Medie: Der er tegn på opløsning i Islamisk Stats kalifat
- Krigerne i IS virker frustrerede og for første gang virker de bange, rapporterer kilde til Der Spiegel.
Trods en række nylige angreb i Vesten fra Islamisk Stats (IS) side, så er der efterretninger om, at den ekstremistiske gruppe er presset.
Kilder i området, som kontrolleres af IS, rapporterer således ifølge det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel, at IS' kalifat er ved at gå i opløsning.
IS udråbte sit kalifat i Syrien og Irak i 2014 og indtog hurtigt store landområder. Men i løbet af 2015 krympede kalifatet med 14 procent, vurderer researchinstituttet IHS.
I den irakiske storby Mosul, som er den største by i kalifatet, er alting blevet meget mere stille, siger en mand i byen.
- Da der blev kæmpet om Fallujah blev højttalerne i moskeerne i Mosul mindst fem gange om dagen brugt til at opfordre alle til at gå med i slaget. Det hed sig, at der var tusindvis af krigere der, og at Fallujah umuligt kunne falde. Siden Fallujahs fald høres der ikke flere appeller om at kæmpe, siger han til Der Spiegel Online.
Kan kun bevare kontrol ved at indgyde frygt
Fallujah, som ligger tæt på Bagdad, blev befriet fra IS i juni. Siden er presset på kalifatet taget stadig mere til i Syrien og Irak samt i Libyen, skriver det tyske nyhedsmagasin.
De kilder, der rapporterer til vestlige medier, tegner et billede af tilbagegang, opgivelse og vrangforestillinger om virkeligheden.
Islamisk Stat har fortsat kontrol over befolkningen i de områder, som gruppen kontrollerer, men det er kun ved at indgyde frygt, og derfor svækkes IS af hvert eneste militære nederlag, rapporterer Der Spiegel.
- Krigerne i IS virker frustrerede og for første gang virker de bange, rapporterer en af de anonyme kilder i kalifatet syd for Kirkuk i Irak.
Lokale: Blev narret og tvunget til at gå med IS
Blandt lokale, som har sluttet sig til IS, er der mange, som nu siger, at de fortryder det, og at de er blevet narret eller tvunget til at gå med.
- Almindelige indbyggere forsøger blot at blive, hvor de er og overleve. De venter, at Islamisk Stat forsvinder på længere sigt. Der, hvor Islamisk Stat har været, er der ingen, som har taget deres levevis til sig eller som synes at savne kalifatet, hedder det.
Mænd barberer deres skæg af og får moderne frisurer. De genindfører lynhurtigt vaner, som IS ville udrydde. De spiller kort og backgammon på gaderne igen - og de ryger meget demonstrativt.