Udland

Familien stjæler opmærksomheden: Her er arvtagerne i 'Trump-dynastiet'

PORTRÆT: Donald Trumps børn stjal flere gange rampelyset under det republikanske partikonvent. Kom tæt på arvingerne til præsidentkandidaten.

Mens salen messede slagord som "Build that wall" (byg den mur, red.) og "Lock her up" (spær hende inde, red.) bekræftede forretningsmanden og milliardæren Donald Trump, at han ydmygt takker ja til nomineringen som republikanernes præsidentkandidat. 

- Med ydmyghed og taknemmelighed accepterer jeg jeres nominering, sagde Trump til stor jubel og "USA, USA, USA" råb fra tilhørerne.

Hans tale markerede klimaks på konventet, der begyndte mandag.

70-årige Trump skal efter alt at dømme dyste mod tidligere udenrigsminister og førstedame Hillary Clinton, der i næste uge ventes at blive valgt som Demokraternes kandidat til at overtage for Barack Obama i Det Hvide Hus i Washington.

Hillary Clinton fulgte øjensynligt også med på sidelinjen under Trumps tale og kom med stikpiller undervejs på Twitter. 

Men mens mange havde ventet på at se hovedpersonen på konventet, stjal Donald Trumps familie meget af opmærksomheden ugen igennem. 

Specielt de fire af Donald Trumps børn, der talte på konventet, har taget salen og mange politiske kommentatorer med storm, efter de på hver deres måde holdt brandtale for deres far. 

- Alle Donald Trumps børn holdt gode taler, den ældste søn, Donald Trump Jr., holdte den bedste tale på konventet. Men det handler om meget mere end ordene, de siger. De her taler viste, at børnene er dygtige, succesfulde og smukke. Der er mange, der gerne vil bruge Trump som skydeskive og kalder ham de mest forfærdelige ting. Og der er det bare vigtigt, at man har sådan en familie, der viser, at man ikke kan være produkt af en sindssyg mands opdragelse, hvis man er blevet så succesfuld og veltalende, siger USA-ekspert Mads Fuglede.

De mange stærke taler og den generelle fremtoning hos Trump-børnene får nu flere internationale medier til at tale om et muligt 'Trump-dynasti', hvor flere af børnene nævnes som mulige fremtidige præsidentkandidater. 

Men hvem er de næste generationer i det, der kan blive det næste familiedynasti i amerikansk politik? Vi forsøger her sammen med USA-ekspert Mads Fuglede at give dig et overblik over, hvem Trump-børnene er bag facaden:

 

Den politisk kompetente protegé: Donald Trump Jr.

Donald Trump Jr. erklærer, at sejren er hjemme for hans far.

Den 38-årige førstefødte er søn af Ivana Trump, Donald Trumps første kone.

Han er vicepræsident for bygge- og investeringsimperiet The Trump Organisation. Donald Trump Junior er uddannet fra University of Pennsylvania. Gift med den tidligere model Vanessa Haydon, med hvem han har fem børn. 

Som barn havde Junior et meget tæt forhold til sin mormor og taler derfor flydende tjekkisk.

I sit voksenliv har han ofte været med i rampelyset sammen med sin far, og han har blandt andet været gæstedommer i realityshowet 'The Apprentice', der har faren i hovedrollen. 

Donald Trump Jr. holdt tale på konventet tirsdag aften og modtog et bragende bifald for sin sikre stil og sin politiske indsigt.

I sin tale viste den ældste søn, at han er en langt mere konservativ republikaner end sin far, og han var stilsikker i republikansk værdipolitik - lige fra skolepolitik over økonomi til sikkerhedspolitik.

-  Han holdt en af de mest politiske taler, der var med til at bygge faren op. Men derudover var det her en tale, hvor der faktisk blev leveret noget substans og ideologi. Det var en meget stærk tale, siger USA-ekspert Mads Fuglede.

 

Det hemmelige våben: Ivanka Trump

Ivanka Trump er en succesfuld forretningskvinde, der ejer en modevirksomhed og et smykkefirma.

Ivanka Trump er 34 år gammel og er også datter af Trumps første kone, Ivana Trump.

Hun er en succesfuld forretningskvinde, der ejer en modevirksomhed og et smykkefirma. Hun er vicepræsident for The Trump Organisation. Hun har læst på University of Pennsylvania. 

Privat er hun gift med forretningsmanden Jared Kushner, som hun har tre børn med. Ivanka Trump og Jared Kushner er blandt Donald Trumps nærmeste valgkampagnerådgivere, og hun har meget velvilje hos mange republikanske vælgere. Hun er tidligere blev omtalt som 'det hemmelige våben'. 

Hun har tidligere været model. Privat er hun også gode venner med Chelsea Clinton, der er datter af farens bitre rival, Hillary Clinton. Ivanka Trump holdt tale på konventet torsdag aften. 

- Hun er den mindst republikanske i familien, den mest forsonende. Hun viste i sin tale, at man ikke konstant behøver at være en hardliner. Hun sagde en masse pæne ting om sin far og gav et godt helhedsindtryk, siger USA-ekspert Mads Fuglede.

 

Den charmerende underdirektør: Eric Trump

Eric Trump er underdirektør The Trump Organisation.

Eric Trump er 32 år gammel og er også søn af Ivana Trump. 

Han er underdirektør i The Trump Organisation, og er udannet i økonomi og ledelse fra Georgetown University i Washington DC.

Privat har han siden 2014 været gift med tv-produceren Lara Yunaska. Han har tidligere startet en velgørenhedsorganisation til fordel for dødeligt syge børn. Eric Trump holdt tale på konventet onsdag aften. 

- Han leverede også en god tale, ikke lige så ideologisk stærk som sin storbrors, men funktionen var også at vise, at alle børnene er smukke, succesfulde og dygtige. Det var en tale, jeg hurtigt slog væk fra, men den var med til at vise et komplet billede af en succesfuld familie, og det var talernes vigtigste funktion, siger USA-ekspert Mads Fuglede.

 

Den yndige Social Media-stjerne: Tiffany Trump

Tiffany Trump roste i sin tale særligt sin fars menneskelige egenskaber som far.

Tiffany Trump er 22 år gammel og er Trumps eneste barn med hans anden kone, Marla Maples, der er tidligere skuespiller og tv-personlighed. 

Hun har lige som flere af sine ældre søskende læst på University of Pennsylvania. Under sine studier udgav hun blandt andet en musiksingle. Hun er meget aktiv på Twitter og Instagram, hvor hun portrætterer sin glamourøse livsstil. 

Flere medier har tidligere skrevet, at hun er opkaldt efter den berømte smykkekæde af samme navn. Tiffany Trump holdt tale på konventet tirsdag aften. 

- Han ser talentet i mennesker og hjælper dem til at forløse hele deres potentiale. Det er en fantastisk kvalitet at have som far, og endnu bedre som USA’s præsident, lød det blandt andet fra Tiffany Trump. 

Mads Fuglede betoner også, hvordan den yngste datter gav et mere personligt billede af faren. 

- Den yngste datter holdt den mest personlige tale, hvor hun talte om faren som meget omsorgsfuld. Hun forklarede, hvordan han havde skrevet små bemærkninger i hendes karakterbog og vigtigst af alt, hvordan folk blev forundrede over, hvor rar hendes far er, når man møder ham i virkeligheden, siger USA-ekspert Mads Fuglede.

 

Opkomlingen: Barron Trump

Den 10-årige Barron Trump går i privatskole på Manhattan og bor med sine forældre i Trump Tower på 5. Avenue.

 Barron Trump er 10 år gammel og er søn af Donald Trump og dennes tredje kone, Melania Trump. 

Han går i privatskole på Manhattan og bor med sine forældre i Trump Tower på 5. Avenue. Han talte ikke på konventet.