Udland

Politi om bilbrande i Malmø: Vi har ikke kontrol over situationen

Omkring hundrede bilejere har fået sat deres biler i brand i 89 forskellige bilbrande i Malmø i Sverige denne sommer.

- Det er meget vanskeligt at fange brandstifterne, fordi alt sker så hurtigt. Bilvinduet knuses, og køretøjet sættes i brand, før gerningsmændene løber sin vej. Derfor findes der få vidner, og siden alle spor brænder op, er det vanskeligt at finde klare beviser, siger pressekontakt Lars Förstell fra politiet i Malmø til den norske avis VG.

Antallet af bilbrande eksploderet

Sverige har i sommer været ramt af en lang række bilbrande, og værst er det gået ud over den sydsvenske by Malmø, hvor politiet siden 1. juni har måttet rykke ud til 89 brande.

- Bilbrande i Malmø er ikke usædvanlige. De seneste år har der været omkring 300 - 400 brande om året, siger Förstell.

- Vi har ikke kontrol over situationen, men der er faldet lidt ro på. I går var der ingen brande, og i nat har der kun været to, siger han.

Men de seneste par uger er antallet eksploderet. Mens der i juni og juli var i alt 35 bilbrande, så er 54 biler blevet antændt indtil videre i august, skriver avisen.

Förstell fortæller, at man foreløbigt ved meget lidt om gerningsmændene, men ifølge ham har politiet en mistanke om, at det er yngre mænd, der står bag brandene.

Ifølge Redningstjenesten i Syd bliver de fleste biler antændt mellem klokken 21 om aftenen og 05 om morgenen. Flere af brandene sker på de samme adresser, men de er spredt over et ganske stort område. Det giver problemer for brandvæsnet, fordi der ofte er flere brande over et kort tidsrum.

Også bilbrande i København

Også København har de seneste dage været hærget af bilbrande. Natten til søndag blev der sat ild til flere end ti biler i hovedstaden. De fleste blev sat i gang i området fra Christianshavn og ind mod den indre by. Natten til mandag har der været to tilsvarende "forhold", som politiet betegner det. 

- Det ene i Valby. Det andet på Christianshavn, siger Michael Andersen, vagtchef ved Københavns Politi, tidligt mandag morgen.