Steffen Jensen: Erdogan udnytter kupforsøg til udrensning
Tusindvis af lærere, dommere og politifolk er fyret efter kupforsøget i Tyrkiet. De beskyldes for at stå i ledtog med Erdogans ærkefjende i USA.
De omfattende udrensninger i Tyrkiet efter fredagens kupforsøg ramte i dag undervisningssektoren.
Den tyrkiske regering har suspenderet 15.000 ansatte i undervisningssystemet, mens 1500 universitetsrektorer blevet bedt om at gå af.
Det er kun de seneste af nogle meget omfattende udrensninger i Tyrkiet efter kupforsøget, fortæller TV 2’s korrespondent Steffen Jensen fra Istanbul. Siden lørdag har myndighederne gennemført tilsvarende massefyringer i militæret, ved domstolene og hos politiet.
- Myndighederne hernede mener, at bagmanden bag kupforsøget er denne vækkelsespræsident i USA, som hedder Fethullah Gülen. Han har igennem mange, mange år stået stærkt inden for undervisningssektoren. Han har haft sit eget undervisningssystem og skolesystem hernede, og han har bedt sine tilhængere om at gå ind i retssystemet og i politiet. Det er dem, som myndighederne nu forsøger at udrense, fortæller Steffen Jensen.
Mange andre ryger også ud
Det enorme antal fyrede tyder dog på, at de tyrkiske myndigheder benytter lejligheden til at udrense modstandere af enhver slags:
- Hvis man har vidst, at der var så mange Gülen-tilhængere inde i de forskellige systemer, hvorfor har man så ikke udrenset dem tidligere? Der er ikke rigtigt nogen, der tror på, at man siden lørdag har fundet ud af, at titusindevis af folk har arbejdet for Gülen. Så mange her stiller sig selv det spørgsmål, om ikke der er en masse andre, der også ryger med ud – folk, som man har villet skille sig af med længe. Nu får man så en undskyldning for at gøre det, siger Steffen Jensen.
Den 75-årige Fethullah Gülen var tidligere en tæt allieret af præsident Erdogan. Senere blev de uvenner, og Gülen måtte flygte fra korruptionsanklager og fik asyl i USA. Meningsmålinger tyder dog på, at han stadig har betydelig opbakning og indflydelse i Tyrkiet.
Tyrkiet kræver udlevering
Den tyrkiske regering kræver nu Gülen udleveret fra USA, så han kan blive retsforfulgt i Tyrkiet som den egentlige bagmand bag fredagens forsøg på militærkup.
Den amerikanske regering har til gengæld krævet, at de tyrkiske myndigheder leverer solide beviser mod Gülen, før en udlevering kan komme på tale.
- Amerikanerne siger, at de vil udlevere Gülen til Tyrkiet, hvis tyrkerne kan komme med beviser, der kan holde i en amerikansk domstol for, at han virkeligt har stået bag dette kup. De fleste hernede – selv folk, der er kritiske overfor Erdogan – er ikke i tvivl om, at Gülen fra sit eksil i USA har forsøgt at svække Erdogan gennem lang tid, fortæller Steffen Jensen.
- Men at han ligefrem skulle være hovedmanden bag dette kup og skulle have trukket i trådene fra USA, det er der mange, der tvivler på. Især når man ser på, hvor mange han angiveligt skulle have kontrol over i de væbnede styrker. Skulle NATO’s andenstørste hær virkeligt være infiltreret af en vækkelsesprædikant fra USA? Det er der ikke mange, der tror på, siger Steffen Jensen.