Kronprins Frederik til OL: Hele verden vil Rio
Kronprinsparret er nu en officiel del af De Olympiske Lege i brasilianske Rio de Janeiro.
Kronprinsparret er ankommet til Rio de Janeiro. Her har de blandt andet mødt prins Joachim og prinsesse Marie forud for åbningen af det specielle danske eksportfremstød, Den Danske Pavillon.
Men forud for de mere officielle pligter som kronprinspar, nåede TV 2’s korrespondent Jesper Steinmetz at fange kronprins Frederik til et kort interview.
Her fik han lejlighed til blandt andet at spørge kronprinsen, om han mener, at Rio er klar til verdens største sportsbegivenhed, som inden åbningen på fredag, stadig har problemer i forhold til at blive færdig med især forurenet vand men også med dele af infrastrukturen.
Derudover har der de seneste uger været flere rapporter om blandt andet dårlige indkvarteringshoteller for atleterne og problemer med at blive færdig med de olympiske bygninger.
Men ifølge kronprins Frederik, så er Rio De Janeiro klar til 16 dages festligheder.
- Rio er klar. Hele verden strømmer til, og hele verden vil Rio. Derfor er Rio klar til at levere nu. Vi er oprigtigt interesserede, og vi vil gerne mødes med sporten som centrum og om noget glædeligt. Det bliver rigtig godt, det gør det, lyder det fra Kronprins Frederik.
Holder IOC-møder og fremmer Danmark
Kronprins Frederik er også medlem af Den Internationale Olympiske Komité (IOC), hvor han blev valgt ind i 2009. Her skal han i de kommende dage deltage i IOC’s generalforsamling i Rio.
Men samtidig vil kronprinsen altså være med til at fremme dansk eksport og erhvervsliv overfor mulige investorer og forretningsforbindelser, som måtte befinde sig i Rio. Der anslås at omkring en halv million mennesker, vil valfarte til den brasilianske hovedstad under OL.
Erhvervsfremstødet sker på Den Danske Pavillon, placeret på en af Rios strande. Pavillonen er resultatet af et samarbejde med VisitDenmark og Erhvervs- og Vækstministeriet. Ved OL i London havde Danmark en lignende pavillon, der tiltrak omkring 250.000 besøgende.
Pavillonen fungerer som et udstillingsvindue for Danmark og danske virksomheder, og skal fremhæve de bedste ting Danmark har at byde på.
Kronprinsen: Jeg fortæller om vores levestil
Kronprins Frederik fortæller, at han gerne fortæller om den danske levefacon og levestil, når han skal fremhæve noget, der er særligt dansk og godt.
- Levestilen er meget afslappet og interesseret og i virkeligheden velkommende. Det er også det, vi ser i Brasilien. Man slapper meget af. Man slapper rigtig meget af, og man har det godt med sig selv, uanset hvordan man ser ud. Det er noget af det man bemærker her, lyder det fra kronprins Frederik.
Ifølge VisitDenmark skal pavillonen få sat fokus på blandt andet klima, miljø, cykling og innovation.
- Samtidig er målet at skabe en anderledes dansk markedsføringsplatform, hvorfra danske virksomheder kan præsentere deres løsninger og mødes med nye og eksisterende internationale kontakter og verdenspressen i en dansk uformel ramme, lyder det i en pressemeddelelse fra VisitDenmark.