Udland

Mens vi gør klar til OL: I Rusland dyster de med kampvogne

I Rusland er den internationale militærkonkurrence ’Army Games’ blevet skudt i gang. Weekendens disciplin er biatlon – men ikke som vi kender det.

Biatlon dyrkes normalt med en riffel og et par stærke ben. De fleste kender det som skiskydning, hvor det gælder om at ramme plet og komme hurtigst i mål. I Rusland har man taget sporten til et nyt niveau ved at overføre disciplinen til militære køretøjer. 

Bentøjet er skiftet ud med ’larvefødder’ og riflerne er droppet til fordel for et våben med større kaliber. Sagt ligeud: De dyrker biatlon med kampvogne.

Kampvogne kæmper om at komme hurtigst i mål i biatlon-konkurrencen ved det internationale 'Army Games' i Rusland.

21 hold fra 19 forskellige lande, såsom Kina, Serbien, Indien og Venezuela, dyster om at komme hurtigst i mål – og dermed at kunne kalde sig for det bedste kamvognsmandskab ved den internationale militærkonkurrence 'Army Games 2016' (De militære lege, red).

I alt dyster landene i op til 23 forskellige discipliner, lige fra kampvogns-biatlon til skydning og faldskærmsudspring. 

Rusland i front

Rusland løb med den bedste individuelle tid under weekendens biatlon-konkurrence. De klarede banen på 23 minutter og 18 sekunder, skarpt forfulgt af det indiske hold med tiden 25 minutter og 2 sekunder.

Se de store maskiner dyste i videoen i toppen af artiklen.

Kampvogns-biatlon er opfundet af Ruslands Forsvarsministerium. Det skal optimere mandskabernes ydeevne under pres og gøre dem bedre til at håndtere kampvognene. 

En kampvogn affyrer et skud mod et mål på forhindringsbanen under biatlon-konkurrencen ved Army Games 2016.
Her ses løbet på en kampvogn i et virvar af grus.

Dette års ’Army Games’ foregår i Rusland og Kasakhstan. Legene ligger fra den 30. juli og frem til den 13. august.