Kupforsøg i Tyrkiet

Hele den tyrkiske musik: Militærkup og teatertorden

Kupforsøg-natten var en meget dramatisk oplevelse - kom med på første parket.

Braget er så højt, at alt ryster. Totalt øredøvende.

Jeg spjætter og slår mit knæ hårdt imod bordkanten, så overrasket bliver jeg.

Nede fra gaden kan jeg høre lyden fra bunker af glas fra knuste ruder lande på betonen. Mine vinduer var heldigvis åbne, så dem skete der ikke noget med.

Jeg slukker lyset og går på knæ i vindueskarmen, så jeg ikke kan ses alt for tydelig udefra, og spejder efter eksplosionsstedet.

Var det en bombe fra et fly, et missil eller en eksploderende granat fra en kampvogn? Det er umuligt at sige.

Det lyder som om en million måger er blevet vækket. De skræpper løs og flyver pludselig rundt i den mørke himmel over mig.

Så kommer der et mere.

Buuummm!!!

Et brag så højt, at jeg er overbevist om, at et eller andet meget tæt på er blevet ramt.

Bilers tyverialarmer begynder at hyle.

Bag det hele kan jeg så pludselig i det fjerne høre efterbrænderen fra en jetmotor.

Det er to tyrkiske F16-kampfly som i ultralav højde er gået igennem lydmuren lige udenfor mit vindue på vej op igennem Bosporusstrædet.

I fredstid er det fantastisk at have en lejlighed med store panoramavinduer og en smuk udsigt ud over Bosporusstrædet. I jobbet som tv-udenrigskorrespondent er det også lidt af en nødvendighed, for min bolig er også mit kontor og tv-studie. Udsigten er samtidig kulissen for mine direkte live-omstillinger til TV 2 Nyhederne og TV 2 NEWS.

Men nu, hvor et militærkup er i gang, og broerne over Bosporus er nogle af dette opgørs strategisk vigtige punkter, og lige nu er broerne på kupmagernes hænder, så bliver min smukke udsigt lige pludselig også første parket til kampene mellem oprørerne og de regeringsloyale styrker.

Det stod ikke lige i kontrakten, da jeg sagde ja til jobbet.

Min kone kommer søvndrukken, med frygt i øjnene, vaklende ud af sovekammeret.

- Hvad sker der, spørger hun nervøst.

Min kone er lige ankommet til Istanbul. Vores plan var, at vi skulle have en hyggelig, forlænget weekend sammen. Se nogle museer og gallerier. Spise nogle lækre frokoster. Møde venner og hygge os. Men så bliver det hele blæst til stumper og stykker af et militærkup. Intet mindre.

Jeg spiller afslappet og siger, at hun bare skal gå i seng igen. Det er blot et par fly, der har gennembrudt lydmuren, forklarer jeg så non galante, som jeg kan. Jeg siger ikke, at jeg selv faldt ned fra stolen.

Jeg er allerede kommet forud for historien. Lad mig lige spole lidt tilbage, til lige før vi opdager, at der er noget i gang.

Militærkup i gang

Min kone er kommet på besøg fra vores hjem i Jerusalem. Det er første gang, jeg ser hende i et par måneder, så vi har planlagt en hyggelig, stille weekend sammen. De sidste par uger har jeg ligget vandret med arbejde, så jeg kan godt forsvare at tage en forlænget weekend fri, så det gør jeg.

Efter en lang, udmattende dag, hvor vi har mange kilometer rundt mellem malerier og skulpturer, set på kirker og moskeer, besøgt etniske restauranter, vil vi nu hjemme slappe af med et glas køligt hvidvin ude på terrassen.

Så får jeg en sms fra min tyrkiske assistent Reyan, som er på ferie i Izmir.

- Al trafik på broerne over Bosporus er stoppet. Der er noget i gang, skriver hun.

Jeg kigger ud af vinduet. Den ene af broerne ligger en kilometer væk, og jeg kan tydelig se den. Selvom jeg ikke havde opdaget det, kan jeg godt se nu, at der ikke kører biler på den.

Det er godt nok sært.

De to broer er trafikale flaskehalse. Dem lukker man ikke, uden at det er yderst nødvendigt.

Hvad kan det være?

- Kan det være et militærkup, spørger Reyan skarpt i en ny sms.

Det kæmpemæssige brag fra F16-jagerflyene, der fik jorden til at ryste, fik mig tilbage til virkeligheden.

Steffen Jensen

- Det tvivler jeg på, svarer jeg dumt.

- Hvad skulle det være godt for? Regeringen befinder sig jo i Ankara. Mon ikke det er frygt for en terroraktion.

Jeg begynder at ringe rundt.

Endelig får jeg fat i en tyrkisk journalistkollega, som er i området, og som siger, at det er militæret, der har blokeret broen.

Jeg spørger ham, om de undersøger bilerne for terrorister og bomber.

- De undersøger ikke noget. De har bare stoppet al trafik med lastbiler og pansrede mandskabsvogne på tværs af vejbanen, fortæller han.

Så ringer TV 2 og spørger, om jeg kan gå på live og fortælle om, hvad det er, der sker.

Så begynder skyderiet.

Først langt væk. Ovre på den asiatiske side af Bosporus, lyder det.

Militærkup?!?

Hvem pokker ville have troet det?

Jeg begynder at ringe og smse rundt.

Skyderiet bliver værre. Med tunge maskingeværer. Så kommer helikopterne. I lav højde cirkler de rundt over byen. Nede på kystvejen nedenunder kan jeg høre lyden af kampvogne eller pansrede mandskabsvogne med larvefødder rulle forbi. Jeg kan ikke se dem.

Så skydes der også pludselig dernede fra.

Kolleger rapporterer om, at kampvogne i Ankara har skudt imod parlamentsbygningen. Kampvogne har omringet det statslige TV TRT, som begynder at udsende kupmagernes budskaber. Så bliver tv-kanalens satellitstation skudt i stykker af kamphelikoptere fra regeringsloyale styrker.

Det er altså ikke alle de væbnede styrker, der er med i kuppet.

Nogle er. Andre er fortsat loyale overfor regeringen og præsident Erdogan.

Så bliver en helikopter skudt ned at et kampfly. Forskellige dele af de væbnede styrker kæmper med hinanden. Det er skræmmende. Så kan det jo gå helt galt. Totalt anarki kan brede sig.

I Ankara er det åbenbart værre end her i Istanbul. En kollega fortæller mig på telefonen, at en politistation er blevet angrebet og 17 politifolk dræbt.

Jeg spekulerer på, hvordan jeg får min kone sikkert ud af landet.

De overvejelser stopper, da vi hører, at landet er erklæret i undtagelsestilstand.

Min tyrkiske assistent ringer og siger, at jeg hellere må hamstre mad og drikkevand.

Jeg sniger mig midt om natten igennem mennesketomme gader til en bank nogle gader borte. Her er en lang kø foran kontantautomaten. Inden jeg når frem til den, er den tom.

Jeg går hjem med uforrettet sag.

Vi må klare os med det, vi har.

Kampene forværres

Som natten skrider frem, bliver skyderierne værre og værre, og de kommer tættere og tættere på.

Begge lufthavne er lukket. Kampvogne er rykket ind på Atatürk-lufthavnen. Grænsen til Bulgarien er lukket. Så er der ikke længere nogen vej ud.

Vi må blive og bare håbe på det bedste.

Jeg bander af mig selv over at have fået min kone placeret lige midt i den her suppedas.

Steffen Jensen

Børnene ringer fra Israel. Hvad sker der? Er vi OK. Er det farligt? Kan vi komme ud?

Vi forsøger at berolige dem.

Ingen grund til panik. Der sker ikke noget som helst. Vi er langt væk fra det hele. Heldigvis bliver der ikke skudt udenfor, mens vi påstår det.

- Mor er mere bange for de aggressive myg, der jagter hende herovre, og vi har ikke fået købt myggespray, joker jeg for at få børnene til at slappe af og føle, at det bare er medierne hjemme i Israel, der overdriver.

Min kone går i seng. Der er ikke meget andet at gøre. Jeg har lavet min sidste tv-rapport, men kan ikke sove, så jeg fortsætter med at følge med i udviklingen. Jeg åbner vinduerne, så jeg kan høre, hvor der skydes og med hvad.

Hvidvinen er ikke kølig længere, men den forsvinder, mens jeg bander af mig selv over at have fået min kone placeret lige midt i den her suppedas.

Det var ikke bomber. Bare psykologisk krigsførelse. Men det virkede.

Steffen Jensen

Bagefter synes det lidt overdrevet, for nu ved vi, at kuppet blev kvalt næsten inden det begyndte, men midt om natten, mens militærkuppet var på sit højeste, skyderiet bølgede frem og tilbage i gaderne omkring, alle veje ud af landet blokeret, og kun lidt mad og vand i køleskabet, var jeg ikke særlig stolt over den situation, jeg havde bragt min kone i. Og når solen stod op, var det klart, at jeg skulle arbejde, og hun mere eller mindre ville have husarrest.

Det kæmpemæssige brag fra F16-jagerflyene, der fik jorden til at ryste, fik mig tilbage til virkeligheden.

Det var ikke bomber. Bare psykologisk krigsførelse. Men det virkede. På mig i hvert fald.

På knæ bag min vindueskarm spejder jeg efter truslen. Jeg opdager en kvinde, et par etager længere nede, i nabobygningen. Hun er tydeligvis rædselsslagen, holder hånden for munden og kigger bekymret op på mig. Jeg vinker beroligende ned til hende, selvom jeg ikke har noget som helst at have beroligelsen i. Hun smiler tilbage, men ser ikke mindre bekymret ud.

Flyene kommer tilbage gang på gang.

Lavt. Næsten helt nede over vandet. Svære at se. Lanterne er slukkede. Så lige op over broen.

Wooouuum!!!

På broen er der skyderier. Pro-Erdogan demonstranter konfronterer soldaterne, men bliver mødt af skarpe skud.

På Taksimpladsen – et par gader herfra – er der kampe mellem militær og politi. Ud på morgenen får vi at vide, at soldaterne har overgivet sig til politiet.

BBC World Service Radio fortæller, at præsident Erdogan netop er landet i Atatürk-lufthavnen og lokale medier citeres for, at regeringsloyale styrker er ved at få kontrol med situationen.

Det tænker man, at de under alle omstændigheder ville påstå, så det beroliger ikke rigtigt.

På et eller andet tidspunkt må jeg være faldet i søvn, men en eksplosion vækker mig.

Solen er ved at stå op.

Der er stadigvæk skyderier, men det er meget mindre end for et par timer siden.

Måske havde radioen alligevel ret. Måske er regeringsstyrkerne ved at få overtaget.

Som rapporterne begynder at strømme ind fra kolleger rundt om bliver det klart, at militærkuppet øjensynlig har fejlet. Men en kæmpemæssig eksplosion oppe i nærheden af broen antyder, at kampene ikke er overstået endnu.

Det er det, jeg fortæller i dagens første nyhedsudsendelse på TV 2 NEWS: Kampene er ikke slut, men militærkuppet er slået fejl. Dermed er det ikke overstået. Nu forestår en periode med udrensninger og en konsolidering af regeringsmagten, og den fase bliver sikkert også dramatisk.