Donald Trump

TV 2 var bag scenen: Her er Trumps tricks

Publikum bombarderes med opera for fuld styrke, når Donald Trump gør sin entré. Kom med i kulisserne under hans valgkamp.

Dagen efter han officielt blev udnævnt til republikanernes præsidentkandidat, har Donald Trump kaldt pressen til samling. Officielt skal han præsentere sin vicepræsidentkandidat, Mike Pence, og begges familier. Uofficielt skal han have taget nogle gode billeder til aviser og TV. Og Trump viser sig at være mesteren i at sætte scenen.

Scenen er i dette tilfælde en græsplæne uden for videnskabsinstituttet i Cleveland, Ohio. Et par timer før Trump selv ankommer, bliver pressen gennet gennem sikkerhedskontrol og samlet i en indhegnet firkant midt på plænen. Her kan man blive stegt godt igennem i middagssolen, indtil hovedpersonen ankommer. En flok kæmpe højtalere begynder at spille musik. I rotation kører Rolling Stones, Lynyrd Skynyrd og Nessun Dorma fra operaen Turandot.

Pressen er briefet: Trump lander i helikopter, går halvvejs rundt om presseindhegningen, siger et par ord og fortsætter derefter hen til næste hegn, hvor en flok Trump-støtter står klar til at give hånd og være bagtæppe til pressens billeder.

Brokken breder sig lidt blandt især tv-journalisterne, der skal rapportere fra stedet: Hvornår er der nogen, der slukker for musikken?

- Er det jer, der styrer den, spørger en frustreret fransk journalist en producerer fra CNN.

Svaret er nej. Det er Trump, der styrer den.

Trump er landet

Nessun Dorma får et gevaldigt nøk opad, og mens operaen nu brager så højt ud, at al samtale er umulig, kommer han. Et fly med ’TRUMP’ på siden kommer flyvende lavt indover græsplænen og lander kort derfra. Så er scenen indtaget.

Mike Pence og hans følge kommer på plænen. Trumps familie stiller sig klar. Alle venter. Rockmusikken spiller stadig, så ingen kan tale sammen. Så skiftes der tilbage til opera igen. Og nu har alle lært det: Spilles der opera, skal du kigge op. Og her kommer han så i helikopter, igen med Trump på siden, og lander på græsset bag pressefirkanten. Hvert eneste tv-klip har nu et bagtæppe af grandios storladen musik.

Pressefolk fra hele verden falder rundt oveni hinanden inde i den lille indhegning. Trump går, som lovet, rundt om foran det store podie, hvor en stribe af tv-hold har stillet kameraer op for at sende live til hele USA og resten af verden. Donald Trump stopper op, siger et par ord og præsenterer sin vicepræsidentkandidat, Mike Pence.

- Sidste gang blev jeg beskyldt for at tale i for lang tid, så jeg vil fatte mig i korthed. Jeg vil bare introducere en mand, som vil blive en fantastisk vicepræsident for USA, guvernør Mike Pence, lyder det fra The Donald, der giver mikrofonen videre til sin nye makker i præsidentvalgkampen.

- Lad os give en stor hånd til USA’s næste præsident Donald J. Trump, råber Mike Pence som det sidste til forsamlingen bag indhegningen.

Det hele tager maksimalt to minutter. De to republikanske kandidater filmes og fotograferes på livet løs. Videre til fangruppen bag næste hegn – fotograferne fortsætter. Det er en stor sejrscene med lyden af triumf som soundtrack.

En-to-tre, Trump hopper ned ad trappen fra græsplænen og ind i en gigantisk bileskorte og er væk igen.

Pressen har ikke forstået noget

På vej væk fra indhegningen møder TV 2 to Trump-støtter, som lige har overværet seancen.

Sandy Cain og Suzanne McNeil, der begge er formænd for deres lokale vælgerforeninger i New York, kender Donald Trump særdeles godt fra tiden, hvor han overvejede at stille op som guvernør. Begge kvinder er, modsat pressen, begejstrede for, hvad de lige har været vidne til.

- Det var fantastisk. Hvis ikke Donald Trump havde gjort det her, ville I så have rettet så meget opmærksomhed mod ham? Det er den, han er, og hvad det hele handler om. Vi elsker pomp og pragt, siger Suzanne McNeil.

Men politik er jo alvor?

- Almindelige amerikanere har gjort politik til noget helt nyt. Det er ikke, hvad medierne definerer det som, men hvordan folket definerer det, lyder det glødende fra Sandy Cain. Og hendes veninde tilføjer:

- Det er derfor, han har skabt sådan en bevægelse, fordi Donald Trump har fortalt den politiske elite, at det her er, hvad vi vil have. Og Donald Trump leverer, hvad vi vil have.

- Gud bevare Amerika, slutter de to kvinder, inden de går mod den centrale del af Cleveland.

Torsdag aften vil Donald Trump afslutte det republikanske konvent med en tale og en fest. Mere end 100.000 balloner hænger allerede klar under loftet til at blive sluppet løs over den foreløbige finale på Trumps politiske show. Og hele verdenspressen står klar til at filme det.