Udland

'Jeg var ikke bange efter Utøya, men jeg er bange nu'

Emilie Bersaas har været tilbage på Utøya flere gange, siden hun overlevede Anders Breiviks massedrab. Billedet er fra 2014, hvor hun læser budskaber fra andre unge på det såkaldte 'værditræ'. Heiko Junge / Scanpix

Emilie Bersaas var 19 år, da hun 22. juli 2011 flygtede fra Anders Breiviks kugler på Utøya. I dag - fem år senere - ser hun verden i et andet lys:

Terror i Norge 22. juli 2011

22. juli 2011 detonerede Anders Breivik en bombe foran regeringskvarteret i Oslo, hvor otte mennesker blev dræbt.

Herefter kørte han mod de unge socialdemokraters sommerlejr på Utøya, hvor han forklædt som politimand dræbte 69 andre.

Under den efterfølgende retssag hævdede Breivik, at hans mål var at stoppe rekrutteringen til Arbeiderpartiet, som i hans øjne har ansvaret for indvandringen i Norge – senere er han blevet erklæret nazist.

Breivik er idømt en i princippet tidsubestemt straf, der dog efter 21 år skal vurderes løbende. Han er også dømt som terrorist.

Fredag for en uge siden havde jeg bare lyst til at vende mig om i sengen og gemme mig under dynen. Orkede ikke at forholde mig til det, der sker ude i verden.

Det var morgenen efter, at en mand kørte en lastbil ind i menneskemængden på strandpromenaden i Nice.

Jeg var ikke bange efter 22. juli, da jeg løb for livet på Utøya. Men jeg er bange nu.

Hvor meget mere kan vi klare?

Emilie Bersaas

22. juli 2011 var Emilie Bersaas med på AUF's sommerlejr på Utøya. Hun var 19 år gammel og flygtede gennem skoven, da Breivik gik til angreb på de unge. I alt blev 69 dræbt på øen - Emilie Bersaas løb først mod skyderiet for at få et overblik og se, hvad der skete. Om der var brug for, at hun gjorde noget. En ven trak hende i stedet mod bygningen Skolestuen, hvor de unge stablede tynde skumgummimadrasser for vinduerne for at stoppe Breiviks kugler. Han skød gennem døren - men vovede ikke at gå ind, og alle 47 i Skolestuen overlevede. I dag er Emilie Bersaas næstformand i AUF.

Heldigvis skulle jeg på arbejde. Måtte stå op, måtte høre radio, måtte blive vred: Nu er det nok!

Jeg ved, at jeg ikke bare overlevede terrorangrebet på Utøya den 22. juli 2011. Jeg levede.

Men igen er det sket. Mere end 80 mennesker er dræbt, og mange er hårdt såret efter angrebet i sidste uge i Nice. Nu er vi bange igen. Fortvivlede og vrede. Mere end 80 døde. Der er noget ubehageligt velkendt over det tal.

”Mindst 80 dræbte”, sagde det norske politi på en pressekonference om natten den 23. juli 2011. Vi brød sammen, vi knækkede, vi indså, at alle de poser, vi havde set på jorden ved Utøya, var vores venner.

Det er fem år siden, jeg og mine venner løb for livet. Gemte os, sagde til hinanden, at vi nok skulle klare det. At vi nok skulle overleve. Vidste, da vi sagde det, at det var tomme ord. Skuddene kom nærmere, folk skreg, faldt om på jorden. Vi ville jo ikke klare det.

Vi klarede det. Jeg følte, at jeg fik en mærkat i panden. Overlevende. Hvad betyder det? Jeg forstod ingenting, forstår måske heller ikke meget mere i dag. Men jeg ved, at jeg ikke bare overlevede, jeg levede.

Jeg lever og studerer samfundsgeografi, det var hårdt at komme igang, men det er vigtigt for mig. Og venner er blevet utrolig vigtige. At drikke øl med gode venner og at træne og holde mig selv igang er noget af det, jeg sætter mest pris på.

Hver eneste dag skal vi ikke bare overleve, vi skal leve.

I de første år efter 22. juli var det nok for mig at lære at leve videre med min historie. Havde ikke behov for at vide mere om det, der skete den dag. Jeg havde min egen historie, og det var nok.

De sidste år har jeg fået fakta, tidslinjer, historier, rapporter. Jeg har vært vred. På folk, som ikke har forstået, at terrorangrebet 22. juli 2011 var et angreb på Arbeiderpartiet og AUF. Et angreb på hele den norske demokratiske tradition.

Nej, det kunne ikke være sket hvor som helst.

Men det sidste år har rædslen sneget sig henover ryggen på mig.

Det brutale, kolde angreb var rettet mod os, fordi vi er os – og har de værdier og den ideologi, vi har. Fordi vi tror på fællesskab og flerkulturelle samfund. Han ville ødelægge rekrutteringen til vort parti, knække os.

Jeg var ikke bange efter 22. juli. Måske var jeg ung og naiv, fyldt med adrenalin, fordi jeg overlevede et terrorangreb – og så kan man overleve alt.

Men det sidste år er rædslen altså kommet. Angreb i Paris, København, Paris igen, Bruxelles, Istanbul… Og nu Nice. I Storbritannien vil de løsrive sig fra fællesskabet. Det findes mange gode argumenter for brexit. EU har en lang liste med ting, som skal gennemføres, for at projektet skal overleve.

Jeg må være ærlig og sige, at nu er jeg bange.

De stærkeste stemmer for brexit skubbede indvandring og lukkede grænser foran sig. De spillede på fremmedfrygt, skabte et ’vi’ og et ’dem’. Tre ud af fire af de unge stemte remain. Vor generation husker knapt Murens fald, men af og til virker det som om, vi husker historien bag den bedre end mange af vores forældre og bedsteforældre.

At være bange gør ingen nytte, hvis man ikke samtidig er vred.

”Det var før i tiden”, siger folk ofte, når vi taler om optøjer og uroligheder. Krig i Europa virker fjern. Men jeg må være ærlig og sige, at jeg er bange. Vi mennesker glemmer. Vi glemmer, hvad der var årsagen til optøjer, krig og konflikt. At det er i dårlige tider, rekrutteringen til ekstreme grupper er højest. At det, som sker i Europa lige nu, er sket før.

At være bange gør ingen nytte, hvis man ikke samtidig er vred. Kun da klarer vi at stå op de dage, hvor det virker meningsløst. Vi kan klare det. Vi har ikke råd til at miste flere menneskeliv, lukke flere grænser, skændes om flere mindesmærker.

Nu er det nok.

Vi må have modet til at tro på de unge.  De unge er ikke bare er en sårbar gruppe, der kan rekrutteres til ekstreme og radikale grupper - de unge er først og fremmest de, som kan bekæmpe vreden og hadet. De unge må få et større ansvar for at passe på hinanden. På alle.