Udland

Fanget i luftangreb: Femårige Omran sidder helt stille i ambulancen

En lille drengs stille øjeblik efter et luftangreb i Aleppo viser, hvordan uskyldige bliver ramt af konflikten i Syrien.

Levende billeder har evnen til at fange øjeblikke. Helt særlige levende billede har evnen til at give os et nyt perspektiv og røre os.

Onsdag blev der delt en video af den helt særlige slags. Den viser efterspillet efter et af de voldsomme luftangreb, som har ramt Aleppo i Syrien de seneste dage. 

Midt i angrebets kaos sidder en syrisk dreng.

Han er en lille fyr på fem år. Hans krop er dækket af støv fra top til tå og venstre side af hans ansigt er blodigt. Få sekunder inden er han blevet reddet ud af en bygning, der er ramt af luftangrebet. Han sidder nu blandt det orange nødhjælpsudstyr i en ambulance.

Han græder ikke og siger ikke en lyd. Han sidder blot og blinker med sine klare øjne og bruger bagsiden af hånden til at tørre blodet af sit ansigt.   

Menneskene i midten 

Det korte klip er en del af en lidt længere optagelse fanget af den syriske aktivistgruppe Aleppo Media Center.

Drengen er senere blevet identificeret som den femårige Omran. Lægerne melder, at han nu er blevet behandlet for sine skader på ansigtet og er i god behold.

Den samlede video er cirka to minutter lang og giver et sjældent indblik i, hvordan helt almindelige mennesker bliver ramt af den årelange konflikt i Syrien.  

Videoen blev lagt på sociale medier onsdag og har allerede fået særstatus efter at fanget den internationale presses opmærksomhed. Journalisten Raf Sanchez fra The Telegraph delte et still-billede af drengen på sin Twitter-profil og det er siden blevet retweetet mere end 12.000 gange. 

"Helt forfærdeligt billede"

Omran i ambulancen har det, som kendetegner et ikonisk billede. Pressefotograf Jan Grarup har taget billeder fra konfliktområder i mere end 25 år. Han blev meget påvirket, da han så billedet. 

Han er ikke en kriger, han er bare et barn midt i en kaotisk og desperat situation

Jan Grarup, pressefotograf

- Det er et helt forfærdeligt billede. Det viser en lille dreng, der sidder helt stille og apatisk med blodet løbende ned på sine hænder. Han er ikke en kriger, han er bare et barn midt i en kaotisk og desperat situation, siger han.   

Jan Grarup lægger særlig vægt på, at billedet kommer meget tæt på konsekvensen af konflikten: De mennesker, som uskyldigt og ufrivilligt bliver en del af krigen.         

- Mange af de krigsbilleder, vi normalt ser, er meget voldsomme og hidsige. Folk bliver immune overfor det. Det er et billede som det her, der giver plads til eftertænksomhed og skal til for at råbe os op, siger han. 

- Det er så stille. Det er det, der gør det så enormt larmende, siger han.

Bag konflikten 

Danske og udenlandske medier har de seneste dage jævnligt meldt om luftangreb i Syriens største by, Aleppo. Lige nu er byen en politisk hårdknude, hvor 250.000 civile er fanget mellem de styrker, som støtter præsident Assad og en lang række oprørsgrupper.

Luftangrebet ramte den nordlige del af Aleppo onsdag. Det er et af mange luftangreb, som både russiske Assad-tro styrker og Assads regeringsstyrker har iværksat for at ramme oprørsstyrkerne, som belejrer dele af byen.

Angrebene rammer i høj grad også de civile. Ifølge den britiske overvågningsgruppe Syriens Observatorium for Menneskerettigheder er der bare siden april i år mindst blevet dræbt 955 civile i Aleppo.