Udland

Chilensk politi måtte skyde 12-årig biltyv: Dræber én og sårer fem under politijagt

En 12-årig dreng har dræbt én person og såret yderligere fem under en politijagt i den chilenske hovedstad Santiago. Drengen havde stjålet en lastbil.

En 60-årig mand er blevet dræbt og fem personer er såret, efter en politijagt i Santiago i Chile endte galt.

Politiet jagtede en stjålen lastbil, da den pludselig drejede ind i et gademarked i forstadsområdet Puente Alto. I videoen i toppen af artiklen kan man se lastbilen bakke på amatøroptagelser.

Bag rattet sad en 12 år gammel dreng og hans medskyldige.

12-årig skudt af politiet

Politijagten stoppede først, da det lykkedes politiet at blokere lastbilens flugtrute. Det resulterede i en kortvarig skudveksling, hvor den 12-årige fører af lastbilen blev ramt. Det fortæller en talsmand for politiet i Chile.

- Den mindreårige, som er 12 år gammel, og som er kendt af politiet, er i dag døden nær, sagde Mauricio Murillo.

Medpassageren, hvis alder ikke kendes, er blevet anholdt.

Her ses den stjålne lastbil, kort forinden en skudveksling satte en stopper for drengenes flugt.

De to unge gerningsmænd stjal lastbilen ved at true chaufføren med en kniv.

Lignende sag i Danmark

Det er ikke mere end en uge siden, to ældre kvinder blev dræbt i en lignende sag i København. To unge drenge havde stjålet en bil og var på flugt fra politiet.

Under biljagten kørte den 13-årige dreng ind i stiområdet i Valbyparken, hvor han påkørte to kvinder, der var ude og gå en tur.  

På grund af førerens unge alder kunne han ikke sigtes, men hans sag er blevet overdraget til de sociale myndigheder. Hans medpassager, en 15-årig dreng, er blevet sigtet for medvirken til uagtsomt manddrab og brugstyveri.

Den uafhængige politiklagemyndighed (DUP) undersøger sagen.