Danske Mira skal hjælpe med at gøre Hillary Clinton til præsident

Danske Mira Borggreen er grundlægger af "Danes for Hillary" og nu er hun i USA for at føre kampagne for Hillary Clinton.

Over hele verden – også i Danmark – følger folk tæt med i det amerikanske præsidentvalg. Men der er også dem, der ikke nøjes med at kigge på.

Danske Mira Borggreen er en af dem. Hun er grundlægger af gruppen ”Danes for Hillary” og er taget til USA for at være frivillig hjælper i Hillary Clintons præsidentkampagne.

- Jeg synes hun er det rigtige valg, både for USA og for resten af verden, forklarer hun selv sin beslutning.

Allerede før Hillary Clinton officielt meldte sig som bejler til præsidentposten sidste år, havde Mira Borggreen grundlagt sin støttegruppe hjemme i Odense. Nu, mere end et år senere, er både Mira Borggreen og hendes politiske idol i Philadelphia til det demokratiske partikonvent, hvor Hillary Clinton torsdag vil acceptere nomineringen som partiets præsidentkandidat.

På udstilling

Her mødte TV 2 hende på en udstilling, der udstiller minder fra Hillary Clintons første periode i Det Hvide Hus. Det var de otte år fra 1993 til 2001, hvor Bill Clinton var præsident og Hillary var førstedame.

Hvorfor blander du dig overhovedet i det amerikanske præsidentvalg?

- Det gør jeg, fordi jeg faktisk synes det er ret vigtigt hvem der sidder i Det Hvide Hus i USA. På det udenrigspolitiske bliver Danmark påvirket af, hvem der sidder i Det Hvide Hus, og jeg er helt sikker på, at Hillary Clinton er det bedste af de to valg, der er lige nu, siger hun.

Et problem med dynastier

Hun erkender, at det ikke er alle amerikanere, der deler hendes ubetingede begejstring for Hillary Clinton.

- De har svært ved politiske dynastier herovre. Der er en historie om, at der er rigtigt mange, der ikke bryder sig om Clinton-familien som sådan. Men man kan se, at hun har lært – som hun selv siger – at det er vigtigt at tage kritik til eftertanke, men man skal ikke tage det personligt, siger Mira Borggreen.

Så den amerikanske vælgerskepsis rokker hende ikke. Og et billede på udstillingen af alle tidligere amerikanske præsidenter styrker hende kun i troen på, at hun er en del af noget stort.

- Altid mænd, kommenterer hun præsidentgalleriet.