Udland

Overblik over skyderiet i München: Det ved vi - det mangler vi at få svar på

Tidlig fredag aften modtog politiet de første anmeldelser om et skyderi ved et stort indkøbscenter i München. Se tidslinje over forløbet længere nede.

Kort før klokken 18 fredag modtog politiet adskillige anmeldelser om et skyderi ved indkøbscentret Olympia i den sydtyske by München.

Ni personer er omkommet under skyderiet, og 27 personer er såret. Heraf er 10 svært tilskadekomne, fire af dem med skudsår. Mindst syv ud af ni dræbte var udlændinge. Tre tyrkere, tre kosovoalbanere og en græker. 

Udover en 45-årig kvinde er alle de ni dræbte unge. En var 21 år, mens de syv andre ofre var teenagere.

Ifølge en talsperson fra politiet startede skyderiet i en McDonalds-restaurant over for indkøbscenteret. Øjenvidner havde rapporteret om tre forskellige personer med skydevåben i forbindelse med skyderiet. Det fik politiet til at tro, at der var flere gerningsmænd, men det står nu klart, at den 18-årige handlede alene.

Gerningsmand med dobbelt statsborgerskab planlagde angreb

Gerningsmanden bag skyderiet er Ali David Sonboly. Han var en 18-årig tysk-iraner, og kort efter skyderiet valgte han at skyde og dræbe sig selv.

Han var født og opvokset i Tyskland, og var under behandling for depression. Der er ifølge politiet intet, der tyder på, at der er tale om terrorisme.

På et pressemøde søndag har det tyske politi oplyst, at den 18-årige havde planlagt sit angreb i mere end et år.

Under ransagningen af Ali David Sonbolys værelse stod det klart, at han havde samlet artikler og fotos fra tidligere skoleskyderier.

På hans digitale kamera har politiet fundet billeder, der viser, at han sidste år besøgte den tyske by Winnenden. Her gik en anden ung mand på 17 år i marts 2008 amok på Albertsville Realschule. Han skød og dræbte ni skoleelever på mellem 13 og 15 år, samt tre lærere. På sin flugt fra skolen dræbte han yderligere tre personer.

På pressemødet kunne politiet også bekræfte, at Ali David Sonboly havde købt sit skydevåben på internettet.

Gerningsmand brugte Facebook at lokke unge til at møde op

Ifølge Robert Heimberger, der er efterforsker ved politiet i München, tyder det på, at den 18-årige gerningsmand via en falsk Facebookprofil forsøgte at lokke unge til at møde op på McDonald's.

”Kom på McD i OEZ-centret i dag klokken 16. Jeg giver, hvad I har lyst til, bare det ikke er for dyrt”.

Sådan lød den umiddelbare uskyldige opfordring på Facebook fredag eftermiddag. Tilbuddet om gratis fastfood kom fra en ung pige, Selina Akim fra Starnberg, en lille by omkring 20 kilometer sydvest for München.

Men ifølge tysk politi er Facebook-profilen falsk. Den er efter alt at dømme var blevet oprettet af Ali David Sonboly.

Politiet i München har ikke kendskab til, om der skulle have været nogen, der havde fulgt opfordringen på Facebook om at møde op ved McDonald’s, hvor Ali David Sonboly ventede med sin ladte pistol.   

Opslaget, der nu er lukket ned, nåede at få 75 kommentarer og blive delt 41 gange.

Fortsat mange uafklarede spørgsmål

Det er stadig uklart, hvad motivet for Ali David Sonbolys angreb har været, ligesom hændelsens forløb endnu ikke endeligt er klarlagt.

Sikkert er det imidlertid, at angrebet startede på McDonalds, fortsatte til Olympia, og Ali David Sonboly herefter flygtede til en nærliggende park, hvor han tog sit eget liv.

München blev lukket helt ned

Kort efter anmeldelsen blev den kollektive trafik i München lukket fuldstændig ned. Metroen, den såkaldte U-bane, var lukket i flere timer og blev først åbnet igen ud på natten. Også hovedbanegården i München blev lukket, ligesom alle butikker i den indre del af byen låste dørene.

Desuden blev store offentlige pladser i byen evakueret, ligesom borgere i hele byen blev opfordret til at blive inden døre.

Udenrigsministeriets Borgerservice oplyste lørdag nat klokken 03.00 til TV 2, at der fortsat ikke var meldinger om, at der var danskere blandt de sårede og dræbte i München. Borgerservice har været i kontakt med både danskere i München samt pårørende.

2.300 politibetjente var fredag aften involveret i den store politiaktion i München, hvor tysk politi også fik støtte fra Østrig og Schweiz.  

Nedenfor kan du se en foreløbig tidlinje over skudangrebet fredag aften:

Skyderi i München: Det ved vi

  1. 2016

    1. Politiet får anmeldelser om et skyderi ved Olympia indkøbscenter i München.

    2. Politiet skriver på Twitter, at en gerningsmand 'er gået amok'.

    3. Politiet melder ud, at man ikke ved, hvem der står bag skyderiet.

    4. Flere medier beretter om adskillige skyderier.

    5. Politiet erklærer 'akut terrortilstand' i München.

    6. Politiet kan kun bekræfte, at der er tale om ét skyderi.

    7. Politiet bekræfter, at der er mindst seks omkomne samt et ukendt antal sårede.

    8. Politiet siger, at der for nuværende ikke er tegn på 'islamistisk terror'.

    9. Politiet i München bekræfter, at dødstallet er steget til otte personer. Fortsat et ukendt antal sårede.

    10. Politiet bekræfter på Twitter, at endnu en person er fundet død, og at man undersøger denne persons forbindelse til angrebet.

    11. Politiet skriver på Twitter, at der er 'mindst 10 sårede'.

    12. Politiet i München oplyser, at det har fundet liget af en mand, som menes at stå bag skyderierne i byen. Manden har begået selvmord.

    13. Politiet oplyser på et pressemøde, at den formodede gerningsmand var en 18-årig tysk-iraner, som har været bosat i München i mere end to år.

    14. Politiet oplyser, at 16 personer er såret i fredagens skudangreb. Ti personer er døde - heriblandt den formodede gerningsmand.