Udland

Rusland ramt af miltbrand: Varmebølge har vakt livsfarlige bakterier til live efter 75 år

Skjult under sneen på tundraen lå de dødelige bakterier gemt af vejen af permafrost. Men en varmebølge har vakt dem til live.

Det nordvestlige Rusland er ramt af det største udbrud af miltbrand i 70 år.

Det skriver norske Aftenposten.

Op mod 2.300 rensdyr er døde og mindst 72 mennesker er bragt til sygehuset under udbruddet, ifølge tal fra det russiske nyhedsbureau Tass.

Ruslands forsvarsminister, Sergej, Shoigu har nu sat styrker ind i Sibirien, der er trænet i at bekæmpe biologisk krigsførelse. De skal stoppe de livsfarlige bakterier i at sprede sig.

Der er derudover sat strenge karantæneregler op i samarbejde med beredskabsmyndighederne.

12-årig dreng død af miltbrand

Mandag døde en 12 år gammel dreng.

Drengens bedstemor døde før weekenden, men det er endnu uklart, om hendes død skyldes de livsfarlige bakterier.

FAKTA Hvad er miltbrand?

Miltbrand er en livsfarlig infektion, der har været brugt til bilogisk krigsførelse.

Smitte hos mennesker sker direkte eller indirekte fra dyr.

I dag er miltbrand blevet en meget sjælden sygdom i den vestlige verden i modsætning til tidligere tider. I Danmark har der ikke været konstateret miltbrand blandt mennesker i mere end 50 år. 

Miltbrand kan behandles med antibiotika.

Kilde: Statens Serum Institut og sundhed.dk

- Vi har sat en masse tiltag i værk for at redde liv. Men denne ondskabsfulde infektion er kommet tilbage efter 75 år og har taget et barns liv, sagde den lokale guvernør til russiske medier.

Over halvdelen af dem, der er bragt til hospitalet, er børn. 

Bakterier rev sig løs i varmebølge

Udbruddet har ramt nomaderne på Jamal-halvøen og kan hænge sammen med de seneste ugers varmebølge, mener flere russiske medier.

Den 700 kilometer lange halvø ligger nord for polarcirklen og er et tundralandskab uden mange veje, men med et stort antal søer og floder, der er præget af permafrost.

Men henover de seneste uger har den nordlige del af halvøen pludselig oplevet varmegrader på 25-30 grader - og masser af smeltet sne og is.

Flere teorier om epidemiens ophav

Flere russiske aviser peger på, at denne epidemi kan have baggrund i et 75 år gammelt miltbrand-udbrud, nemlig det fra 1941.

Avisen Siberian Times peger for eksempel på en gammel gravplads, hvor ofrene fra udbruddet i 1941 blev begravet, som kilde til udbruddet. Nomaderne begraver deres døde over jorden, men gravpladsen var pakket ind i sne og frost indtil varmebølgen, hvor bakterierne rev sig løs.

Den 12-årige dreng, der døde, og de andre smittede mennesker, menes at have fanget bakterien ved at spise vildtkød, oplyser de russiske sundhedsmyndigheder ifølge Aftenposten.