Brasiliens justitsminister: Mistænkte for OL-terror er amatører
Det brasilianske justitsministerium kalder de 10 anholdte for amatører efter et pressemøde ovenpå torsdagens anholdelser.
Det er ikke høje tanker den brasilianske justitsminister Alexandre de Moraes har om de 10 anholdte, der angiveligt planlagde et terrorangreb under dette års OL.
- Mange trusler bliver afvist, og de trusler som fortjener vores opmærksomhed, bliver efterforsket intenst, sagde han torsdag på et pressemøde.
Herefter kaldte han de 10 anholdte for 'totale amatører'.
Anholdte har aldrig mødt hinanden
TV 2s korrespondent Rasmus Tantholdt skal dække de sikkerhedsmæssige foranstaltninger under dette års OL i Rio. Han fortæller, at de 10 anholdte kun har lidt eller intet kendskab til hinanden.
- Det er 10 personer, som har kommunikeret gennem WhatsApp (en slags messenger, red.). De har aldrig mødtes med hinanden, fortæller korrespondent Rasmus Tantholdt og fortsætter:
- De har forsøgt at få kontakt med Islamisk Stat, men det er ikke lykkedes.
De anholdte har også forsøgt at anskaffe sig våben, hvilket den beskedudveksling, de har haft, angiveligt skulle dokumentere.
- Brasilien vil vise, at de har styr på det.
De 10 mistænkte bliver ifølge Rasmus Tantholdt beskrevet som amatører, der ikke var tæt på at begå terror.
- De bliver kaldt amatører som er meget, meget, meget langt fra at kunne begå et terrorangreb.
Terrorberedskabet i Brasilien er ekstremt højt forud for de Olympiske Lege, og derfor slår de brasilianske myndigheder også hårdt ned på alt, der blot er et tilløb til terror.
- Det er verdens største sportsbegivenhed, og dermed er der også en risiko for terrorangreb.
- Man er opmærksomme på alt, og så vil Brasilien jo gerne vise omverdenen, at selv den mindste mistanke har man styr på, fortæller Rasmus Tantholdt.
OL i Rio starter den 5. august.