Udland

Mineralvandet i mareridts-søen slap boblerne løs: 1.746 døde på stedet

Tusindvis af køer faldt døde om på få sekunder, da katastrofen ramte. Billedet her er taget, mens ingen endnu vidste, hvad der var sket. Eric Bouvet / Getty Images

For 30 år siden skete en af verdens mest mystiske katastrofer. I dag er den så godt som glemt, og det kan komme til at koste to millioner menneskeliv.

Nattehimlens blege lys fik bjergsøens sorte vandspejl til at glitre, mens de dystre klippesider tårnede sig op langs kanten.

Hvorfor ligger disse mennesker her. Hvorfor vil de ikke røre sig?

Halima Suley, hyrde

De voldsomme tordenbyger, som tidligere på dagen havde buldret over landskabet, var afløst af stille vejr.

Klokken var ni.

Det afrikanske mørke var faldet på med alle dets lyde fra nattens insekter.

Ingen af dem skulle få solen at se igen. Ikke så meget som en eneste myg, chikade eller flue.

I de grønne bakker højt over søens vandspejl stod et lerklinet hus, hvor en lille bondefamilie var i færd med dagens sidste gøremål.

Bonden hed Ephiram Che.

Hans folk havde boet i bakkerne over Nyos-søen i århundreder.

De grønne bakker omkring Nyos-søen. Søens blanke vandspejl anes i det fjerne.
Ephiram Che foran Nyos-søen.
Vandspejlet på Nyos-søen med sin naturlige dybblå farve.

De havde altid bygget deres huse højt oppe – aldrig lavt, men ingen kunne længere huske hvorfor.

Traditionen blev nu heller ikke rigtigt overholdt længere. Andre stammer var flyttet til området, og de havde bygget en landsby længere nede.

Næsten hele Ephiram Ches familie var flyttet derned nu.

Dengang var dalen nord for Nyos-søen nemlig kendt som et godt sted at leve, men det var på vej til at ændre sig denne halvkølige augustaften i 1986.

Jeg så på vandet, og det var hvidt. Der kom røg ud af vandet som en hvid sky.

Ephiram Che, bonde.

Det hele begyndte med en rumlen, og kort efter lød en hvislende lyd - som et skybrud, der sendte millioner af tunge regndråber ned over landskabet.

Ephiram Che gik ud af sit hus – ikke en dråbe faldt fra himlen over ham, men nede ved søen skete der noget forunderligt.

Den hvide tåge fra dybet

Det sorte vandspejl var blevet hvidt. En bleg, næsten selvlysende, tåge steg op fra søens overflade og krøb op af klippesiderne.

Ephiram Che følte sig pludselig sløj, så han gik tilbage til sit hus og lagde sig til at sove sammen med sine fire børn.

Nærmere søbredden stod en klynge hytter. Her var en større familie ved at gå til ro. Det var kvæghyrden Halima Suley, hendes fire børn og 31 andre slægtninge.  

De hørte også lyden fra søen – men hernede var det lyden af døden, som kom på besøg.

Et voldsomt vindstød ramte hytterne, og så godt som alle dyr og mennesker døde i løbet af få sekunder.

Et voldsomt vindstød tog fat i familiens hytter, og så mistede Halima Suley bevidstheden.

Alle ildsteder gik ud øjeblikkeligt, alle lys blev slukket, køerne faldt om, hvor de stod, og Halima Suleys slægtninge sank sammen midt i deres gøremål.

Alle lyde forstummede, og den afrikanske nat blev fuldstændig stille.

En af verdenshistoriens mest gådefulde massedødsfald var i gang, men mareridtet var kun lige begyndt.

Dette er Dommedag.

Ephiram Che, bonde.

Da Solen stod op over de grønne bakker, gik Ephiram Che ud af sit hus oppe på skråningen.

Han kiggede ned mod søen og kunne se, at vandet havde skiftet farve. I dagslys plejede det at være krystalblåt, men nu havde vandspejlet en ildevarslende rødlig farve.

Han besluttede sig for at gå ned for at se på søen – måske endda helt ned til hytterne for at høre nyt.

Efter hændelsen den 21. august skiftede søen farve. Billedet her er taget få dage efter katastrofen.
Søen løber ud ved et mindre vandfald - det var tørlagt efter katastrofen.
Under normale omstændigheder så vandfaldet fra søen således ud.

Nyos-søen har et enkelt udløb, hvor vandet kan fosse ud, når der er faldet meget regn.

Udløbet lå på vej ned mod kvægbøndernes hytter, og her plejede der at være et vandfald, men da Ephiram Che nåede derned, var vandfaldet tørlagt. Det var ret usædvanligt midt i regntiden.

En levende nøgen kvinde blandt de døde

Og på klippesiderne langs søens kant kunne man se, at vandstanden på den over to kvadratkilometer store sø var sunket mindst en meter i løbet af natten.

Hvad i alverden var der sket?

En af de overlevende foran sine døde køer.
Søens bredder var mudrede og forandrede efter hændelsen. Vandstanden var faldet med mindst en meter.
Store flokke af kvæg lå døde i landskabet efter katastrofen.

Så lagde han mærke til stilheden. Ingen fluer summede, ingen fugle fløjtede - ikke en lyd.

Nu blev Ephiram Che nervøs – og med et blev stilheden flænget af skrig.

Ved kvægbøndernes hytter mødte han en nøgen kvinde.

Det var Halima Suley. Hun havde flået sit tøj af i et øjebliks anfald af vanvid.

- Ephriam, skreg hun.

- Kom herhen.

- Hvorfor ligger disse mennesker her. Hvorfor vil de ikke røre sig?

Rundt omkring i hytterne lå ligene af hele Halima Suleys familie. Hendes fire børn var døde.

Det samme var de 400 køer, som familien havde levet af.

Den morgen var der ikke engang fluer på de døde.

Ofre for katastrofen ved Nyos-søen.
Ofre for katastrofen ved Nyos-søen.

Men ved et af skæbnens underfulde luner havde Halima Suley overlevet dødens besøg.

Hun forsøgte at ryste sin fars livløse krop tilbage til livet, men uden held.

Ephiram Che blev urolig nu. Han var en troende mand – kristen - og tanker om dommedag begyndte at tage form i hans hoved.

Folk døde hvor de stod

Han fortsatte ned af bakken – ned til landsbyen – og her brød hans verden sammen.

Så godt som alle byens 1.000 indbyggere var faldet døde om.

Pludseligt og samtidig.

Der var lig i døråbninger, på vejen og ved siden af de bål, som havde brændt i flere af husene.

Men alt ild var slukket – den karakteristiske lugt af røg var væk.

En kvinde, som var i færd med at hænge vasketøj op, blev senere fundet død, mens hun knugede hjørnerne på et lagen – så hurtigt havde livet forladt hende.

Ephiram Che søgte efter sin mor og far, sine søskende, onkler og tanter.

Han fandt dem alle døde.  

Søen ligger lige bag ved højdedraget i baggrunden. I dette hus døde to voksne og fire børn.

Så begyndte Ephiram Che at græde.

- Dette er Dommedag, tænkte han.

Og det var tæt på – i hvert fald for de mennesker, som boede i landsbyerne Nyos, Cha og Subum.

Her døde yderligere cirka 700 mennesker.

I et 20 kilometer langt og 15 kilometer bredt stykke land var så godt som alt liv udslettet.

På et areal lidt større end Langeland var mindst 1.746 menneskeliv tilintetgjort på et øjeblik.

I landsbyen Subum ni kilometer fra Nyossøen, vågnede et af ofrene 12 timer efter katastrofen.

Han hed Joseph Nkwain.

Sov hos sin datters lig

Det sidste han havde hørt, inden han faldt bevidstløs om, var buldren og en underlig snorkelyd fra sin datter.

Han havde forsøgt at gå over til hendes seng, men hans ben havde svigtet ham.

En forfærdelig lugt bredte sig i huset - og så blev alt sort.

Næste morgen vågnede han på gulvet, mens det bankede på døren.

Flere børn mistede begge deres forældre på et øjeblik.
Flere af ofrene vågnede op med blærer og sår på huden.
Enkelte ofre blev begravet af deres familiemedlemmer, men en stor del af de døde blev smidt i massegrave.

Joseph Nkwain kiggede ned af sig selv. 

Der var røde pletter på hans tøj, sår på hans årme og en stiv masse klistrede til hans hud.

Han anede ikke, hvad der var sket.

Uden for stod en af hans venner, men da Joseph Nkwain ville sige, at han skulle komme ind, kunne han ikke få et ord frem.

Han var blevet stum.

Så kom han i tanker om sin datter.

Hun lå stadig i sin seng.

- Hun sover stadig, tænkte han og krøb ned i sengen til hende.

Så lagde han sig til at sove igen.

Da han vågnede klokken 16.30, blev han klar over, at hans datter var død.

Ude af sig selv stod han op og gik over til sine naboers hus.

Køreturen gennem dødens landsby 

De var også døde. Han mødte en enkelt anden overlevende, men kunne stadig ikke få et ord frem.

Det meste af Joseph Nkwains familie befandt sig i byen Wum 25 kilometer væk, så han besluttede at tage derhen.

Han fandt sin motorcykel, startede motoren og sammen med den anden overlevende kørte han mod Wum.

De mødte intet levende på deres vej gennem landsbyen for foden af Nyos-søen.

I Nyos lå ligene spredt mellem byens huse. Billedet her er et af de første som blev taget.

Da de to mænd på motorcyklen nåede frem til Wum kunne Joseph Nkwain næsten ikke holde sig oprejst.

Han kunne stadig ikke tale og var fuldstændig udmattet.

Men i Wum var der liv, og Joseph Nkwain blev genforenet med sin familie.

Han kom også til at tale igen.  

Men hvad var der egentlig sket den augustaften ved Nyos-søen i 1986?

Hvad var det for en mystisk katastrofe, der havde berøvet mænd deres stemmer og børn deres liv, mens de sov sødt i deres senge?

Spørgsmålet skulle komme til at optage videnskabsfolk i flere år efter, men faktisk var der en mand, som allerede kendte svaret.

Den mystiske hændelse i 1984

Den mystiske katastrofe var nemlig ikke den første, hvor store grupper af mennesker pludselig var faldet døde om.

Den 15. august 1984 var 37 mennesker døde på kanten af Monoun-søen 100 kilometer syd for Nyos.

De døde havde alle befundet sig på et lille stykke vej tæt på søbredden.

På vej ned i en lavning, var de pludseligt døde i deres biler, på deres motorcykler og til fods.

Vejen forbi Monoun-søen var scene for en række mystiske dødsfald i 1984.

I Cameroun opstod der hurtigt konspirationsteorier i 1984 – og hændelsen ved Monoun-søen havde alt, hvad der skulle til.

Var der tale om en politisk intrige? – et snigmord? – eller stod regeringen bag et kemisk angreb på sin egen befolkning?

Den spektakulære sag fik endda USA's bevågenhed.

Men i stedet for at forfølge konspirationsteorierne, lyttede USA's ambassadør i Yaoundé imidlertid til lokale embedsmænd. Embedsmændene troede, at de mystiske dødsfald kunne skyldes gasser fra en urgammel sovende vulkan dybt nede under søens bund.

Hvis den var på nippet til at gå i udbrud, kunne det betyde mange tusinde døde.

Teorien om sodavandsflasken fra helvede

Amerikanerne kontaktede den islandske vulkanolog Haraldur Sigurdsson, der på det tidspunkt arbejdede i USA.

Han rejste til Cameroun, men hans undersøgelser viste ingen tegn på et vulkanudbrud. Der var ingen svovl i vandet, søens temperatur var normal, og der var ingen forandringer på søens bund.  

Der var kun en eneste sær lille hændelse: Når han hentede vandprøver op fra de dybeste steder i søen, havde flaskernes låg det med at hoppe af – som en ølkapsel kan gøre det, hvis man ryster flasken.

Boblerne i øl, champagne og mineralvand kommer fra kulsyre, som i virkeligheden bare består af kuldioxid (CO2), der er opløst i vand.

Det samme var tilfældet med vandet fra søen – populært sagt bestod søens nederste lag altså af danskvand.

CO2 er en ganske almindelig luftart i Jordens atmosfære.

Mennesker skaber selv CO2 ved hvert eneste åndedrag, så hvordan hang det nu sammen med de 37 døde afrikanere på søbredden i Cameroun i 1984?

Militæret rykkede ind i Nyos og lagde ofrene i massegrave.
En af de overlevende fra katastrofen ved Nyos undersøges af en læge i august 1986.
Der uddeles nødhjælp til de overlevende.

Haraldur Sigurdsson gættede på, at de var blevet forgiftet af store mængder CO2.

Hvis der er mere end 5 procent CO2 i luften, går stearinlys ud, bilmotorer har vanskeligt ved at fungere og mennesker oplever vejrtrækningsproblemer.

Ved mere end 10 procent CO2 i luften kan gassen få mennesker til at hyperventilere og miste bevidstheden.

Ved mere end 30 procent CO2 i luften begynder mennesker at falde døde om.

Gasarten er faktisk så effektiv, at nazisterne brugte den sammmen med kulilte til at dræbe jøder i Østeuropa under Anden Verdenskrig. De lod simpelthen lastbilmotorer blæse deres CO2-fyldte udstødningsgas ind i gaskamrene, hvor jøderne blev kvalt af en dødelig cocktail bestående af CO og CO2..

Den usynlige kvælergas i søen

CO2 i sin reneste form kan hverken lugtes eller smages, og gasarten er tungere end almindelig atmosfærisk luft, så den lægger sig lavt i landskabet.

Så ved at sætte disse fakta sammen kom Haraldur Sigurdssons frem til en teori om, at de 37 døde afrikanere var blevet kvalt af CO2, som var boblet op fra vandet dybt nede i søen.

Vandet var fyldt med CO2, fordi gasarten sivede op gennem revner og sprækker fra den gamle sovende vulkan under søens bund.

Døden rullede ned gennem dalen fra den nordlige ende af Nyos-søen.

Gassen var fanget nær søbunden, fordi vandet lå i lag oven på hinanden med det køligste vand nederst.

Dermed virkede det øverste lag af vand som en prop, der kunne forhindre gassen ved søens bund i at boble op til overfladen. Princippet er det samme, som når man holder en flaske kildevand. Det er umuligt at se, om man har fået fat i en flaske med eller uden brus, før man har taget låget af.

Et eller andet havde forstyrret vandet i søen, så gassen fra de dybe lag var begyndt at boble op.

Ingen troede på forskerens forudsigelse

Den islandske vulkanforsker Haraldur Sigurdsson var kommet på sporet af en helt ny form for naturkatastrofe, som kunne lægge store områder øde på få sekunder.

Monoun-søen var en tidsindstillet bombe, som kunne dræbe uden varsel.

Haraldur Sigurdsson skrev en grundig videnskabelig artikel om fænomenet ”en hidtil ukendt naturlig fare” og sendte den til det anerkendte videnskabelige tidsskrift Science i forsommeren 1986.

Artiklen blev pure afvist. Teorien var langt ude på videnskabens overdrev, lød dommen fra sagkundskaben.

I en tid uden internet gik der nogle dage, inden historien om den mystiske katastrofe ved Nyos-søen nåede ud til verden.

Lægerne måtte behandle ofrene for skader, som ingen kunne forklare.

Men den 23. august 1986 stod det klart for videnskaben, at den stod over for en række kæmpe gåder:

Hvordan kunne 1.700 mennesker pludselig dø på stedet? - Kunne det ske igen? – Og hvad havde sat katastrofen i gang?

Forskere fra Japan, USA, Frankrig, Storbritannien, Italien og Schweiz satte kurs mod Cameroun.

Vulkanologer, geologer, kemikere og læger var villige til at sætte livet på spil for at løse gåderne.

Ofrenes traumer var der mindre fokus på.

Gåden om  de mystiske brandsår

I Cameroun blev hæren sat ind for at evakuere de overlevende og folk fra nærliggende landsbyer.

4.000 mennesker i alt måtte forlade deres hjem. De mange lig blev lagt i massegrave, men de omkring 3.500 døde stykker kvæg måtte ligge rådne op på græsgangene.

På hospitalerne i Wum og Nkambe fik lægerne travlt i dagene efter katastrofen.

I alt 845 mennesker måtte behandles for lidelser, som ingen rigtig kendte årsagen til.

Flere af dem havde pludselig mistet bevidstheden og var vågnet op blandt deres døde eller bevidstløse familiemedlemmer.

De fleste klagede over hoste og hovedpine, men 161 mennesker havde blærer på huden.

Et barn med uforklarlige skader i maveregionen.

Mange berettede om, hvordan en lugt af rådne æg havde ramt dem, lige inden de mistede bevidstheden.

Tre døde af lungebetændelse efter katastrofen, og flere af de lig, som blev kastet i massegrave, havde også blærer på huden.

Men de videnskabsfolk, som nu havde indtaget Nyos-søen i oppustelige gummibåde, kunne ikke finde tegn på vulkanudbrud eller et udslip af ætsende gasarter fra dybet.

De overlevende blev indkvarteret i telte, da nødhjælpen først var nået frem.

I årene efter blev ofrenes tilstand undersøgt grundigt af tre læger fra universitetet i Cambridge. De fandt aldrig en entydig forklaring på blæredannelsen. De kom dog med den teori, at blærerne havde noget at gøre med den ekstremt høje koncentration af CO2, som havde fået ofrene til at ligge i koma i mange timer på jorden.

Lugten af rådne æg, som mange vidner oplevede, skyldtes formentlig en form for hallucination, som mennesker kan få, når de udsættes for forgiftning af CO2. 

Det eneste levende øjenvidne

Et af de mennesker, som pludselig blev interessant for forskerne efter katastrofen, var bonden Ephiram Che.

Han var det tætteste, man kunne komme på et øjenvidne til det mystiske fænomen på søoverfladen den fatale aften – men det skulle vise sig, at han langt fra havde set det hele.

Flere ofre fortalte om en stærk lugt, inden de mistede bevidstheden. Dette skyldes formentlig en hallucination på grund af store mængder CO2 i luften.

Han fortalte sin historie til Steven Tebor, som var en af de første vesterlændinge på stedet.

Steven Tebor var ulandsfrivillig i den amerikanske organisation Peace Corps, og han kørte ind blandt ligene i katastrofeområdet på sin motorcykel den 24. august.

Amerikaneren havde hørt et rygte om, at Nyos-søen var eksploderet, og det pirrede hans nysgerrighed så meget, at han besluttede sig for at tage på en udflugt.

På det tidspunkt hed det sig at der var tre eller fire døde - men virkeligheden skulle vise sig at være langt mere grusom. 

Steven Tebor blev for alvor klar over katastrofens voldsomhed, da han så en kvinde ligge død på vejen med sit lille barn spændt fast på ryggen.

Steven Tebor var en af de første vesterlændinge ved søen. Her er et selvportræt, som han tog ved kanten af søen.

Steven Tebor var uddannet geolog, og han begyndte at dokumentere katastrofen med kamera og båndoptager.

Et af de få levende mennesker han mødte, var en bonde fra bakkerne over søen - han hed Ephiram Che.

Derfor kan vi i dag høre Ephiram Che fortælle om katastrofen med sine egne ord.

- Klokken ni hørte jeg en lyd. Det lød sådan her gazzzzzzzzzzzzzzzzz, og det blev ved i en time, fortalte Ephiram Che efter katastrofen.

- Jeg så på vandet, og det var hvidt. Der kom røg ud af vandet som en hvid sky, fortæller han.

Skyen gled ned gennem dalen mod Nyos, bekræfter han.

Her var den første brik til puslespillet om katastrofen ved Nyos-søen.  

Den gigantiske eksplosion som ingen så

Og i løbet af de næste måneder samlede videnskabsfolkene brikkerne én for én.

Nyos CO2 grafik 1

For det første måtte de erkende, at den islandske vulkanforsker Haraldur Sigurdsson havde haft ret. Nogle søer kan dræbe uden varsel – og det var sket her. 

Nyos-søen lå nemlig også oven på en gammel sovende vulkan, der langsomt sendte CO2 op fra Jordens indre.

Nyos-søen er cirka 208 meter dyb, og gennem årene var de dybe stillestående lag af vand blevet mættet af CO2 – som en gigantisk flaske danskvand under 20 atmosfæres tryk.

Fordi vandet i søen lå uforstyrret, virkede de øverste vandlag som en tung prop, der forhindrede vandet på bunden i at danne bobler.

Det enorme sprøjt fra boblerne nåede op over klippekanten til højre. Vandet blev sprøjtet over 80 meter op i luften.

Men den 21. august 1986 forstyrrede et eller andet vandet i søen. Måske var det et jordskred. Forskerne så tegn på et skred, da de nåede frem, men de kunne ikke afgøre, hvornår skredet var sket.

Under alle omstændigheder blev vandlagene forstyrret – og effekten var, som når man ryster en gigantisk sodavand.

På vej op fra dybet dannede vandet bobler af ren CO2 og turbulensen fra boblerne dannede flere bobler, som dannede endnu flere.

Til sidst eksploderede søen i kaskader af brusende vand, som nåede mindst 80 meter op i luften.

Nyos CO2 kort 2

Ved vandfaldet i den nordlige ende af søen sendte meterhøje bølger store vandmasser ned mod dalen.

Men den virkelige trussel var fuldkommen usynlig.

Det brusende vand havde skabt en gigantisk sky af CO2, som nåede 100 meter op over søbredden.

Fordi CO2 er tungere end atmosfærisk luft, og fordi gassen fra søens dyb i forvejen var kold, gik skyen ikke i opløsning.

Kvælerskyen rullede med 50 km/t 

I stedet gav den sig til at rulle ned mod dalen – 1,2 kubikkilometer koncentreret CO2 flød ud over området med cirka 50 kilometer i timen og kvalte alt på sin vej.

Der boblede så meget gas op af søen, at vandstanden faldt med over en meter.

Pludselig stod regeringen i Cameroun med et kæmpe problem.

Kunne katastrofen ske igen? – og var der flere søer, som kunne dræbe uden varsel?

Svaret var ja.

Men i første omgang skulle Nyos-søen og Monoun-søen gøres sikre.

Ingen vidste imidlerid, hvordan det skulle gøres.

Der blev arbejdet med mange kreative forslag:

Der opsættes en solcelledrevet målestation ved Nyos-søen.

Man kunne kaste bomber ned i søerne for at frigøre gasserne (for farligt), man kunne neutralisere gassen på bunden med store mængder kalk (for dyrt), eller man kunne grave gange i søbunden for at få gasserne ud den vej (alt, alt for dyrt).

Søer med skorstene

Løsningen blev at bygge en skorsten helt ned på søens bund. Skorstenen kunne så sende kontrollerede mængder af boblevand op i luften og langsomt lade gassen forsvinde.

Skorstenen i Nyos-søen stod færdig i januar 2001 og i Monoun-søen i 2003, og nu blæser i alt tre skorstene CO2 op fra Nyos-søen.

En af de

Men de to søer er bittesmå i sammenligning med Kivu-søen på grænsen mellem Rwanda og DR Congo.

Kivu-søen er en smule mindre end Fyn og er en af verdens dybeste.

Søen menes at rumme op til 300 milliarder kubikmeter CO2 og 60 milliarder kubikmeter metangas.

Hvis der sker et jordskælv i Rwanda eller DR Congo risikerer Kivu-søen at eksplodere på samme måde som Nyos-søen. Kivu-søen er lidt mindre end Fyn.

Hvis vandet i Kivu-søen bliver forstyrret, så gasserne bobler op, vil omkring to millioner mennesker være i fare for at dø en pludselig død.

Regeringerne i de to lande forsøger at udvinde gassen fra søens bundvand, og de har blandt andet samarbejdet med det danske ingeniørfirma COWI om en plan for, hvordan søen skal gøres sikker.

Katastrofen der kan kræve millioner af liv

Indtil nu er der bygget et enkelt anlæg, som fjerner én procent af gassen om året, men ifølge ingeniør Mogens Winkler, der var projektleder på byggeriet, er det slet ikke nok.

16. maj 2016 åbnede KivuWatt-kraftværket i Rwanda. Det udvinder methangas fra Kivu-søen og mindsker risikoen for en gigantisk naturkatastrofe i området.

- Hvis man skal forebygge den helt store bøvs, så skal man afgasse en vandmængde på størrelse med Furesøen hver måned og putte vandet tilbage på plads, fortæller han.

Dermed truer en gigantisk naturkatastrofe stadig de to lande.

- Gasserne fortsætter med at samle sig i bundvandet, og det når sandsynligvis et mætningspunkt inden for de næste 100 år, siger han.

Hverken Rwanda eller DR Congo har de penge, der skal til for at forebygge katastrofen.

Tilbage ved Nyos-søen i Cameroun endte tragedien i 1986 med at skabe en levevej for Ephiram Che.

Nye problemer ved Nyos-søen

Fordi hans hus lå så højt oppe, gav militæret ham lov til at blive i området, hvor han sidenhen har tjent penge ved at hjælpe de videnskabsfolk, som overvåger søen.

Ephiram Che var en af de få tilbageblevne i hytterne over søen efter katastrofen. Alle overlevede her, men kvinder, børn og de fleste mænd flygtede i dagene efter katastrofen. Der boede oprindeligt omkring 75 mennesker i bakkerne højt over søen.
Efter katastrofen blev landsbyen Nyos forladt. Her ses et af husene flere år efter katastrofen.

Børneflokken i det lille hus voksede endda betragteligt i 1986, fordi Ephiram Che måtte tage sig af sin onkels syv børn, som mistede deres forældre i katastrofen.

Halima Suley, kvæghyrden, som blev efterladt skrigende med sin fars lig i hænderne og sin døde familie omkring sig, slap også ud af katastrofens skygge.

Hendes mand var ude at rejse, da skyen ramte, og de to skabte sig sidenhen en ny familie.

- Jeg tænker ikke på katastrofen mere. Jeg har fået flere børn, og jeg tænker på de børn, jeg har nu, sagde hun i et interview i 2003.

Selve søen er stadig farlig for sine omgivelser. Den smalle kant er nemlig i fare for at kollapse, så vandet fra søen risikerer at oversvømme de nærliggende landsbyer. EU har dog valgt at støtte byggeriet af en ny dæmning, som skal forhindre katastrofen.

Og Haraldur Sigurdsson, der forudså katastrofen?

Han er i dag en af verdens mest berømte vulkanforskere.

Kære læser, du har nu læst historien om Nyos-søen til ende. Den er blevet til på baggrund af materiale fra:

USAs Geologiske Undersøgelser, Universitetet i Cambridge, Smithsonian Magazne, Tidsskriftet Science, Steven G. Tebors hjemmeside, British Medical Journal, The StarCOWI og Alwyn Scarth: Volcanoes: An Introduction.     

Desuden bygger artiklen på interviews med Steven Tebor, der i dag er lærer på Oregon City High School og rådgivende ingeniør Mogens Winkler (tidligere hos COWI). 

Vidneudsagnene fra Ephiram Che er rettet til, så de lægger sig op af sagkundskabens version af begivenhederne. Hans udlægning af katastrofens detaljer har været modstridende i de forskellige interviews, han har givet.

Hvis du har mod på flere lange artikler af samme type, kan du finde flere herunder: