Ventede 20 minutter på døden: Flystyrtet, der stadig får folk til at græde

I Japan mødtes 200 mennesker i aftes på en afsides bjergside - de mindes et af de værste flystyrt i verdenshistorien.

Da mørket sænkede sig over Chichibu-bjergene i Japan i aftes, fik tårerne frit  løb hos flere af de cirka 200 mennesker der var rejst op til monumentet på den øde bjergside for at mindes deres kære.

For 31 år siden mistede de søstre, mødre, fædre, brødre eller venner i en katastrofe der hører til blandt verdens mest uhyggelige.

Det skete den 12. august 1985, der har indskrevet sig som en af de værste dage i flyhistorien.

520 mennesker omkom ved det hidtil dødeligste og nok også mest skrækindjagende flystyrt i nogensinde.

Og i dag - 31 år efter - er det stadig en sorgens dag i Japan, hvor styrtet fandt sted.

Først og fremmest er historien om Japan Airlines Flight 123 en nærmest ufattelig tragedie, hvor 524 mennesker sad i et fly i 20 minutter og ventede på at dø.

Du kan høre de sidste øjeblikke af optagelserne fra flyets sorte bokse herunder.

Fire mennesker overlevede styrtet, selv om myndighederne troede at alle var døde - og endnu flere havde formentlig klaret den, hvis hjælpen var nået frem i tide.

I stedet lå de overlevende og led i nattemørket 16 timer inden de blev fundet. 

Her er historien om de sidste øjeblikke for Japan Airlines Flight 123: 

Sommerheden i Tokyo var på 28 grader og luftfugtigheden høj, da den hvide Boeing 747 jumbojet rullede ud til startbanen i Haneda-lufthavnen klokken 18.10.

To minutter efter var flyet i luften under ledelse af den meget erfarne luftkaptajn Masami Takahama. Alt gik efter bogen - destinationen var Osaka på den sydlige del af hovedøen Honshu.

De fleste passagerer havde netop fået ferie og var på vej hjem til det årlige besøg hos familien. Midten af august byder på en af japanernes største årlige højtider, så der var fyldt op på sæderne. Ud over de mange japanere var der også nogle få amerikanere, italienere og tyskere om bord.

En Boeing 747 fra Japan Airlines - den forulykkede maskine lignede dette fly.
En Boeing 747 fra Japan Airlines - den forulykkede maskine lignede dette fly. Foto: Wikimedia Commons

Starten gik planmæssigt - maskinen drønede ud af landingsbanen og kom i luften. Men den nåede aldrig op i den planlagte højde.

Efter 12 minutter begyndte flyet at vibrere - maskinen fløj på det tidspunkt cirka 550 kilometer i timen og var stadig i færd med at stige.

Præcis klokken 18.24 lød der et brag fra fra flyets bagende. Der var gået hul på kabinen og trykket faldt. Alarmen for trykfald og iltmangel i kabinen lød i cockpittet.

Kaptajn Masami Takahama var øjeblikkelig klar over, at noget var helt galt og bad om lov til at vende tilbage til Tokyo.

Flyet kunne ikke styres

Men da besætningen forsøgte at dreje flyet skete der ingen ting. Det system der skulle styre rorene på flyets hale havde mistet olie, og derfor var der ingen kontrol over flyet.

I passagerafdelingen gik folk i panik og flere besvimede.

Kaptajn Takahama, hans pilot Yutaka Sasaki og flyets maskinist Hiroshi Fukuda kæmpede i de næste fire minutter for at få styr på maskinen. 

Klokken 18.28 spørger maskinisten, Hiroshi Fukuda, sin kaptajn om det ikke vil være en god idé, hvis de tre i cockpittet også tager iltmasker på - det havde det rutinerede trekløver tilsyneladende ikke fået gjort i kampens hede.

Om fire minutter med mere ilt til hjernen havde gjort en forskel for flyets videre skæbne er svært at sige, men det kan have påvirket de beslutninger der efterfølgende blev taget i cockpittet.

En af passagererne tog dette billede inde i kabinen efter trykket var faldet.
En af passagererne tog dette billede inde i kabinen efter trykket var faldet. Foto: TV 2

I flyets passagerafdeling havde kabinepersonalet hjulpet de skræmte passagerer med iltmaskerne. Og der var grundt til at være skræmt - passagererne i flyets bagende kunne nemlig se, at der var hul i flyet.

Det høje brag, som havde rystet maskinen, stammede fra en gammel skade i flyets bagende der var brudt op og havde sluppet kabinens luft ud med eksplosiv kraft. Eksplosionen havde blæst hul i loftet på kabinen lige ved halefinnen, havde revet alle fire hydrauliske slanger over, og på grund af flyets hastighed faldt halefinnen af.  

Da flyet var umuligt at styre på normal vis, begyndte det at slingre i luften i det der i fagsprog hedder et "dutch roll". (Klik her for at se bevægelsen)

Passagererne skrev afskedsbreve

Det kan lade sig gøre at styre en jumbojet ved hjælp af motorerne og vingeklapperne - og det forsøgte Kaptajn Takahama  og hans besætning da også. Landingsstellet blev sænket for at stabilisere flyet, men klokken 18.41 mistede piloterne reelt den sidste rest af kontrol over maskinen.

Imens sad de skrækslagne passagerer i kabinen og frygtede det værste.

Flyet ramte den afsidesliggende bjergside i 1565 meters højde.
Flyet ramte den afsidesliggende bjergside i 1565 meters højde. Foto: TV 2

Mange af dem skrev afskedsbreve inden styrtet. Blandt andet den 52-årige Hiroji Kawaguchi: "Til mine tre børn, tag jer af jeres mor. Flyet styrtdykker, der er intet håb. (...) Det var et lykkeligt liv for mig. Tak til jer alle. Tsuyoshi (hans søn, red.) tag dig af alle. Gud hjælpe os. Farvel"

Lydoptagelserne fra flyets sorte bokse har sidenhen afsløret de sidste minutters tiltagende desperation i cockpittet mens flyet cirkler om et bjergfyldt område.

Kaptajn Takahama forsøger at hæve moralen ved at råbe "kæmp". De sidste ord er: "træk op.... træk op.... Det er slut" - dernæst høres flyets advarselssystem for kollisionsfare efterfulgt af stilhed.

På det tidspunkt stryger flyets underside mod en træfyldt bjergkam, hvorefter maskinen fortsætter, rammer næste bjergkam, vender bugen op og bryder i brand klokken 18.50. 

Det japanske redningsmandskab fandt hurtigt nedstyrtningsstedet. Billedet her er fra aftenen for styrtet. Piloten konkluderede, at der ikke var overlevende.
Det japanske redningsmandskab fandt hurtigt nedstyrtningsstedet. Billedet her er fra aftenen for styrtet. Piloten konkluderede, at der ikke var overlevende. Foto: Getty Images

En kvinde der så styrtet fra jorden beskrev efterfølgende på japansk tv, hvordan maskinen var kommet hen over hendes hus og efterfølgende eksploderet i en sort paddehattesky.

På det tidspunkt var solen netop gået ned, og mørket var ved at sænke sig over bjerglandskabet. 

På den amerikanske Yokota militærbase 68 kilometer væk, havde man fulgt dramaet tæt og tilbudt flyet at lande. Amerikanerne sendte helikoptere op for at finde nedstyrtningsstedet, og det lykkedes af observere det vanskeligt tilgængelige sted i skumringen - cirka et kvarter efter styrtet.

Japanerne afslog hjælp fra USA

Det amerikanske mandskab blev dog ikke sat ind på jorden - i stedet beordrede den japanske overkommando amerikanerne væk.

Japanerne sendte også deres egen helikopter op, og der blev taget billeder af stedet efter mørkets frembrud. Piloten kunne ikke lande helikopteren i området - og meldte tilbage til sine overordnede, at han ikke umiddelbart kunne se overlevende. 

Den melding viste sig at blive fatal.

Sådan så ulykkesstedet ud den efterfølgende morgen.
Sådan så ulykkesstedet ud den efterfølgende morgen. Foto: Getty Images

I stedet for i al hast at sende redningsmandskab op til flyvraget, valgte japanerne at gå grundigt til værks og mobilisere hundredevis af redningsarbejdere til en aktion i dagslys den følgende morgen.

Oppe på bjerget havde flere passagerer overlevet styrtet. De måtte nu ligge natten over og vente på hjælp - flere omkom under ventetiden, men da det første redningshold nåede frem til flyvraget var fire endnu i live.

En af dem - den 35-årige Hiroko Yoshizaki havde oplevet den japanske redningshelikopter komme og flyve igen aftenen før. Hun blev holdt i live gennem natten af sin søn, der også havde overlevet.

Lå fastspændt i 16 timer

Natten igennem sad Hiroko Yoshizaki fastspændt i sit flysæde med sin afdøde mand og sin ene døde datter ved siden af sig. Hendes anden datter Mikiko var imidlertid sluppet nådigt fra ulykken - og natten igennem snakkede hun  med sin mor for at holde hende ved bevidsthed.

- Lad være med at sove mor. Hold dig vågen ellers dør du. Jeg er sulten mor, har Hiroko Yoshizaki efterfølgende fortalt, at hun hørte datteren sige.

Flyet var fuldstændig ødelagt.
Flyet var fuldstændig ødelagt. Foto: JHK

I alt 16 timer lå hun fastspændt, inden en helikopter kunne flyve hende på hospitalet.

- Det var lige som før styrtet. Jeg kunne ikke lide det, fortalte hun efterfølgende om helikopterturen til hospitalet.

De overlevende passagerer sad i flyets bagende.
De overlevende passagerer sad i flyets bagende. Foto: TV 2

Efter styrtet gik en større efterforskning i gang. For hvordan kunne det gå til, at en jumbojet tabte halen?

Svaret viste sig at ligge i en ulykke, som flyet havde været ude for seks år tidligere. Her var halepartiet blevet beskadiget, og reparationen var ikke udført korrekt. 

41 dage senere krævede flystyrtet sit 521. dødsoffer - den 59-årige Hiroo Tominaga, der var ansvarlig for vedligeholdelsen af flyene i Haneda-lufthavnen. Han tog sit eget liv og efterlod sig en seddel med ordene "Jeg soner med min død".

Artiklen herover blev oprindeligt udgivet den 12. august 2015 i forbindelse med 30 årsdagen for flystyrtet.