Brasiliens Rousseff erklærer sig uskyldig før rigsretssag
Dilma Rousseff erkender at have begået fejl som præsident, men ikke store nok til en rigsretssag.
Brasiliens suspenderede præsident, Dilma Rousseff, erkender, at hun har begået fejl i embedet, men ikke i en sådan grad, at det berettiger en rigsretssag.
Det fastslår hun i en meddelelse tirsdag - godt en uge før det brasilianske senat indleder en rigsretssag mod hende.
- Jeg er uskyldig. Ingen uretfærdighed er mere ødelæggende end at dømme en uskyldig person, siger hun.
Bliver sandsynligvis dømt
Men dømt bliver hun efter al sandsynlighed. Holdningen blandt politiske kommentatorer i Brasilien er ifølge internationale nyhedsbureauer som AFP og Reuters, at Rousseff vil blive fældet i rigsretssagen og dermed tvunget til at træde tilbage som præsident.
Da senatet i sidste uge tog stilling til, om Rousseff skulle stilles for en rigsretssag, stemte 59 stemte for, mens 21 stemte imod. Der var blot krævet et simpelt flertal i det 81 sæder store senat for at godkende det opsigtsvækkende skridt.
Dilma Rousseff er anklaget for at have brudt budgetreglerne. I maj blev det besluttet at suspendere hende fra posten i 180 dage.
Rousseff: "Er offer for et kup"
Rousseff har konsekvent afvist alle anklager mod hende og påstår, at hun er offer for "et kup". Michel Temer er midlertidigt indsat på posten som præsident.
Når rigsretssagen er overstået, er det op til senatet at afgøre Rousseffs endelige skæbne.
Et flertal på mindst to tredjedele af medlemmerne er krævet for at afsætte præsidenten.
Sker det, vil Michel Temer blive siddende på posten frem til det næste planlagte valg i 2018.
Ifølge mediet Globo vil afstemningen i senatet finde sted 30. eller 31. august.
Rousseff blev valgt som præsident i 2010 og genvalgt i 2014.