Udland

Ekspert efter terrorangreb på helligt sted: IS angriber på en ny måde

Ved at angribe et helligt sted har terroristerne valgt en ny vej, mener tidligere PET-chef Frank Jensen.

Det terrorangreb, der tirsdag formiddag ramte den franske by Saint-Etienne-du-Rouvray, er usædvanligt. Det forklarer Frank Jensen, tidligere operativ chef hos PET.

To mænd, der ifølge Frankrigs præsident, Francois Hollande, bekendte sig til terrororganisationen Islamisk Stat, angreb en kirke, hvor de tog flere gidsler og dræbte en 84-årig præst, før de selv blev dræbt af skud af fransk politi.

- Det virker på mig som om, at terroristerne og dem, som bekender sig til Islamisk Stat, har krydset en ny linje ved at angribe den kristne kirke, et helligt sted, siger Frank Jensen til TV 2.

I de senere år er Frankrig blevet ramt af en række terrorangreb. Senest i kystbyen Nice, hvor en mand kørte en hvid lastbil gennem en folkemængde på den franske nationaldag, Bastilledagen, og dræbte 84 personer.

Men også et tog, en fabrik og et julemarked har været scene for terror, ligesom satiremagasinet Charlie Hebdo, det franske nationalstadion, Stade de France, og det parisiske koncertsted Le Bataclan har været under dødelige angreb.

- For mig er der ingen tvivl om, at Islamisk Stat vil gøre det her for at opildne og ophidse de vestlige borgere

Frank Jensen

Vil splitte befolkningen

Og det er altså bemærkelsesværdigt, at det nu er et helligt sted, som de formodede Islamisk Stat-sympatisører tirsdag har angrebet. De to mænd trængte ind i kirken bevæbnet med knive, hvor de holdt en præst, to nonner og to kirkegængere fanget. Målet har ifølge Frank Jensen været klart.

- For mig er der ingen tvivl om, at Islamisk Stat vil gøre det her for at opildne og ophidse de vestlige borgere endnu mere end tidligere, siger den tidligere PET-chef.

Angrebene handler nemlig i høj grad om at få den øvrige befolkning til at vende sig mod landets muslimer.

- Så kan man marginalisere muslimerne, så man kan få flere tilhængere til Islamisk Stat og flere til at agere deres sag, forklarer Frank Jensen.

Overblik over terror den sidste måned

  1. 2016

    1. Tyrkiet

      28. juni blev Atatürk-lufthavnen i Istanbul i Tyrkiet angrebet af selvmordsbombere. 45 mennesker blev dræbt.

    2. Nice, Frankrig

      14. juli var det så Nice der blev ramt da en lastbil blev kørt ind i folkemængde på Bastilledagen. 84 mistede livet og gerningsmanden blev dræbt.

       

    3. Würtzburg, Tyskland

      18. juli gik en 17-årig asylansøger fra Afghanistan til angreb med en økse i et tog i Würzburg. Flere blev alvorligt såret. Gerningsmanden blev dræbt af politiet.

    4. Reutlingen og Ansbach, Tyskland

      24. juli var der hele to angreb i Tyskland - i Reutlingen, hvor en kvinde blev dræbt med en machete - og i Ansbach, hvor en selvmordsbomber sprængte sig selv i luften og sårede 15 andre

    5. Rouen, Frankrig

      26. juli: Angrebet i den nordfranske kirke hvor en præst og to gerningsmænd blev dræbt.