Udland

10-årig dreng død i verdens højeste vandrutsjebane

En amerikansk dreng mistede livet i en ulykke i Kansas City.

En ulykke på en vandrutsjebane i forlystelsesparken Schlitterbahn Water Park i Kansas City har kostet en 10-årig dreng livet, skriver ABC News.

Rutsjebanen Verrückt er ifølge forlystelsesparken selv verdens højeste vandrutsjebane. Banen åbnede i 2014 og kræver en tur op ad 264 trappetrin for at nå startpunktet. Herfra rutsjer man ned i en lille gummibåd, der når op på cirka 72 kilometer i timen.

Hele turen tager cirka 11 sekunder.

Vandlandet er lukket

Præcis hvad der er gået galt ved ulykken, er endnu uvist. Teknikere vil undersøge forlystelsen for at kortlægge årsagen - indtil det er udført, er vandlandet lukket.

Den 10-årige dreng var søn af en lokal politiker, der har udsendt en meddelelse i forbindelse med dødsfaldet.

- Siden den dag, han blev født, bragte han glæde til vores familie og alle andre, han kom i kontakt med, skriver Scott Schwab i pressemeddelelsen.

Da vandrutsjebanen Verrückt åbnede i 2014, var det med et års forsinkelse, blandt andet fordi skaberne bag rutsjebanen havde store problemer med sikkerheden. Test foretaget med sandsække i stedet for mennesker gik helt galt, da sandsækkene flere gange fløj ud af gummibådene.