Udland

Så slukker vi! Nu er årets budget af ressourcer brugt op

Allerede mandag har vi mennesker brugt alle de ressourcer, vi kan tillade os at bruge på hele året.

Hvis Jorden var en virksomhed, er der vist ingen tvivl om, at den var gået konkurs for længst.

I mere end 45 år har vi mennesker nemlig opbrugt flere ressourcer end planeten producerer. Og allerede i dag mandag - altså med over en tredjedel af året tilbage - har vi nu brugt alle de ressourcer, Jorden kommer til at lave hele året.

Det er ny rekord, og det er en rekord, der er blevet slået mange år i træk og vil blive ved med at blive slået. Således regner Global Footprint Network med, at vi inden år 2030 vil komme til at have brugt hele årets ration, inden halvdelen af året er gået.

Har været i minus i næsten 50 år

Dagen, hvor vi begynder at gå i underskud, som altså i år falder 8. august, kaldes Earth Overshoot Day. Det er Global Footprint Network, en international tænketank, der holder øje med, hvornår den falder. Det gør de via en uhyre kompliceret udregning, der medtager over 1500 datapunkter fra FN.

Tænketanken anslår, at regnskabet gik i rødt i år 1970. Indtil da havde vi ikke brugt mere end planeten producerede. Vi brugte så at sige blot renterne fra planeten. Men for 46 år siden begyndte vi at trække på hovedstolen, og siden da er minusset i regnskabet kun blevet større. Således faldt Earth Overshoot Day i år 2000 i starten af oktober, og bare siden sidste år er den rykket fem dage frem.

- Vi kan ikke i tilstrækkelig grad understrege, hvor vigtigt det er at reducere vores fodtryk på planeten. Vi er nødt til at leve inden for vores planets budget, fastslår Mathis Wackernagel, der er direktør for Global Footprint Network.

Australierne har brug for seks jordkloder

Vi danskere kan dog glæde os over ikke at høre til de værste syndere. Selvom vi er i minus, blegner den danske 'gæld' i forhold til andre landes. For eksempel har Global Footprint Network regnet ud, at der skulle bruges 5,4 jordkloder, hvis alle mennesker levede som australierne. Det gør nationen til den absolut største skyldner på globalt plan fulgt af USA, Schweiz, Sydkorea og Rusland.

Til gengæld kan milliardnationen Indien have løftet pande. Hvis alle levede som inderne, havde vi faktisk kun brug for 70 procent af de ressourcer, Jorden producerer.

På verdensplan bruger vi ressourcer, der svarer til produktionen fra 1,6 jordklode.