Kupforsøg i Tyrkiet

Kupforsøg i Tyrkiet: Voldsomme billeder af kamphelikopters angreb

Under det mislykkede kupforsøg fredag aften beskød en militær kamphelikopter agenter, der forsøgte at forsvare sig med pistoler.

Det mislykkede militærkup i Tyrkiet fredag aften afslørede dyb splittelse i det tyrkiske militær, der flere gange i nattens løb kom i direkte, intern kamp.

Dramatiske overvågningsbilleder, som netop er offentliggjort af den tyrkiske efterretningstjeneste, viser således, hvordan efterretningstjenestens hovedkvarter i hovedstaden Ankara blev angrebet af en militær kamphelikopter.

Helikopteren beskød bygningen og biler, der var på vej ind i bygningskomplekset, mens efterretningsofficerer forsøger at skyde helikopteren ned med håndvåben og maskinpistoler.

Billederne stammer fra overvågningskameraerne omkring hovedkvarteret. De viser først beskydningen ramme hovedindgangen og biler foran hovedkvarteret, hvorefter let bevæbnede efterretningsagenter forsøger at besvare ilden ved at skyde op i luften.

Luftvåben i kamp under kupforsøg

Kupforsøget blev indledt fredag aften, da soldater spærrede de store broer over Bosporusstrædet i Istanbul, lukkede byens store lufthavn og angreb parlamentet i hovedstaden Ankara. Militærkuppet var i følge den tyrkiske regering var ledet af højtstående officerer fra luftvåbnet og gendarmeriet, mens andre dele af militæret forblev loyale overfor præsident Erdogans regering.

Senere på natten gik regeringsloyale kampfly således til angreb på de kamphelikoptere, der tidligere havde angrebet blandt andet parlamentet og efterretningstjenestens hovedkvarter. En af disse kamphelikoptere blev skudt ned af et F-16-fly.

Flere hundrede dræbte

Efter kampe natten igennem overgav de oprørske soldater sig tidligt lørdag morgen. Lørdag aften opgav den tyrkiske regering det samlede tabstal i Istanbul og Ankara til 265, hvoraf cirka 100 var militære kupmagere, mens resten hovedsageligt var civile og politibetjente.