Donald Trump

Medie: Splid mellem Trump og vicepræsidentkandidat

Mens Donald Trump afviser at støtte sin partifælle Paul D. Ryan i et primærvalg, har Trumps vicepræsidentkandidat Mike Pence nu stillet sig bag Ryan.

Det ligner ifølge Washington Post allerede splid mellem den kontroversielle republikanske præsidentkandidat og hans vicepræsidentkandidat Mike Pence efter Pence nu har tilkendegivet sin støtte til sin partifælle formanden for Repræsentanternes Hus Paul D. Ryan. På tirsdag skal Ryan ud i et kampvalg med en anden republikaner forretningsmanden Paul Nehlen om en plads i Repræsentanternes Hus.

- Jeg støtter Paul Ryan meget, og jeg støtter et genvalg af ham stærkt, har Mike Pence ifølge Washington Post sagt til Fox News onsdag eftermiddag amerikansk tid.

- Jeg mener, vi har behov for Paul Ryan i kongressens lederskab for at genopbygge vores militær, styrke vores økonomi og sikre, at vi har den slags lederskab i det her land, som vil gør Amerika stort igen, siger Mike Pence.

Trump afviser at støtte Ryan

Men Donald Trump har tidligere - til stor irritation for lederskabet i det republikanske parti - afvist at stille sig bag Paul Ryans kandidatur, ligesom han heller ikke har villet støtte den tidligere rebulikanske præsidentkandidat John McCains kamp for at blive valgt. Både Ryan og McCain har støttet Trumps præsidentkandidatur, men de har været kritiske overfor mange af hans kommentarer, blandt andet Trumps strid med forældrene til en muslimsk amerikansk soldat, som blev dræbt i 2004.

Wisconsin, hvor Paul Ryan stiller op, holder primærvalg på tirsdag, mens McCain skal forsøge at vinde et sæde ved et primærvalg i Arizona senere på måneden.

- Jeg kan godt lide Paul, men det er forfærdelige tider for vores land, og vi har brug for meget, meget stærkt lederskab, har Trump sagt.

Ifølge Mike Pence har han drøftet sin støtte til Ryan med Trump selv onsdag morgen lokal tid.

- Han opfordrede mig stærkt til at støtte Paul Ryan ved primærvalget på tirsdag, og det glæder mig at gøre det, siger Mike Pence ifølge Washington Post.