Udland

Disney bygger stenmur efter alligatordrab på toårig

Disney World bygger en mur for at sikre gæster fra alligatorer ved hotel, hvor toårig dreng blev dræbt.

Disney World i Orlando er i fuld gang med at sikre deres gæster mod alligatorer, efter en toårig dreng blev slæbt ud i vandet ved et Disney-hotel i juni.

Umiddelbart efter angrebet, der kostede den toårige dreng livet, blev der sat tov og yderligere advarselskilte op i området, hvor ulykken skete.

Men de seneste fem uger har Disney arbejdet på at sikre deres gæster endnu bedre med en bred mur af kampesten ved den kunstige sø, hvor drengen blev dræbt. Det skriver Orlando Sentinel.

Far kæmpede med alligator

Den toårige dreng, som blev trukket ud i vandet af en alligator, da han legede langs vandkanten ved et hotel nær Disneys forlystelsespark, var på ferie med sin familie fra Nebraska.

Alligatoren snuppede den lille dreng fra søens bred, mens resten af hans familie var længere inde på stranden.

Drengens far forsøgte febrilsk at befri sin søn fra alligatorens gab. Men det lykkedes ham ikke.

Fundet efter 16 timer

Liget af den druknede dreng blev fundet 16 timer efter, han blev taget af alligatoren. Obduktionen indikerede, at drengen druknede under angrebet.

Alligatoren blev vurderet til at være mellem en og to meter lang.