18-årig dræbte ni: Skød sig selv foran politiet
Ni mennesker blev fredag skudt og dræbt i München. Gerningsmanden skød efterfølgende sig selv foran politiet.
Natten til fredag oplyste tysk politi, at det var en 18-årig tysk/iraner, der stod bag angrebet i München, som kostede ni mennesker livet. Gerningsmanden tog livet af sig selv, efter at have dræbt ni mennesker i nærheden af et indkøbscenter. Da en patrulje tog kontakt til gerningsmanden, satte han pistolen for panden, og skød sig selv. Det skriver politiet i en pressemeddelelse.
På et pressemøde lørdag middag kunne anklagemyndigheden kaste lidt mere lys over teenageren.
Hvad vi ved er, at gerningsmanden klokken 17.50 fredag begyndte at skyde på en McDonald's på Hanauer Strasse i München, hvorefter han krydsede gaden til indkøbscenteret Olympia-Einkaufszentrum, hvor han skød flere mennesker og i sidste ende sig selv.
Født og opvokset i Tyskland
På en video optaget af et øjenvidne kan man høre gerningsmanden råbe, at han er født i Tyskland. Den oplysning kunne anklagemyndigheden bekræfte på pressemødet, hvor det blev oplyst, at han var født og opvokset i Tyskland.
Anklageren fortalte desuden, at manden modtog psykologisk og medicinsk behandling for depression.
Hans motivation for angrebet er imidlertid stadig et mysterium. En ransagning af den lejlighed i bydelen Maxvorstadt, hvor han boede med sine forældre, afslørede ikke umiddelbart noget.
I videoklippet herunder kan du høre, hvordan den 18-åriges naboer opfattede ham:
Flere af naboerne til den 18-årige gerningsmand beskriver ham som en enspænder.
- Hver gang jeg så ham, var han altid alene. Jeg ved ikke om han havde venner, for jeg så ham aldrig sammen med venner. Heller ikke med piger, fortæller en nabo.
En anden i gerningsmandens nabolag fortæller, at de altid hilste på hinanden. Men da han mødte ham fredag - samme dag som den 18-årige begik skyderiet - hilste han ikke, hvilket undrede naboen. Også denne nabo beskriver gerningsmanden som en stille knægt, der holdt sig for sig selv.
Ifølge det tyske mediebureau dpa skulle han dog tidligere have udtrykt beundring over en anden massakre i Tyskland fra 2009, hvor en 17-årig dreng skød og dræbte 15 mennesker på sin skole i Winnenden ved Stuttgart. Der blev i hans værelse fundet bøger om skoleskyderier.
Efterforsker kobling til Breivik
Han skulle desuden have brugt meget af sin tid på at spille skydespil på sin computer.
Der er til gengæld intet, der peger på, at manden skulle være inspireret af terrorgruppen Islamisk Stat, og anklageren siger, at det ikke tyder på, at der er tale om terrorisme.
Derimod efterforsker politiet, om der kan være en relation til den norske terrorist Anders Breivik. Angrebet i München fandt nemlig sted på femårsdagen for hans angreb på Ütøya i Norge og politiet siger, at der er 'en klar forbindelse' mellem de to episoder.
Ikke kendt af politiet
Anklagemyndigheden fortæller, at den 18-årige brugte en 9 milimeter pistol af mærket Glock, og at han havde medbragt 300 patroner. Han havde ikke tilladelse til våbnet.
Manden var ikke på forhånd kendt af politiet og handlede alene.
En obduktion har bekræftet, at han døde ved egen hånd og ikke af skud fra politiets side. Det er primært begrundet i, at han var venstrehåndet og havde et skudhul i venstre side af hovedet.