Udland

Tyrkisk ambassadør efter massive anholdelser: Vi går ikke for langt

Knap 50 mediefolk er anholdt i kølvandet på det fejlslagne militærkup i Tyrkiet, der kostede mindst 265 personer livet.

Det tyrkiske styre har tilbageholdt 47 redaktører og klummeskribenter ved avisen Zaman, som myndighederne vurderer kan ligge inde med vigtig viden om den Erdogan-kritiske Gülen-bevægelse.

De 47 journalister kommer i rækken af de i alt op mod 60.000 personer, heriblandt både dommere, embedsmænd, lærere, universitetsrektorer, generaler og soldater, der, siden kupforsøget den 15. juli, er blevet suspenderet og tilbageholdt.

Både EU og USA har siden kupforsøget udtrykt bekymring om styrets hårde fremfærd over for de grupper, præsident Erdogans styre har stemplet som kupmagere og tilhængere af Fethullah Gülen, som Erdogan har beskyldt for at stå bag kupforsøget. 

- Dette er en følge af kuppet. Folkene her bliver tilbageholdt som en del af efterforskningen. De vil alle få et retfærdigt retsforløb, siger Tyrkiets ambassadør i Danmark, Mehmet Dönez, der samtidig mener, at Tyrkiet ikke gået for langt i deres jagt på bagmændene bag kuppet.

Ikke et slag mod den frie presse

Han påpeger videre, at de 47 mediefolk ikke er tilbageholdt på grund af en indskrænket pressefrihed.

- Disse personer har relation til den Erdogan-kritiske Gülen-bevægelse. Personer fra denne bevægelse infiltrerede igennem en længere årrække blandt andet hæren, skolen og mange andre offentlige institutioner, siger Mehmet Dönez. 

Adspurgt, hvordan det kan gå til, at 60.000 personer, på blot et par dage, findes skyldige i at have relation til en terrororganisation, svarer ambassadøren.

- Efter udtalelser fra nogle af de folk, der blev fanget øjeblikkeligt efter kuppet, blev regeringen klar over disse forbindelser.

Ambassadør: Tyrkiet går ikke for langt

Ambassadøren mener ikke, at der er tale om brud på menneskerettighederne.

Det til trods for, at Emma Sinclair-Webb, direktør i Tyrkiet for Human Rights Watch, har udtalt, at Tyrkiet er gået for langt i deres jagt på bagmændene bag kuppet.

Tyrkiets ambassadør imidlertid er ikke bekymret for, at uskyldige bliver tilbageholdt.

- Jeg har tillid til, at retsvæsenet i Tyrkiet giver de 60.000 personer en retfærdig rettergang.

Ambassadøren fortæller, at personer, der er uskyldige, selvfølgelig vil kunne vende tilbage til deres jobs.

Om militærkuppet

Det militære kupforsøg fandt sted fredag aften og nat, 15.juli 2016, i de to største byer i Tyrkiet, Istanbul og Ankara. Flere end 265 personer mistede livet. Tallet omfatter 161 primært civile og betjente samt 104 militære kupmagere. 

Det tyrkiske militær forsøgte at kuppe den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan og tage magten i landet. Ifølge Tyrkiets fungerende stabschef var kupforsøget mod præsident Erdogans regering hovedsageligt iværksat af tropper fra det tyrkiske luftvåben og gendarmeriet.

Lørdag efter kuppet blev 2.839 personer tilbageholdt, mens 29 oberster og fem generaler er blevet fjernet fra deres poster i det tyrkiske militær.

Fyrede, suspenderede og anholdte tyrkere

Fyrede, suspenderede og anholdte tyrkere

21.000 lærere

21.000 lærere

21.000 lærere på private skoler har fået frataget deres licenser. 

Foto: Steffen Ortmann / Scanpix Denmark

15.200 ansatte

15.200 ansatte

15.200 ansatte i uddannelsessektoren er suspenderet. 

Foto: Thomas Lekfeldt / Scanpix Denmark

9.000 politibetjente

9.000 politibetjente

9.000 politibetjente er blevet fjernet fra tjeneste.

Foto: Asger Ladefoged / Scanpix Denmark

6.000 medlemmer af væbnede styrker

6.000 medlemmer af væbnede styrker

6.000 medlemmer af de væbnede styrker er blevet anholdt. 

Foto: BULENT KILIC / Scanpix Denmark

3.000 dommere

3.000 dommere

3000 dommere og anklagere er blevet anholdt.

Foto: SEDAT SUNA / Scanpix Denmark

1.577 rektorer

1.577 rektorer

1.577 rektorer på statslige og private universiteter er blevet fjernet. 

Foto: ADEM ALTAN / Scanpix Denmark

103 generaler

103 generaler

103 generaler og admiraler er blevet tilbageholdt.

Foto: STRINGER/TURKEY / Scanpix Danmark

2.500 statsansatte

2.500 statsansatte

2.500 statsansatte i blandt andet ministerier og direktorater er blevet fyret.

Foto: ADEM ALTAN / Scanpix Denmark