Udland

Panservogn mod fartsyndere: Her er tysk politis hemmelige våben

Den nye fotofælde er skudsikker og kan sænkes så hjulene er beskyttet.

En anonym ubemandet trailer med internetopkobling og skudsikker forklædning bliver lige nu testet af det tyske politi

Den er set på motorvej A3 ved Offenbach, den er set på motorvejen A 10 ved Potsdam, den er måske snart på vej til Berlin.

Alarmen er gået, aufpassen bitte, tyske aviser har i de seneste dage kunnet berette om det politiets seneste påhit i kampen mod fartsynderne, nemlig den nye ”Superblitzer”, som den bliver kaldt i folkemunde.

Aufpassen bitte! Det er noget af en myte, at der er fri hastighed på de tyske motorveje.

Masser af steder er der indført fartbegrænsning, og det forsøger tysk politi at håndhæve med fotovogne og faste fartkameraer, og det sker flere og flere steder. For tyskerne kan ikke bare lide kubik, de er også vilde med fart, og det gir masser af uheld.

Farten er nummer tre på listen over uheldsårsager, så derfor offensiven mod speederkløen.

Det er her den nye ”Superblitzer” kommer ind i billedet. Den er udviklet af firmaet Vitronic i Wiesbaden, der er specialist i den slags anlæg, og her er man meget stolte af det nye våben i kampen mod fartsynderne.

Den pansrede fotofælde i aktion.

Og det er ikke bare tysk politi, som har vist interesse for  ”Vitronic Enforcement Trailer”, som den officielt hedder. Fransk politi har for længst fået leveret 150 styk og har bestilt endnu 100!

Skudsikker

På firmaets hjemmeside kan man se en video, der demonstrerer det nye anlægs mange fordele, altså set med myndighedsøjne. Alt er bygget ind i den lille trailer, der nemt kan trækkes af en personbil.

Når man har fundet stedet, hvor apparatet skal i aktion, så kan man nemt styre den selvkørende trailer på plads de sidste meter ved hjælp af en fjernbetjening. 

Når det er sket, så bliver vognen sænket ned, så den står direkte på jorden mens hjul, nummerplade og trækstang er gemt af vejen. Nu kan den anonyme og uskyldigt udseende ”Vitronic Enforcement Trailer” så begynde sit arbejde med at overvåge flere trafikbaner samtidig, og det i hele fem dage uden at der skal sættes noget kabel til.

Fotofælden kan sættes op på trods af tæt trafik.

Så langt rækker de indbyggede højteffektive Lithium batterier. Undervejs kan traileren fjernstyres via wifi-forbindelsen, som også sørger for at overføre alle data om hastighedsovertrædelser.

Faste fartkameraer lever mange steder et farligt liv og bliver ofte udsat for hærværk, og det har ”Superblitzerens” udviklere også forsøgt at tage højde for. Ikke nok med at den er forsynet med alarmer, der sladrer, hvis nogen begynder at pille ved køretøjet, Vitronic Enforcement Trailer er også skudsikker!

Det tyske politi er som sagt ved at teste superblitzeren forskellige steder i landet. Ved Berlin er det bl.a. fartbegrænsninger ved et længerevarende vejarbejde, den er blevet sat til at overvåge. I Frankrig har nogen af de ubemandede trailer noteret op mod 2.500 fartsyndere om dagen.