. Wolfgang Priklopil gik ind i huset for at tale. Udenfor var den dengang 18-årige Natascha Kampusch igang med at støvsuge den varebil han otte år tidligere havde trukket hende ind i, da hun var på vej til skole. Men noget var anderledes. Porten til huset, der normalt altid var låst, stod på klem. 

Med hjertet oppe i halsen, så hun sit snit til at flygte. Natascha Kampusch havde før haft små glimt af muligheder for at slippe væk, men frygten havde taget over. I otte år havde Wolfgang Priklopil været over hende. Altid få centimeter bag hende, hvis de var udenfor.    

Natascha Kampusch har selv fortalt, at hun løb ud på gaden, hvor hun så tre personer komme mod hende.

- I må hjælpe mig, råbte hun. 

- Jeg har brug for en mobiltelefon, så jeg kan ringe til politiet.

De tre kiggede forbløffede på hende.

Det kan vi ikke, lød svaret fra den ene, hvorefter de gik videre.

En anden fra gruppen vendte sig om.

- Beklager. Jeg har ikke min mobiltelefon med. 

Se det første TV-interview, som Natascha Kampusch gav efter sin flugt fra Wolfgang Priklopil.

Se det første interview, som Natascha Kampusch gav, efter hun var undsluppet 8 års fangensskab.

Tårene løb ned ad kinderne på den rædselsslagne pige. 

- Hvad betyder jeg for verden udenfor? En person uden navn og ingen historie. Hvad hvis ingen tror på mig, skriver Natascha Kampusch i sin første bog, der hedder "3096 Dage".

Flugten forsatte. Hun kæmpede sig over et hegn og landede i en have, ringede på dørklokken. Intet svar.

Gennem blomsterbede og hække. Videre fra have til have indtil hun så en ældre dame ved et åbent vindue.

- Hvad laver du i min have? Hvad vil du her?, lød det mistroisk fra damen.

- Vil du ikke ringe til politiet gentog Natascha Kampusch igen og igen. 

- Jeg har været kidnappet. Mit navn er Natascha Kampusch. Vær sød at ringe til Wiens politi.

Lidt efter så hun blå, blinkende lygter. To betjente kom hen mod hende. Hun var fri.

Kampen tilbage til livet

Siden 2006 har Kampusch forsøgt at leve et så normalt liv som muligt. Forsøgt at blive genforenet med familien, skabe venskaber, færdiggøre sin skole, rejse og lære sprog. I en kort overgang havde hun sit eget tv-program i Østrig.

- Det har været meget svært. Jeg havde ikke noget fundament at bygge videre på, ingen social kontakt til andre unge på min egen alder, har hun tidligere sagt om at komme tilbage til livet.

Hendes nye bog hedder godt nok "10 år i Frihed". Men det har været ti år med kampe om sandheden. Der var så mange modstridende oplysninger og rygter om sagen. I en dokumentarfilm om Natascha Kampusch fra 2010 kom det frem, at hun gik rundt med et billede af Wolfgang Priklopil i sin håndtaske. Men også historien om, hvordan hun i sorg brød grædende sammen, da hun fik besked om Priklopils død. Men også, at Natascha Kampusch stadig ejer Priklopils hus, og endda kommer der for at passe huset, har hældt yderligere benzin på konspirationsteoretikernes bål. Med den nye bog vil hun fortælle sin version af sin livshistorie de sidste ti år.   

- Jeg er ikke vred. Det plejede jeg at være, men det gik op for mig, at man kan opnå meget mere ved at være rolig. Mennesker som dem vil ikke ændre sig, ligegyldigt hvordan jeg opfører mig overfor dem, har Natascha Kapusch sagt til nyhedsbureauet AFP i forbindelse med 10-årsdagen for hendes flugt.

- Nogle mennesker er blevet provokeret af mig. Måske fordi de ikke kunne forstå, hvordan jeg håndterede at være kidnappet og spærret inde, forklarer hun.

Natascha Kampusch har modtaget hade-mails, folk har råbt ad hende og en ældre dame har sågar overfaldet hende på gaden og kaldt hende en løgner og hore.

- Måske fremprovokerer jeg en masse aggressioner, fordi selve forbrydelsen fremprovokerer en masse aggressioner, og fordi jeg er den eneste overlevende, er det mig, der må bære byrden og ikke gerningsmanden, som det burde være, lyder hendes egen fortolkning.

Men de ubehagelige mennesker er et klart mindretal. For det meste lader folk hende være, hvilket hun foretrækker, mens andre forsøge at vise omsorg.

- Mange vil gerne give mig et kram. Det er ikke så rart, men det er ok, hvis det er det, de vil, fortæller hun til AFP.

Natascha Kampusch forhold til sin kidnapper var meget komplekst. Hun har selv været meget ærlig om modsætninger i hendes følelser for ham. For samtidig med at han pinte hende, var han også omsorgsfuld.

- Mine følelser for Wolfgang har ikke ændret sig. Der er gråzoner. Jeg savner intet ved ham, men han var der, og han var en del af mit liv. Det er en form for retfærdighed, at han er død, og jeg er i live, siger hun.

- Jeg kan leve mit liv. Jeg var et rart menneske. Nogen gange tænker jeg, at det var bedre, hvis han var i live. For så ville han være i fængsel - ligesom jeg var. Men han befriede sig selv ved at begå selvmord.

Natascha Kampusch mener ikke selv, at hun lider af Stockholm-syndrom, men hun indrømmer, at hun har sørget over Priklopils død.

Og selv om hun godt er klar over, at det blot er med til at holde liv i alle rygterne, så nægter hun i bogen at beskrive hver enkelt af de ting, hun var udsat for, da hun blev sultet, slået og misbrugt igennem så mange år.

- Selvfølgelig blev jeg misbrugt seksuelt, men det er åbenbart ikke nok, at jeg har fortalt og skrevet om det. Nogle vil åbenbart have mig til at fortælle hver eneste detalje, skriver hun i sin nye bog.

Drømme for fremtiden

Oppe på en scene i en boghandel i Wien sidder 28-årige Natascha Kampusch. Med lav stemme læser hun op fra sin nye bog.

Hun tænker selv, at folks fascination af hendes sag skyldes, at det, hun har gennemgået, overstiger, hvad man kan forestille sig, og fordi det gør det lettere at ignorere den mishandling, som folk lider under i stilhed hver eneste dag.

- Samfundet har brug for et monster som Wolfgang Priklopil for at kunne sætte ansigt på den ondskab, der bor I dem selv, skriver hun i bogen.

Interessen og fascinationen af hendes livshistorie har fået godt hundrede mennesker til at møde op i boghandlen.

- Jeg synes hun er utrolig stærk. Og jeg beundrer hende for at kunne håndtere alt det, hvad der er sket og fortsat være fattet, siger en 15-årig pige blandt de fremmødte.

Selvom der har været negative oplevelser med det at træde frem med historien, fortryder Natashca Kampusch ikke, at hun gjorde det. Et helt normalt liv regner hun dog ikke med at få.

For nogle år siden havde jeg en fase, hvor jeg begyndte at isolere mig fra omverdenen. Den verden, jeg havde længtes så inderligt efter lyder det i hendes bog..

Men den 28-årige Natascha Kampusch håber, at hun om ti år vil være i stand til at sige, at hun lever et lykkeligt og tilfredstillende liv.

Artiklen er skrevet på baggrund af interview med AFP, dokumentaren "Natascha Kampusch – ihr Leben 10 Jahre nach der Flucht​" og de to bøger "3096 Dage" og "10 År i Frihed" .