Donald Trump

Hillary Clinton drillede Trump under hans tale

Den formodede demokratiske kandidat brugte Twitter til at argumentere imod Trump, mens han blev hyldet.

Mens Donald Trump stod på talerstolen i Cleveland og accepterede sin titel som republikanernes præsidentkandidat ved det kommende valg, fulgte hans modstandere med og kritiserede ham på Twitter.

Fra Hillary Clintons officielle Twitter-konto kom flere spydige kommentarer til republikanernes frontfigur under den lange takketale.

Blandt andet gjorde hun opmærksom på, at mediet The Economist har rangeret en Trump-præsidentperiode som den tredjestørste trussel mod verdensøkonomien.

- Jeg er jeres mand, lovede Trump de mange hujende republikanske vælgere.

- Du er ikke vores stemme, lød det så fra Clinton, der også lagde en liste ud over de amerikanere, som hun ikke mener, at Trump vil forsvare: kvinder, sorte amerikanere, seksuelle minoriteter, latinamerikanere og immigranter.

Der blev også sendt en stikpille til Trumps løfte om at forsvare seksuelle minoriteter i landet.

 Til sidst blev Clintons følgere opfordret til at give penge til den demokratiske kandidats kampagne:

- Hvordan vil du have det med at vågne 20. januar til præsident Trump? Giv en skærv for at hjælpe med at holde ham ude af Det Hvide Hus.

Den tidligere udenrigsminister og førstedame Hillary Clinton ventes at blive valgt i næste uge som Demokraternes kandidat til at overtage for Barack Obama i Det Hvide Hus i Washington.