Donald Trump

Trump fører i meningsmålingerne, men Clinton er tættest på Det Hvide Hus

Et flertal af stemmer er ikke ensbetydende med, at man bliver præsident i USA. I sidste ende bliver det afgjort af en gruppe på kun 538 personer.

Efter Demokraterne afsluttede deres konvent i nat, er Hillary Clinton nu officiel præsidentkandidat og klar til kampen mod Donald Trump, som officielt blev udpeget som den republikanske præsidentkandidat ved deres konvent i sidste uge.

Valgkampen er af mange eksperter blevet betegnet som den mest uforudsigelige i mands minde.

For et år siden var det de færreste, der havde forestillet sig forretningsmanden Donald Trump ville have nogen som helst chance for at blive USA’s næste præsident. Men Trump har stille og roligt halet ind på sin modstander Clinton, og der er ifølge de seneste meningsmålinger nærmest dødt løb mellem de to kandidater.

Republikanernes konvent gav Trump vind i sejlene

Nu er der rigtig mange meningsmålingsinstitutter i USA, og deres målinger afviger meget fra hinanden. Hjemmesiden Real Clear Politics samler tallene fra de forskellige institutter og beregner et gennemsnit. 

Her kan man se, at for 13 måneder siden førte Hillary Clinton stort med 53,3 procent mod Trumps 33,7 procent. Fire gange siden har Trump været helt lige med Clinton i gennemsnittet af meningsmålingerne.

Til trods for, at der blev sagt mange usandheder fra talerstolen på Republikanernes konvent, at Donald Trumps hustru, Melania Trump, holdt en tale, der mindede meget om en tale, som den demokratiske førstedame Michelle Obama havde holdt for otte år siden, og, at senator Ted Cruz, der måtte se sig slået af Trump i primærvalgene, ikke vil give Trump sin støtte, og derfor blev buhet ud på konventet, så har det ikke haft nogen negativ effekt på meningsmålingerne. Tværtimod synes konventet at have øget tilslutningen til Trump.

Ifølge Real Clear Politics førte Clinton i meningsmålingerne, inden republikanernes konvent, med 3,2 procentpoint. I dag viser gennemsnittet af meningsmålingerne, at Trump nu fører med 0,9 procentpoint. Det er så lille en føring, at den ligger inden for den statistiske usikkerhed, men det er første gang, at Trump har noget, der ligner en føring over Clinton i meningsmålingerne.

Det gælder om at nå det magisk tal på 270

Men ét er, hvad meningsmålingerne viser, et andet er det amerikanske valgsystem. For det er nemlig ikke nok, at et flertal i befolkningen stemmer på en kandidat. Kandidaten skal nå det magiske tal på 270.

I sidste ende er det nemlig ikke vælgerne, der stemmer direkte på de to præsidentkandidater. Det er det såkaldte Electoral College – på dansk kaldet Valgmandkollegiet. En gruppe på 538 mænd og kvinder. Hver stat har alt efter indbyggertal mellem 3 og 55 valgmænd. De tyndest befolkede stater som for eksempel Montana og Alaska får en bonus på minimum tre valgmænd, mens de folkerige stater som Texas og Californien har henholdsvis 38 og 55 valgmænd at råde over. 

Når vælgerne den 8. november har afgivet deres stemme, fortæller de således den enkelte stat, hvem statens valgmænd skal stemme på. De fleste stater opererer med begrebet "vinderen tager det hele". Det vil for eksempel sige, at selvom Clinton skulle tabe i Californien med en enkelt stemme, så vinder Trump alle 55 valgmænd. Det handler altså om at vinde de store vigtige stater og opnå støtte fra mere end halvdelen af de 538 valgmænd, altså mindst 270 valgmænd.

Og ifølge CBS News ville Hillary Clinton vinde, hvis der var valg i dag. Ifølge en opgørelse fra den 27. juli står Clinton til at vinde mellem 259 og 347 valgmænd, mens Trump ville vinde mellem 191 og 279 valgmænd.

Fem stater afgør det hele

I de fleste stater er resultatet på forhånd givet. I 22 stater er Republikanerne enten sikre eller næsten sikre på at vinde. Demokraterne er sikre eller næsten sikre på at vinde i 23 stater. Tilbage er fem stater - de såkaldte svingstater - hvor resultatet langt fra er sikkert. Det drejer sig om Florida, Iowa, North Carolina, Ohio og Pennsylvania.

I alle fem  svingstater fører Hillary Clinton i meningsmålingerne, men bortset fra Pennsylvania, hvor Clinton fører med 45,0 procent mod Trumps 42,9 procent, så er forskellen i meningsmålingerne på de to kandidater mindre end 1 procentpoint.

Og uden tvivl vil vi komme til at se de to præsidentkandidater føre en indædt valgkamp i netop disse fem stater.

Valgkampen i USA

  1. 2016

    1. Clinton og Trump i deres første duel

      Første gang Clinton og Trump mødes til en duel på live tv bliver i Dayton i staten Ohio den 28. september.

    2. Vicepræsidentkandidaterne mødes ansigt til ansigt

      Den eneste gang de to vicepræsidentkandidater Kaine og Pence kommer til at stå ansigt til ansigt i en tv-duel i løbet af valgkampen bliver den 4. oktober i Farmville i Virginia

    3. Anden duel mellem Trump og Clinton

      I St. Louis i staten Missouri vil Hillary Clinton og  Donald Trump krydse klinger for anden gang på direkte tv.

    4. Sidste duel inden valget

      Den 29. oktober finder den sidste duel sted mellem Clinton og Trump. De to præsidentkandidater tørner sammen i Las Vegas.