Partifæller vender Trump ryggen: Drop kampagnen og red hvad reddes kan
Flere republikanske partimedlemmer opfordrer i et brev til partitoppen til at stoppe støtten til Donald Trump.
Selvom den republikanske præsidentkandidat Donald Trump nyder stor opbakning i visse kredse i USA, og han suverænt vandt nomineringen som kandidat i sit parti, er han langt fra elsket af sine partifæller.
Det er senest kommet til udtryk i form at et åbent brev, som flere end 70 højtstående republikanere vil sende til partiledelsen.
I brevet opfordrer underskriverne til, at partitoppen skal stoppe med at støtte Donald Trumps kampagne, og i stedet rette fokus mod valgkampen til senatet og repræsentanternes hus, hvor der er valg til, samtidig med præsidentvalget. Det skriver Politico.com, der er i besiddelse af et udkast til brevet.
-Trump trækker os med ned
De seneste meningsmålinger levner ikke store chancer til Donald Trump for at vinde præsidentvalget, og frygten er, at Trumps dårlige sager kan smitte af på politikerne, der stiller op til de to parlamentariske samlinger i USA og dermed forhindre dem i at blive valgt.
- Vi mener, at Donald Trumps splittelse, hensynsløshed, inkompetence og rekorddårlige popularitet kan risikere at give Demokraterne en jordskredssejr til valget, og kun en omgående ændring i finansieringen fra partiet, i retning af de usikre valgkampe til senatet og repræsentanternes hus, kan forhindre Republikanerne i at drukne med et anker med Trump-logo om halsen, står der i brevet.
- Det bør ikke være et svært valg, da Donald Trumps chancer for at blive valgt som præsident fordamper dag for dag, fortsætter de højtstående medlemmer i brevet.
Trump gør mere skade end gavn
De seneste dage har Donald Trump sat nye standarder for hvor provokerende og løgnagtige ting, man kan sige i en valgkamp. Tidligere er han sluppet afsted med at dæmonisere muslimer, kalder mexicanere for voldtægtsforbrydere og svine sine politiske modstandere til.
Men episoder, hvor han har hånet forældrene til en dræbt amerikansk soldat, insinueret at Hillary Clinton bør skydes og at Barack Obama har stiftet terrororganisationen Islamisk Stat, har, til trods for at Trump efterfølgende har kaldt nogle af udbrudene for jokes, bragt brænde til et bål af dårlige sager, som befolkningen ikke har taget godt imod.
- Disse seneste udbrud lægges til hans kampagne af vrede og eksklusion, hvor han har hånet og fornærmet millioner af vælgere inklusiv handicappede, kvinder, muslimer, indvandrerer og minoriteter, står der i udkastet til brevet.
Ikke meget indtryk pĂĄ Trump
Milliardæren Donald Trump tager selv situationen med ophøjet ro.
- Jeg kan bare stoppe med at finansiere det Republikanske parti, siger Donald Trump ifølge BBC.
Blandt underskriverne af det åbne brev er blandt andet tidligere senatorer og medlemmer af repræsentanternes hus som Gordon Humphrey fra staten New Hampshire, Chris Shays fra Connecticut og Tom Coleman fra Missouri.